Francois Bourgeon har genoptaget ”Vindens Passagerer”. I den selvstændige forsættelse ”Barn af Kaimantræet” møder vi en nu 98-årig Isa, og hendes 18-årige oldebarn.
Hvad der skete med Isa, efter vi forlod hende i sidste bind af ”Vindens Passagerer”? Hun blev gravid, og tog i 1791 videre fra San Dominique i Caribien til New Orleans i USA. Der skjulte hun sig hos sin ven Louis Murrait på hans gård Lananette, dybt i Louisianas sumpe, og fødte en multatpige. Hun sagde at barnet var hendes afdøde brors, og blev ellers boende på gården til hun var næsten hundrede år gammel. Og datteren? Åh, det er en sørgelig historie…
2-bindværket ”Barn af Kaimantræet” er en selvstændig fortsættelse til ”Vindens Passagerer”, Francois Bourgeons nyklassiske 5-bindsværk fra starten af 80erne, om stærke kvinder, slavehandel og skibe. De to nye album (142 sider i alt) følger hovedpersonen Isabel ”Isa” de Mamaye i årene efter handlingen i ”Vindens Passagerer”. Og fortæller parallelt historien om Isas oldebarn, den 18-årige sydstatspige Isabeau ”Zabo” Murrait, der under den amerikanske borgerkrig i 1863 flygter gennem Louisiana for at søge tilflugt hos den ottehalvfemsårige Isa.
Bourgeon tegner som altid fantastisk. Både streg og fortællerytme har mistet lidt dynamik med årene, men siderne er smukke og fulde af stemning, og hans research er uovertruffen. De sirligt realistiske billeder er så præcise og detaljerede at man skulle tro at Bourgeon havde været der, på San Dominique i 1791, i Louisiana i 1863, for at lave skitser.
Sløv start, smuk slutning
Men selve historien kommer kun trægt i gang. Rammehistorien om Zabo, der fylder størstedelen af bind 1, bliver aldrig rigtig interessant. Bourgeon prøver at fortælle en udviklingshistorie om en pige, der er egenrådig som sin oldemor, men også barn af en racistisk amerikansk overklasse. Men selv om den stærke Zabo slår følgeskab med fotografen Quentin, mangler hun modspil og fremdrift. Man savner de stærke bipersoner, der gav ”Vindens Passager” sit liv og sin flertalsendelse. Og da Zabo endelig når frem til den tudsegamle Isa, der fortæller sin historie, er der alt for meget der skal forklares for hurtigt.
I andet bind bliver det bedre, og den irriterende følelse af historietime og slægsforskning, der præger slutningen af første bind, forsvinder. Det er som om at Bourgeon endelig når frem til den historie der interesserer ham: forholdet mellem Isa og hendes datter, og omkostningerne ved at være hvid mor og farvet barn i 1800-tallets Amerika. Tempoet bliver sænket, historien folder sig ud, og da vi når slutningen, er den både smuk og grusom.
En tung arv
”Vindes Passagerer” var i sin tid en serie der erobrede nyt land for den voksne tegneserie, både gennem dens stærke karakterer, enorme historiske research og filmiske billedsprog. ”Barn af Kaimantræet” løfter ikke helt arven, og jeg savner især karaktererne og vitaliteten i billedsproget. Men de smukke billeder og den flotte slutning, gør alligevel de to bind værd at læse. I hvert fald his man, som jeg, har savnet en af tegneserielitteraturens stærkeste karakterer, Isa de Mamaye.
Nå, ja, et irritationsmoment: I bind 1 tales der et virvar af sprog: fransk, engelsk, spansk og kreolsk. Og bortset fra det franske hovedsprog, der er oversat til dansk, er man nødt at bladre om bagerst i albummet, for at få oversættelserne, og det ødelægger læseoplevelsen. Som at se en fransk film, hvor underteksterne først vises når filmen er slut.
Barn af Kaimantræet, bind 1-2
Skrevet og fortalt af Francois Bourgeon
2 x 96 s. i farver, hardcover
Kr. 198,00 stykket
Udgivet af Forlaget Cobolt