For et par uger siden dumpede der en pakke ind af min brevsprække. Forlaget Aben Maler havde udsendt deres efterårskollektion af 676-hæfterne, og man kunne her på siden læse anmeldelsen af tegneserierne for nogle dage siden. Det var generelt en god samling udgivelser, men jeg tillod mig dog at stille spørgsmålstegn ved én af dem, Thomas Thorhauges ”Jørgen Leth”, hvor jeg ligefrem kalde den for samlingens svageste led, og gav den blot to ud af seks i karakter. Hele anmeldelsen kan læses HER. Jeg blev efterfølgende gjort opmærksom på, at der var noget jeg måtte have misforstået, for den gængse opfattelse, blandt læsere og anmeldere af netop dette hæfte, var at dette, om noget, måtte være den bedste i serien.
Jeg har siden da læst ”Jørgen Leth” utallige gange, og lige lidt har det hjulpet mig i forståelsen af indholdet – og den påståede kvalitet. Men jeg er hér for at lære, så jeg gjorde det eneste jeg kunne komme på, som kunne hjælpe mig – jeg tog kontakt til skaberen Thomas Thorhauge, for hvis der var nogen der ville kunne få mig til at forstå “Jørgen Leth”, måtte det jo være ham.
Serieland: Hvad handler “Jørgen Leth” om?
Thomas Thorhauge: “Jørgen Leth” er i udpræget grad et åbent værk. Der er en tekst, der er lige til at læse – og det er den, der er hentet fra Leths selvbiografi – og så er der et forløb i billeder, der tydeligt viser en handling. Nogle steder forekommer det som om at billeder og tekst er arrangeret, så de supplerer hinanden, andre steder er det svært at se en forbindelse. Teksten, der kredser om centrale eksistentielle erfaringer, er meget alvorlig – måske undtagen citatet på sidste side, der er hentet et andet sted i Leths selvbiografi – hvorimod tegnestilen er karikeret, ligesom skildringen af forløbet rummer toner af humor. Det er en ret nøgtern karakteristik af tegneserien. Resten er op til læseren.
Kan man læse “Jørgen Leth” uden at kende noget til manden Jørgen Leth?
Det mener jeg da sagtens man kan, men sikkert med et andet udbytte. Det er en som sagt en åben tegneserie, hvor der er en klar sammenhæng mellem investering og udbytte fra læserens side.
Hvad er dit forhold til manden Jørgen Leth?
Jeg påskønner hans person og værk, herunder særligt hans film. Jeg har læst Film- og Medievidenskab på Københavns Universitet, og fortsatte efter bachelordelen på ‘ren’ filmvidenskab, hvor jeg ret luksuriøst har forfulgt så mange æstetisk orienterede fag som muligt. Jeg har set mange film, og det er min hidtidige fornemmelse at Jørgen Leths ouevre er ret unikt i en generel filmhistorisk sammenhæng. Uanset om udgangspunktet for en Leth-film er sport, portræt, rejseskildring eller fiktion, er de lige fra starten gennemsyret af mandens blik, en trang til en personlig undersøgelse; “hvad sker der her?”, “hvad er der på spil?”, “hvordan hænger det sammen?”, “hvad vil det os?” – og Leths svar er altid spændende, generøse, udogmatiske og tæt på at være helt fordomsfrie. Selvfølgelig er han præget af det eksperimenterende kunstnermiljø i tresserne, men hans blik minder ikke om andres. Som æstetiker i Kierkegaardsk forstand er han – når han er bedst – ligeglad med den etiske, moralske eller politisk betændte dimension i verden. Han forsikrer jo tit, at han politisk er helt almindelig moderat, går ind for lighed, social retfærdighed etc. etc., men i hans formidling kan de ting gøre ligemeget: “Sådan er det”, som Leth så ofte siger. En betragtemåde, der har provokeret mig ganske meget, fordi “sådan er det” synes at indikere at ting og sammenhænge i verden har et iboende objektivt væsen og funktion, som ikke kan ændres, og som synes at indebære at racismen på Haiti bare “er sådan”, eller at man skal være en ubehagelig karl for at vinde Tour de France. Men ligesom med store tegneserie- og filmoplevelser, synes jeg det er en kvalitet i noget godt, at der er noget, der skurrer, groft sagt. Jeg synes Leth er fantastisk inspirerende, han har – i lighed med andre begavede personligheder – åbnet mine øjne for ting, jeg ellers ikke ville have set, og det er jeg meget, meget taknemmelig for.
Teksten er et citat fra “Det Uperfekte Menneske”. Hvorfor har du valgt lige netop denne tekst, og hvad betyder det for tegneserien at du trækker et citat ud af kontekst fra et andet medie?
Jeg tumlede med flere indfaldsvinkler til Leth-tegneserien, og havde flere ideer til teksten. Tegneserien er på mange måder en forlængelse af M, en lille tegneserie, der blev trykt i BLÆK, som også tog udgangspunkt i et forløb med ledsagende, tilsyneladende handlings-uafhængige citater. Jeg gennemtrawlede Det Uperfekte Menneske 1 og 2, samt Leth-interviewbogen Også i dag oplevede jeg noget, fandt en masse materiale, men det blev for proppet og for rodet. Lige pludselig faldt jeg over det citat, jeg endte med at bruge – Det Uperfekte Menneske side 157-8, og jeg synes det var et pragtfuldt citat. Jeg brød det op, så det blev strøet ud over hele forløbet, så enkelt er det. Jeg arbejder normalt ret kontrolleret, så det var en uhyre atypisk og for mig dristig metode. Jeg blev ret begejstret over at iagttage de, øhh, følgevirkninger, som den metode bibragte tegneserien; nogle steder passer billede og tekst perfekt – enten som helhed, eller som kontrast, andre steder er det Mars og Venus. Nu bliver det lidt langt i spyttet, men metoden var inspireret af flere Leth-indfald: for det første er det der med at bruge citater også noget Leth har gjort sig i. Hans kendte “Også i dag oplevede jeg noget, som jeg håber at kunne forstå om nogle dage”, er fx et Ian Fleming-citat fra Casino Royale. I Leths fiktionsfilm Traberg spiller Ebbe Traberg en mand, der hedder Ebbe Traberg, som tilsyneladende ER Ebbe Traberg, men alligevel ikke helt. Derudover er Leth jo fundamental tilhænger af det uplanlagte, hans film tager ofte udgangspunkt i at stille kameraet op og vente tålmodigt på at livet folder sig ud, at tingene åbenbarer sig. Jeg besluttede mig for at følge ånden i den metode, velvidende at man giver afkald på kontrol, at man på godt og ondt overlader tingene til tilfældighederne. Jeg synes det var spændende, – og det gør jeg fortsat. Her tror jeg, at jeg har fat i noget meget fundamentalt i forhold til f.eks. din reaktion på tegneserien. Åbne værker stiller krav til læseren på en måde som mere lukkede værker ikke gør. Du skal selv på udkig, du skal selv hente oplevelsen frem, og du skal også selv modelere den, so to speak – i modsætning til fx rene genrestykker, som opfattes langt mere ens af læserne/seerne; alle gyser, græder eller griner på de samme tidspunkter. Som læser vil jeg have det hele, men som tegner er jeg ikke særligt interesseret i fx at lave genretegneserier. Det er formler og klicheer, og de oceaner af pastichetegneserier, der udkommer når sjældent forbillederne til sokkeholderne. Livet er kort, lad os bruge tiden på noget genuint spændende. Lad os – som Leth – udforske og undersøge, og være parate til at komme på vildspor. Giv slip, vær ikke bange…!
Du har haft kontakt til Jørgen Leth i forberedelsen og udførelsen af denne udgivelse. Hvorfor, og hvad har det betydet for resultatet?
Det er en misforståelse, haha. Jeg har ikke haft kontakt til Leth, jeg kender ham ikke personligt. Jeg mener også at projektet ville have lidt under en indblanden fra Leth selv. Jeg har taget ham som gidsel og gjort med ham, 100% som jeg ville. Jeg har været nødt til at indhente tilladelse til at bruge teksten, og har efterfølgende haft en meget kortfattet, men positiv korrespondance med ham, og så fik jeg lige set ham i øjnene på Bogforum, hvilket gav en fed følelse af full circle: det er rart at se et menneske, man lige har spundet en crazy tegneserie over, i øjnene og fornemme at alt er okay.
Igennem hele tegneserien bruger du overdimensionerede talebobler med minimal tekst – hvad vil du gerne udtrykke med dette?
Jeg vil gerne udtrykke at jeg ikke bryder mig om det kvadratiske format… Og derudover giver få ord i en stor kasse ordene mere tyngde, mere betydningsfuldhed. Derudover har jeg været ekstremt optaget af at komponere en billedfortælling, der i så udstrakt grad som overhovedet muligt passede til 676-konceptet, som Steffen Maarup fra Aben Maler har beskrevet andetsteds. 22 sider er ikke langt, men heller ikke kort. Hvilken type indhold og hvilken type struktur passer til det format? Og så er hæfterne jo hæftede, hvilket vil sige at der kun er et “ægte” opslag, nemlig midtersiderne. Det skal eller kan der også tages hensyn til. Men alle mine overvejelser er i den henseende uinteressante for læserne, det er kun det færdige værk, der tæller. Jeg tror dog at “usynlige” eller subtile kvaliteter lønner sig, uanset om de bliver bemærket af læserne eller ej. Når man står foran et åbent værk, ved man, at man skal på arbejde. Men jeg tror at modtageren med det samme afkoder om værket hævder sig med autoritet eller ej. Og jo mere autoritet, jo tryggere og mere frugtbar tror jeg også at processen og udbyttet bliver for læseren, beskueren eller hvem det nu gælder. Jeg tror fx personligt ikke meget på den rene improvisation – men at improvisere på et planlagt grundlag er straks noget andet. Man skal arbejde med tingene.
Kan du forklare hvad mødet med de Haitiske kvinder i tegneserien repræsenterer? Og det efterfølgende uvejr?
Ikke rigtigt. Forløbet var en slags drøm jeg havde. Men jeg genkender nogle ting; skjorterne på side 2 henviser til Giorgio Armani-kapitlet i Det Uperfekte Menneske, træningsdragten til digtet “Min påklædning” i Sportsdigte (1968). Kvinderne hidrører måske fra Haiti, men det er jo et gæt, det fremgår ikke. Lynene relaterer måske til mediernes heksejagt efter kokkens datter-skandalen. All-Star støvlerne har sikkert noget med hans hipster-habitus at gøre. Jeg ved det ikke, mit bud er ingen facitliste.
Hvad vil du gerne have at læseren får ud af at læse “Jørgen Leth”?
For læserens skyld, så meget som muligt…! Jeg lavede den virkelig meget for min egen skyld, og jeg må noget ubeskedent indrømme at jeg er meget glad for den. Der er lige et par sider, der ikke er stramme nok, men det irriterer mig kun i ringe grad. Men jeg synes det er en dejlig bagatel, som er ret sjov og inkluderende på sådan en “kom og gå på oplevelse herinde”-agtig måde. Fra min side er den lavet på en bølge af overskud, koncentration og rå tegneglæde, og det håber jeg da smitter læseren. Men jeg ved godt at der samtidig er noget aquired taste over den, og derfor er det absolut kun glimrende og fint at nogen – herunder dig – står af på den. Sådan er det.
Efter mediestormen hvor Jørgen Leth blev trukket igennem sølet, startede en bevægelse der søgte at forsvare ham (bl.a. med Lars Von Trier i spidsen), og han er nu gået hen og blevet *kult*. Er du er del af denne bevægelse?
Det ved jeg ikke, det bestemmer jeg næppe selv. Min glæde ved Jørgen Leth går tilbage til fjerde klasse, hvor min dansklærer viste hans mesterværk, En forårsdag I Helvede, den fantastiske cykelfilm om en-dag-sklassikeren Paris-Roubaix. Det var faktisk tæt på at være en skelsættende oplevelse, så det er ikke en bling-bling-fashion-trend ting fra min side, hvis det er det, dit spørgsmål sigter til. Siden har jeg faktisk fulgt ham i større eller mindre grad. Men altså, der er også mange andre kunstnere eller åndsmennesker som jeg beundrer og lytter til, Leth er bare den, der gør sig bedst som tegneseriefigur.
“Din tegneserie, “Jørgen Leth”, har høstet stor ros fra anmeldere og læsere – hvorfor tror du det er?
Det aner jeg jo ikke, men måske har det helt grundlæggende noget med konceptet at gøre: at tage et nulevende, dansk menneske, lave vedkommende om til en tegneserie, hvor selv kønsorganerne bliver eksponeret. Det er grundlæggende en sjov og fræk ide, synes jeg, og jeg var da også undertiden selv ret nervøs for Leths reaktion – men det var nok et godt tegn for bogen. Måske får læseren lige i et glimt sådan en “tænk hvis nogen lavede en sær og syret tegneserie med mig og med mit navn som titel!”-agtig følelse. Ellers er det måske de ting, jeg beskrev før, der tiltaler: muligheden for at gå på opdagelse og tolke. Alt skal jo ikke ind med skeen.
Og hermed tak til Thomas Thorhauge for en spændende indsigt i den historie, de refleksioner og de tanker der ligger bag ”Jørgen Leth”, som evident er et meget personligt værk. Jeg er personlig blevet en del klogere på udgivelsen, men vil stadig stå fast på at hvis man intet kendskab har til manden Jørgen Leth, vil alle de subtile intertekstuelle referencer gå fløjten, og der er en reel sandsynlighed for at man vil sidde tilbage med et dunkelt spørgsmålstegn hængende over hovedet. Når man ikke kender til Leths liv, tankegang og filosofi, er der en overhængende fare for at helheden kan opfattes som et forvirret navlebeskuende drømmescenarie … hvilket der da bestemt også kan være kvaliteter i.
