Home / Anmeldelser / Over Muren

Over Muren

Forlagets beskrivelse:

Under en rejse i Palæstina i 2008 møder den franske tegner Maximilien Le Roy palæstinenseren Mahmoud Abu Srour. Mahmoud fortæller om sin tilværelse, og Le Roy bliver så grebet, at han beslutter at videregive den. I en stil, der veksler mellem illustration, tegning, fotos og collage beretter Mahmoud om sin hverdag præget af israelernes tilstedeværelse. Mahmouds landsby flyttes, hans gård jævnes med jorden, og pludselig kan han ikke længere besøge sin søster i Israel, da hun nu bor på den anden side af en nyopført mur. Snart symboliserer muren for Mahmoud alle de mure, som omgiver og adskiller menneskene.

[box_light]

Serielands Anmeldelse:

Serieland afprøver en ny form for anmeldelse, der skrives før, under og efter læsningen af udgivelsen.

Forventningens glæde: 5 af 6

Jeg har aldrig hørt om denne tegneserie, før den dumper ned i min postkasse, ej heller Maximilien Le Roy, som den franske skaber bag hedder, men det er alligevel som om jeg får et overraskende lille sug i maven, når jeg står med bogen i hånden. Coveret virker meget appellerende på mig, med den løse blyantstreg og de mættede sandfarver. Det er en bog jeg glæder mig til at gå i krig med.

Gennembladning: 5 af 6

Stilen og farverne fra forsiden fortsætter ind i bogen, hvilket gør denne læser glad. Stregen er stadig en løs blyantsagtig én af slagsen, uden at man dog mister fornemmelsen af at det er et færdigt produkt, man har i hænderne.

Indpakning: 5 af 6

Som sagt er jeg vild med coveret… Illustrationen viser en mand siddende på en stenformation, med udkig over de lange separationsmure på Vestbredden, hvilket giver en form for lovning på, at det er en bog hensat til eftertænksomhed, vi har med at gøre her. Ud fra forsiden ville jeg samle denne bog op ”in a hartbeat”, hvis jeg så den på boghandlerens hylde. Over Muren er trykt på noget rigtigt lækkert groft, mat og tykt papir, der virkelig får streg og farve til at stå bomstærkt.

Læseglæde: 6 af 6

Over Muren er en særdeles stærk og personlig beretning, og det er svært ikke at fortabe sig i de uhyrligheder og uretfærdigheder vores hovedperson, palæstinenseren Mahmoud Abu Srour, og hans folk, har gået igennem – og stadig gør det. Mahmoud er en ung mand med tid til at refleksion, og det er hans ord der bærer historien. Jeg må indrømme, at jeg ikke har den politiske indsigt i hvad der foregår mellem Israel og Palæstina, til at bedømme om Over Muren er én stor omgang venstreorienteret mikrofonholdende anti-Israelsk propaganda, hvilket den godt kan lugte lidt af til tider, for der er ikke meget objektivitet her – forstået på den måde at Israels motiver aldrig belyses, kun hvad effekten af deres handling betyder for palæstinenserne. Men Over Muren forsøger heller ikke at fremstå som en lærebog i denne konflikt. Det er en personlig beretning. Og som sådan fungerer den ud over alle grænser.

Mahmoud bruger meget tid på at forklare – ikke forsvare – hvorfor der f.eks. findes folk der kan finde på at spænde et bombebælte omkring livet, og stige op i en bus, og hvad det er der sker når man underkues og tilsvines igen og igen. Håbløshed og afmagt føre til forbitrelse og handling, kunne man aflede af Mahmouds refleksioner over den afgrænsede tilværelse på Vestbredden.

Over Muren er en fortrinligt godt fortalt tegneserie, der i den grad har noget på hjerte. Den virker eftertænksom og velovervejende i sine argumenter, og man kan ikke undgå at blive rørt og påvirket af de skæbner man møder, trods at den ikke, heldigvis, svælger i selvmedlidenhed.

Forventet genlæsning: 6 af 6

Over Muren vil uden tvivl blive genlæst med jævne mellemrum. Den har pt ikke fået en plads i reolen, da jeg stadig går og klatlæser den her og der, selv efter at have haft den i vel over en måned, og har læst den 2-3 gange.

[/box_light]

[issuu width=550 height=386 backgroundColor=%23222222 documentId=120505081721-1ec9cbbcd8dd42529173c34a5f6fae46 name=over_muren_preview username=serieland tag=serieland unit=px v=2]

Over Muren
Af Maximilien Le Roy
108 sider i farver
Udgivet af Forlaget Fahrenheit