Jeg husker premieren på Ang Lee’s Icestorm, en fortættet beretning om en middelklasses genvordigheder og uforløste magtkampe. Jeg husker hvordan den film irriterede mig, og at jeg havde en underlig nagende fornemmelse i maven, endda flere timer efter at vi havde forladt biografen.
Jeg husker også, da jeg for første gang så Reservoir Dogs og var forfærdet. Jeg mindes ligeledes en grum mavefornemmelse, og især at jeg følte, at jeg ikke alene havde spildt både tid og penge.
Jeg har nu læst amerikaneren Anders Nilsens ‘Sisyfos’ og sidder tilbage med samme mavefornemmelse. Der ER et eller andet, der sidder og gnaver. Der er et eller andet den bog forsøger at fortælle mig, gøre mig opmærksom på. Og jeg ved ikke hvad det er.
Bogens cover er heldigvis beklædt med et smudsomslag, og selvom jeg pinedød ikke bryder mig om hverken smuds eller smudsomslag, så lader jeg det hvide omslag være. Det ansigt der ellers ville møde mig, er et ungt ansigt. Et ungt smalt ansigt med herpeslignende sår. Det er forfatteren af bogen, Anders Nilsen, og han er skudt skarpt og tæt på. Han er, så at sige, yderst nærværende og det er hans skyld, at jeg nu sidder med en underlig fornemmelse i mit indre, og at jeg skyndsomt omhyller bogen med dets omslag, noget jeg normalt blot ville smide væk. Anders Nilsen har nemlig begået denne bog, som forlaget Aben Maler nu har udgivet.
Og lad mig sige det klokkeklart og utvetydigt. Det er en fantastisk bog, lidt på samme måde som Ice Storm var og er en fantastisk film, og at Quentin Tarantinos ‘Håndlangerne’ er en uomgåelig klassiker og en fantastisk film.
For bogen og filmen har flere ting tilfælles. Først og fremmest den der mavefornemmelse. Den gnaver og irriterer, og man kan ikke lade være med at spekulere over den. Lidt som et opstød. Det lyder umiddelbart ulækkert og frastødende, men det er bogen langtfra. Tværtom faktisk. Det er en insisterende og vigtig bog, der er stykket sammen af flere forskellige værker. Sisyfos er summen af bøger fra Nilsens pen, hvoraf den første udkom i 2003. Der er 8 i alt, og nu er værkerne samlet i denne bog, og hvor de tidligere stod som uafhængige enheder, kan bogen nu samles og betragtes som et hele. Den 35 årige forfatter droppede ud af Art Institute of Chicago for at lave tegneserier, og Sisyfos er en samling af kortere serier tegnet i vidt forskellige stilarter. Fælles for dem alle er, at de alle forsøger at tvinge tilværelsen i knæ og afkræve den er forklaring.
Lidt på samme måde som Ang Lee og Quentin Tarantino og deres film, så stiller Anders Nilsen spørgsmål. Både direkte og indirekte. Men hvor begge film forholdsvis simlelt lader sig forklare, så er det anderledes med Sisyfos. Det kunne være en svaghed, men, forekommer det mig, er reelt en af bogens helt store forcer. De livsspørgsmål og især de manglende svar følger nemlig med, lidt ligesom en nisse. Skæbnevalgene, dem vi lader ske, og så vore egne valg. Hvor er grænsen? Hvor bliver jeg’et et aktiv og hvorfor?
Sisyfos – selve titlen udfordrer sin læser. Hvad helvede er Sisyfos? Og hvad rager denne græske mytiske beretning i grunden mig? Jeg har det hele. Bolig, familie, job. Og lige der. Lige der i bekvemmeligheden kommer Sisyfos og rager med. For skæbnevalgene og de valg vi ikke selv foretager, de rager os og ingen kan vide sig sikre. Det lyder kryptisk og indforstået, og det er sikkert rigtigt. Det skyldes at Sisyfos og Anders Nilsen planter en pæl med modhager, og når vi selv trækker denne forbistrede pæl ud af vores indre, så kommer mavefornemmelserne. Bogen efterlader nemlig en blødning. En blødning af den gode slags idet kroppen og hermed også ens hjerne tvinges i akut aktivitet, og vi ved jo, at stilstand og inaktivitet ikke er befordrende for mennesket. Vi har behov og gavn af bevælgelse, af nye tanker, af inspiration, af provokation. Vi skal have ilt til vores vitale organer og primært er det oppe i knolden vi har mest behov for denne ilt, dette iltlivgivende blod. Og det er i knoppen at vi så, efter forargelsen af de herpeslignende sår og skorper i ansigtet på coveret, efter den tilsyneladende meningsløse evige kamp med Sisyfos’ sten og skæbne, efter alle de spørgsmål, at vores små grå skal i gang. Anders Nilsen udfordrer vores neurale plasticitet, og på sigt, endda allerede på kort sigt, aktiverer nogle kognitive reserver, som vi end ikke vidste vi besad. Præcis fordi de oftest ligger i dvale. I dvale qua vores vanetænkning og evindelige trang til altid at vandre af den vante sti.
Det er de vigtige spørgsmål der rejses. Og gøres underfundigt og alligevel ikke insisterende. Lidt som en truende pine i maven. Der ER noget galt. Og det er det vi mærker i bogen. En bog der langtfra vil nå eller fange alle. En bog der nok har et snævert publikum. Synd og skam, men Sisyfos er ikke, og vil aldrig blive mainstream.
Jeg har anvendt adjektivet ‘irriterende’ og det ikke umiddelbart læses som et negativt ladet ord. For irriterende er nok næppe dækkende. Insisterende og vedholdende er måske snarere ord jeg burde anvende. Men irritere har trods alt en berettigelse. Især når man læser ordet som den lille nagende fornemmelse man kan have, når man er lidt usikker. Og vi er alle usikre. Panser og stål, magt og penge. Alle jordiske bestanddele til trods, så er vi usikre individer, og er du ikke enig med mig, så sæt dig selv og dine livsvilkår på en prøve. Forestil dig de 3-4 værste scenarier du kan komme ud for. Dit barn dør, du får en dødelig sygdom, din kone finder en anden, du bliver fyret…
Ice Storm og Reservoir Dogs gjorde det. Nu gør Sisyfos det også. Nager. Hænger ved. Irriterer.
Tegningerne i bogen kræver en selvstændig fos af ord. Ord kan dog end ikke beskrive den forskel i stil, fra den forsigtige skrøbelige streg, fra det klart genkendelige, og de nærmest uholdbarlige grimme skitseagtige infantile streger, så kan man ikke lade være med at læse videre. Igen, igen formår forfatteren at stille spørgsmål. Flere passager i bogen er ordløse. Flere passager i bogen er tegningerne nærmest fornærmende… anderledes? Og med denne anderledeshed formår Anders Nilsen at bringe blod og ilt til vores trætte vanetænkning. Præcis som Ang Lee og QT.
Et plot eller en fast linie er der ikke i bogen. Som i livet ikke heller. Det er en anderledes bog. Det er en modig bog. Modig fordi den er så forbandet atypisk, så irriterende og så stædigt instisterende på at få svar. Uden dog at være anmasende eller klæbende. Uden at være søgt.
Jeg er ung udi genren grafic novels, og har vel kun læst en håndfuld stykker. Men Sisyfos er jeg dog klædt godt på. Sisyfos er en udfordring, og af den gode slags. En af de bøger der let kommer til at balancere på knivsægget mellem had og kærlighed. Enkelte ville kunne råbe sig hæse med ‘han har jo ikke noget på’. Andre ville svare, at du kan ikke se det og ja, du kender jo selv fortællingen…
Sisyfos er en herlig udgivelse, der med sin filosofiske spørgsmål ligner et moderne hovedværk.
Sisyfos
Skrevet og tegnet af Anders Nilsen
160 sider i hardback
240 kroner.
LINK: Aben Maler
LINK: Saxo