Jeg har måske sovet i timen, for jeg burde nok have været orienteret på forhånd og aktivt opsøgt udgivelsen. Nu fik jeg i stedet en sjov overraskende oplevelse. En dansk sort-hvid tegneserie med statsstøtte, og ikke ufortjent. [spacer size=”20″]
Selvfølgelig en bagatel, men sjov. Der hænder ikke noget videre undervejs på de 68 sider men den måde der ikke hænder noget på er ganske charmerende. Til gengæld kan man godt sige der sker noget, og det er også bedre. På en lidt underfundig måde.
Jeg faldt over ‘Han, hun og Algobatoren’ da jeg skulle finde noget at læse på en tur til Jylland, men jeg fik den konsumeret forinden. Det tog ikke lang tid. Det provokerende var på en måde også, at der blev afviklet en professionel tegnet realistisk og stiliseret serie uden en sædvanlig tung intrige. De intrigeløse stemningsbeskrivelser som er så meget oppe i tiden og som alle støtteforvaltere falder i svime over, er ofte ubehjælpsomt tegnet.
Det ubehjælpsomme er på en måde i vore dage blevet en kvalitetsparameter for tegneserier meget til min beklagelse, for hvad er der blevet af de serieskabere som virkelig KAN tegne med klassiske kvaliteter? Når en tegneserie i dag er SÅ amatøragtigt tegnet, så MÅ der vel være et eller andet over indholdet, og det må vi da endelig støtte. Det er sket flere gange hvor jeg i mit ikke opfyldte håb om en indholdsrig veltilrettelagt tegneserie har sagt ‘Kejserens nye Klæder’.
På en måde en af grundene til at jeg stort set er holdt op med at læse nye tegneserier. Tunge historiske graphic novels preller af på mig. Hals- og åndeløse action-krimier i tegneserieform lader mig kold. Sjofle striber hænger mig ud af halsen. Bogskrivning giver mig mere i vore dage.
Derfor var Ole Comolls tegneserie en positiv overraskelse. Her var den humor, man ofte mangler i andre stillestående tegneserier. Den mindede mig også om min barndoms episoder af ‘Twilight Zone’ hvor man på 25 minutter blev konfronteret med visioner med store konsekvenser men ganske ofte med et glimt af humor. En del af disse ideer var også originale science fiction nedslag med en humoristisk vinkel. Jeg blev meget betaget af disse vellykkede filmnoveller dengang.
Det sidste jeg har set til Ole Comoll er hans meget virkningsfulde illustrationer til ‘Detektor’. Dette er dog noget andet. Man overraskes ikke over at Ole Comoll deler tegnestue med Peter Snejbjerg, for der er helt klart en tydelig og sympatisk inspiration, men her altså anvendt i humoristisk regi. Ole har så vidt jeg ved også assisteret Peter med hans amerikanske bidrag, og det har her smittet af på den gode måde. Man mindes også Comes i den veldisciplinerede grafisk stiliserede stil.
I sin tid da Ole startede på Gimle var jeg meget benovet, grænsende til rystet over at han lod til at opgive et medicinstudium til fordel for en ret risikobetonet karriere som tegneserieskaber. Det valg havde jeg selv gjort, men jeg opgav ikke en mulig højtlønnet karriere som akademiker. Nu forstår jeg godt hans valg. Det er ikke alle beskåret af lave så vellykkede og fint turnerede professionelle serier som ‘Han, hun og Algobatoren’. Det var en fryd at læse den tegneserie. Tak, Ole.
HAN, HUN OG ALGOBATOREN
Af Ole Comoll
72 sider i sort/hvid
Vejl. pris 149,50 kr.