Home / Anmeldelser / Exodus 3

Exodus 3

Skrevet of tegnet af Jacob Rask Nielsen
92 sider i s/h
50 kr.
Udkommer: 1 maj 2010
Udgivet af Forlaget Tju-Bang

Forlagets beskrivelse:

Hassan, Bernt og Viola er på flugt igennem den zombiehærgede by i en jeep fyldt med våben, da Igorov Brødrene dukker op igen. Men noget er fulgt efter dem fra en anden verden, og pludselig er zombierne slet ikke deres største problem…

Anmeldelser:

Inden man læser denne anmeldelse, bør man kigge på mine vurderinger af bind et og to. Med det i mente kan jeg forhåbentligt springe introduktionen over.
OK, et kort oprids så: ”Exodus” er en meget simpel og ligetil fortælling om en gruppe mennesker som prøver at overleve en zombie- apokalypse.

Da jeg anmeldte bind 1 i sin tid, udtrykte jeg håb om at det narrative forløb blev mere dybdegående i de kommende bind. Det er ikke sket. Figurernes karaktertræk flytter sig aldrig udover klicheen, og plottet skrider fremad som en afkrydset indkøbsliste: først bliver de omringet, så flygter de, så møder de en forhindring osv. Handlingen er ensporet, dvs. man følger kun een gruppe af figurer hele vejen igennem.

Det skal siges at slutningen er udmærket, idet Nielsen sætter et frisk spin på zombiegenren. Han kommer simpelthen op med en ny grund til, hvorfor de døde har rejst sig af deres grave. Det er ikke en virus, skal jeg hilse og sige. Men det må vel også være det mindste man kan forvente sig af en zombiehistorie.
Der følger stadig ingen aldersgrænse med i bogen eller pressematerialet, så jeg kan egentlig ikke vide om jeg anmelder den ud fra det rette forudsætninger. Et publikum af hankøn fra 9-15 år vil da nok synes at ”Exodus” er en vældig god bog.

Men det leder mig hen til et andet spørgsmål: vil målgruppen ikke hellere se en film som fx den nye ”Zombieworld”? Er tegneseriemediet et godt valg til at skildre en 100 % action – baseret historie? Det kommer an på så meget, men i tilfældet med ”Exodus” mener jeg ikke at der velvalgt. Tegneserier der indeholder meget action/vold som fx den britiske ”Judge Dredd”, fungerer som regel i kraft af dens humor og satire. (Elementer som i øvrigt manglede i filmatiseringen). Tegneserien om den futuristiske lovmand handler i virkeligheden om det enkelte menneske i storbyen, om individet som en møtrik i et større system.  Et meget kendetegnende element ved serien er de tekstkasser, som altid viser figurernes tanker og følelser. Deri lærer man dem at kende, deri føler man sympati eller antipati for dem.

Jeg ved ikke hvem eller hvad man skal kunne identificere sig med i ”Exodus”. Der levnes ikke plads til at lære de 3 centrale hovedpersoner at kende, der er simpelthen tale om en modig ung mand, en gravid og romantisk anlagt pige, samt et muskelbundt. Vi ved ikke hvad de tænker om zombie- apokalypsen, eller hvordan pigen begynder at nære varme følelser for den modige unge mand.

I den mere positive afdeling er der fortsat ikke en finger at sætte på Nielsen’ s tegninger. Hans stil er sikker og meget gennemført. De runde, karikerede former passer fint til en historie som ikke tager sig selv alt for alvorligt, og en genre som er ret ’kitsch’ efterhånden.
I slutningen får læseren en pointe om at kærligheden kraft er stor. Men mere højpandet end det bliver det heller ikke.
Prisen er så vidt vides stadig 50 kr, men det står ikke nogen steder. Det er en lav pris for i alt 92 sider, men der er tale om kvantitet frem for kvalitet, efter min mening.

Jeg kan lige påpege, at ”Exodus” ville have haft godt af at udkomme i samlet form og ikke som en trilogi. Hvert bind er læst på ca. 10 minutter (der er nemlig ikke meget tekst) så læseoplevelsen ville blive bedre hvis man kunne pløje sig igennem hele historien på en gang [Red: Exodus udkommer faktisk som samlet værk til årets Komiks.dk].
Den lille mængde af tekst samt den store vægt på blod og vold vil sikkert tiltale unge læsere som er sultne efter den slags. Men når der ikke er noget til at få os til at føle noget for figurerne, og ingen samfundssatire som kan perspektivere handlingen til nogle større rammer end, så er jeg altså ret sikker på at målgruppen vil vælge at se en zombiefilm i stedet for.