Home / Anmeldelser / Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden

Jimmy Corrigan, den klogeste dreng i verden

Skrevet og tegnet af Chris Ware
380 sider i farver i hardcover
390 kr.
Udgivelsesdato: 7. maj 2010
Udgivet af Aben Maler

Forlagets beskrivelse:

Med en flad og nedtonet tegnestil fortæller Chris Ware om sin hovedperson Jimmy, en ensom og socialt tilbagestående mand, som får tiden til at gå med at dagdrømme og undgå sin gamle mors opkald. Ud af det blå kontaktes han af sin far, som han aldrig har set. Uden at tage tydeligt stilling til hele affæren rejser Jimmy af sted for at møde ham i dagene op til Thanksgiving. Deres møde er tåkrummende pinligt, og Jimmy forsøger gentagne gange at stikke af.
I et parallelspor følger vi den hjerteskærende historie om Jimmys farfar og dennes følelseskolde far i 1890’ernes Chicago.

Anmeldelser:

For et par år siden var jeg på studietur i Skotland. Jeg forvildede mig ind i en boghandel, og kom for første gang til at stå ansigt til ansigt med det påståede mesterværk ”Jimmy Corrigan, The smartest kid on Earth”. En hurtig gennembladning åbenbarede nogle ganske flotte sider, så jeg tøvede ikke med at købe den. Desværre var det en tung og til tider kedelig opgave at læse dette murstensværk på næsten 400 sider, og jeg kom aldrig (jeg prøvede to gange) længere end halvvejs før jeg opgav og satte den pænt op på reolen, hvor den så har stået siden og samlet masser af støv.

Jeg var derfor ikke synderligt imponeret, da jeg hørte at Aben Maler ville udgiver den på dansk.

For et par dage siden dumpede ”Jimmy Corrigan, Verdens klogeste dreng” så ind af døren. Med et pligtfuldt suk måtte jeg sætte jeg mig til rette i otiumstolen med en kop kaffe, og gøre klar til et sidste forsøg på at læse Chris Wares tegneserie, som ”alle” har hyldet som værende noget af det bedste der nogensinde er sket tegneseriescenen.

Og wow.

Jeg ved ikke hvorfor … men nu ”virkede” den! Jeg forstod den. Værdsatte den. Måske var det fordi jeg var startet bagfra, og havde læst forfatterens efterskrift først, og derigennem havde fået en større forståelse for hvad det egentlig var historien ”handlede” om, og hvor besynderligt virkeligheden havde imiteret fiktionen. Eller måske er det bare pga den eminente og naturlige oversættelse af værket?

Ligesom karakteren Jimmy Corrigan er forfatteren og tegneren Chris Ware vokset op uden en far, og pludselig, ud af det blå, bliver begge kontaktet af deres respektive fædre, der søger en form for forløsning ved at ville mødes med deres fralagte afkom. Man skal dog ikke tro det var denne oplevelse, der fik Ware til at starte på Jimmy Corrigan, for faktisk var han et godt stykke inde i historien, før hans real-life far kontaktede ham. Først troede han faktisk det var en ondskabsfuld joke orkestrerede af en læser af tegneserien, der først udkom i den alternative Chicago avis New City, og siden i hans eget magasin Acme Novelty Library, men det skulle hurtigt vise sig at være hans rigtige kød og blod.

Mødet skulle dog viser sig ikke at bringe den forløsning de to parter måske havde håbet. Efter et par timer gik de fra at være genforenet far og søn, til at være to fremmede der ikke har noget at snakke om. Chris Ware har udtalt, at de tre-fire timer det tager at læse Jimmy Corrigan, er ca. den samme tid han har brugt sammen med sin far i sit voksne liv.

Historien bag Jimmy Corrigan er interessant, men det er ikke den eneste grund til man skal kaste sig over denne tegneserie. Hvis man har lyst til at blive udfordret rent grafisk, så er der store gevinster at hente her. Ware leger med mediet på en måde man sjældent ser andetsteds, og intet bliver serveret på et sølvfad – nogle gange er man nød til at tolke billeder, ikoner og sekvenser for at få forståelsen – og der er sikkert masser at hente ved senere genlæsninger. Man skal være opmærksom på, at Jimmy Corrigan er en meget atypisk tegneserie, og ikke en jeg vil anbefale folk der ikke er ”inde” i hvordan en tegneserie fungere. Jeg tror man skal have et vist kendskab til mediet for at forstå og værdsætte de kreative krumspring Ware gør sig, og den kan nemt komme til at virke for ”underlig” for udestående.

Det ér en yderst kompleks historie, hvor man ofte kommer i tvivl om hvad der virkelighed, hvad der er drømme og hvad der er fantasi, og det er ikke kun Jimmy Corrigan anno ca. 1990’erne vi følger, men også hans bedstefar som barn et århundrede tidligere – og de mange spring frem og tilbage i tid og rum gør bestemt ikke opgaven mindre udfordrerne.

Stregen er sirlig og meget sikker, og inspireret af grafik og plakatkunst fra 1920’ernes USA, hvilket fungere fantastisk godt når Ware laver miljøbeskrivelser og døde ting – men knap så godt når han skal konvertere følelser i figurerne. Dertil er stilen lidt for flad, og ansigtsudtrykkene bliver for vage. Farvelægningen er dog mættet og sublim, og står fantastisk smukt til stregerne.

Det tog sin tid – men jeg kan nu se hvorfor Jimmy Corrigan, Den klogeste dreng i verden, er en af de bedste tegneserier der er udkommet i lang tid.