Logicomix

Serielands Anmeldelse:

Serieland afprøver en ny form for anmeldelse, der skrives før, under og efter læsningen af udgivelsen.

Forventningens glæde: 4 af 6

Jeg har aldrig hørt om hverken Logicomix eller de græsk/amerikanske serieskabere der står bag, så at bogen er ”udkommet over hele verden på alle mulige sprog”, som det står i pressemeddelelsen, kom såmænd lidt bag på mig. Uddragene fra anmeldelserne på bagsiden af bogen sætter dog hurtigt overlæggeren forholdsvis højt, og jeg forventer en intelligent og usædvanlig grafisk roman. Matematik virker ikke som et oplagt emne til bragende fiktion, men jeg er sgu frisk på at se hvad grækerne har at byde på.

Gennembladning: 3 af 6

Gennembladningen er den proces man går igennem når man står i boghandlen eller tegneseriebutikken og har fundet en ny ukendt udgivelse, som man lige hurtig skal bedømme om man vil bruge penge på. Det hele afhænger af hvordan den store visuelle forkromet helhed gør sig i de urimelige 20-60 sekunder man bruger på at gå disse godt 350 sider igennem. Logicomix falder lidt igennem for mig. Tegnestilen siger mig ikke noget særligt, og der er ikke sider eller opslag der for alvor gør at jeg får lyst til at stoppe op og pluklæse her eller der. Det hele er meget monotomt. Ikke at det er grimt tegnet – slet ikke – det er bare sådan lidt… uinspirerende! Det er åbenlyst op til historien af få denne bog i land – og at bedømme efter de flotte anmeldelser fra bl.a. Guardian, Sunday Times og Independent, så er det også hér guldet er lagt. Det må vise sig…

Indpakning: 4 af 6

Bogen er i et behageligt format (17 x 23,5 cm) der er lidt bredder (i forhold til højden) end man er vant til, og som ligger godt i hånden. Forsiden appellerer til min æstetiske sans, med et afdæmpet motiv og en delvis lakering, der gør at hovedpersonen skiller sig ud (ved at være lakeret) fra baggrunden (der er mat). Lækker lille detalje. I selve tegneserien er der brugt forskellige skrifttyper til forskellige personer/situationer, og der er ikke rigtig nogle af dem der gør sig specielt godt til tegneserier. Her kan man godt savner ”de gode gamle dage” med håndtekstning… Sidst, men absolut ikke mindst, har bogen en svag, men træls, lugt – så stik ikke hovedet for langt ind!

Læseglæde: 3 af 6

Selve tegneserien er på lidt over 300 sider, efterfulgt af et appendix/opslagsværk på små 50 sider. Logicomix er to (faktisk tre) historier i én. Det er historien om matematikeren/logikeren/filosoffen Bertrand Russell (1872-1970) der i starten af det 20. århundrede var med til at definere visse regler og love indenfor matematikken. Samtidigt er det også en historie om de overvejelser serieskaberne gør sig undervejs i planlægningen og udførelsen af selve tegneserien. Den måde disse to historier væves sammen fungerer overraskende forbilledligt. Uheldigvis er ingen af de to historier de arbejder med specielt spændende. Især historien med serieskaberne, som mest fungere som støttepædagog for hovedhistorien om Russell, er virkelig påtaget og uinspirerende. Forfatteren fortæller i begyndelsen at dette ikke skal være en illustreret lærebog, men en historie om de mennesker der stod bag teorierne – en mantra det virker som om glemmes på vejen. Som historien fyldes op med læresætninger, teorier, paradokser og gale gamle halvgrå mænd med passion for ”matematisk sandhed”, bliver det hurtigt mentalt for meget for denne simple tegneserielæser, der ikke nød sin folkeskolematematiklærers synderlige begejstring.

Jeg forventede en ”usædvanlig grafisk roman”, og det fik jeg. Jeg har fået øjnene op for en matematisk verden, og intellektuel kamp, jeg ikke anede fandtes. At matematikkens grundprincipper stadig blev defineret og redefineret for 100 år siden (og selv den dag i dag) skal jeg ærligt sige er nyt for mig. Dét er spændende, og visse dele af Russells liv genfortælles også med en hvis glød, der gør at man hellere læsere dét, end de til tider tunge filosofiske diskussioner om matematikken og logikkens grundprincipper, der godt kan blive lige lovligt langt i spyttet. Men også på de bløde værdier synes jeg forfatterne nogle gange glider let hen over forholdsvis interessante aspekter… hvorfor bliver der f.eks. ikke ofret mere end et par paneler på en ting som at Russell levede i et ”åbent forhold” med sin kone og hendes åbenbart mange elskere? Nuvel.

I en bog der handler om ”jagten på den absolutte sandhed”, er det en besynderlig mængde ”kunstneriske friheder” forfatterne har taget sig, jvf efterskriftet – f.eks. at visse personer mødes i fiktion, men ikke i virkeligheden – og det sidste møde med Gottlob Frege sker hele seks år efter hans egentlige død… man kan kun formode af Bertrand Russell roter i sin grav.

Rent praktisk synes jeg tekstningen visse steder er katastrofal. Sætninger brydes ofte ulogisk og fortsætter i andre talebobler, afsluttende og begyndende med de evindelige ”tre punktummer” – hvilket er kimen til endeløs irritation her i butikken. Og så burde en redaktør nok have fanget de tekststykker der flere gange hopper rundt i taleboblerne, og som somme tider helt bryder rammerne.

Forventet genlæsning: 2 af 6

Jeg har en fornemmelse af at Logicomix vil gøre sig bedre ved en genlæsning, men det er dog ikke et projekt jeg agter at kaste mig ud i foreløbigt. Nu kommer den op og stå på reolen, og der vil den sikkert stå i nogle år, før jeg vil overveje hvornår den skal genlæses.