Home / Anmeldelser / Mixed Double – en farlig cocktail

Mixed Double – en farlig cocktail

Ruth er en frisk, omend noget gnaven, dame i livets efterår, der lider af periodisk autonome arme, der gør at hun ikke kan styre dem, og de flagrer til højre og venstre. Lægen fortæller at der ikke er mere han kan gøre medicinsk, men anbefaler hende nogle fysiske øvelser i stedet – f.eks. tennis. Således starter det lille hverdagseventyr i Johan f. Krarups nyeste udgivelse, Mixed Double, fra forlaget Fahrenheit. Johan er en flittig herre, der allerede har lavet tre udgivelser i år, men dette skulle være hans første længere tegneserie, der når ud til et større publikum. Forlaget springer endda med på den populistiske bølge, og kalder det en grafisk roman, selvom det egentlig er en opsamling af en webcomic der har kørt på deres website tidligere i år.

I Mixed Double møder vi fire meget forskellige personligheder, der alle balancerer på kanten af normalitet. Ruth, der på grund af de ustabile arme er blevet mund- og fodmaler, sætter en annonce i avisen, hvor hun søger en tennispartner. Den svarer lystløgneren og hidsigproppen Jørgen på. Han er chefanalytiker i Lån og Sparbank, og erfaren besvarer af kontaktannoncer. Ruth mener efter noget tid at banen er for stor til kun de to, så de fortsætter med at søge efter to tennisspillere mere, og her kommer Finn ind i billedet, der ud over at have en fornem fingerbølsamling, også har fået overdraget ansvaret for sin syge sengeliggende mor af kommunen. Til sidst bliver vi introduceret for Helena, der er Ruths unge niece, som er Cand. Mag. i moderne kultur og kulturformidling, og som ejer sit eget galleri med moderne kunst, men overlever stort set på at sælge fasterens mund- og fodmalede landskaber. –Som der står på bagsiden af bogen, er dette en farlig cocktail for alle de involverede, der fører erotiske eskapader, død og ødelæggelse med sig.

Illu: Johan F Krarup

Det er det menneskelige drama Johan beskæftiger sig med, tilsat en god portion absurd og pinlig humor a-la Klovn. Karaktererne, der er inspireret af kontaktannoncer, er sørgelige på hver sin måde hver for sig, men stadig sympatiske, og man kan ikke andet end at komme til at holde af Jørgen, der er så ynkelig at han må gå til en prostitueret på sin 50 års fødselsdag, og så lyver om det dagen efter hos kollegaerne, og siger det er hans nye kæreste.  Eller Finn, der pakker sin kuffert og er klar til at flytte ind, efter at have tilbragt en enkelt nat sammen med en pige – hvor han i samme omgang mister sin mødom, som 51årig.
Der er følelser og liv på spil i Mixed Double, og Johan F Krarup er en eminent dygtig historiefortæller, der formår at gøre det hele levende og vedrørende. De fire hovedpersons liv udvikler sig radikalt på de 88 sider, og selvom man kun møder dem i små staccato-agtige afsnit i deres liv, får man følelsen af at kende dem godt.

Illu: Johan F Krarup

Tegnestilen er ikke ”køn”. Det er anatomisk ukorrekte figurerer der er farvelagt med farveblyanter vi har med at gøre, placeret i rum hvor perspektivets love er ophævet – men det er konsekvent og det fungerer, og det er tydeligt at det er et bevist valg. Jeg tror ikke det er fordi Johan ikke kan tegne pænt – sådan er stilen bare!

Med fire udgivelser i år, har Johan F Krarup sat en standard for sig selv og resten af de danske serietegnere, som det skal blive spændende at se om han kan leve op til i fremtiden. Rygtet siger dog, at han allerede er dybt begravet i den næste tegneserie, men hvornår vi får noget at se er endnu uvist.

Mixed Double
Skrevet & Tegnet af Johan F. Krarup
88 sider
129.50 kroner.

LINK: Forlaget Fahrenheit
LINK: Johan F. Krarup