ALLAN FALK 1981-1982Denne anmeldelse af “Allan Falk 1981-1982” bliver sidste ombæring fra mig. Da alle 78 historier er bygget over samme skabelon, som klassiske mordgåder, føler jeg ikke, der er mere at sige, og jeg giver gerne stafetten videre til en anden.
Zoom har uventet stor succés med denne serie, og det er altid glædeligt, når en euroklassiker får fodfæste i Danmark. Selvfølgelig er der overfladisk sét stor forskel på historierne, ellers kunne man ikke have skabt og solgt 78 albums i serien, men Duchâteau holder sig strengt til vinderformlen. Allan Falk dumper ind i en mordsag, læseren bliver sat på sporet eller ledt på vildspor, hovedmistænkte går på skift, og på klassisk Agatha Christie manér samler man flere hovedmistænkte i et rum, hvorved læseren hjælpes til at lege med.
Hvadenten det er et hotel og en afpresningssag med pestsmitte som virkemiddel, eller en forhadt fabriksejer’s desperate kamp for at rense sig selv for mistanke, eller noget helt tredie, en fup-voodoo sekt og lidt for godt kendskab til kinesisk akupunktur, altid er Allan på banen, oftest sendt ud som journalist, og altid pjækkende fra selve opgaven, da det er meget sjovere at lege privatdetektiv og bringe kommissær Lavall i forlegenhed.
I en af historierne ser man, hvordan Lavall er frustreret over, at han aldrig har opklaret et mord uden Allan’s hælp; man lærer også, at kriminalassistent Ledru føler sig forbigået og nærer jalousi overfor Allan. Sådanne øjeblikke er guld værd, for det er her, serien løfter sig til noget universelt, hvor læseren kan forholde sig til persongalleriet.
Bare ærgerligt, at Duchâteau så sjældent løfter en flig og lader sådanne personlighedstræk slippe ud. Man savner lidt flere pusterum i de stramt fortalte plots. Man kunne næsten fristes til at mene, at Duchâteau overkonstruerer, men der er nu en gang meget at holde sammen på, hvis historierne skal fungere og virke troværdige, ja, hvis kvikke læsere skal have en chance til at lege med.
Efter ni sådanne albumhistorier med den utålelige, overlegne Allan Falk, fordelt på tre samlebind, er jeg i det mindste nået til den konklusion, at jeg ville dø af sult, hvis jeg skulle ernære mig som detektiv. “Whodunit” genren er ikke lige mig, har aldrig læst en Agatha Christie, men salgstallene taler deres tydelige sprog, læserne kan ikke få nok.
Men hvad med tegningerne, så, kan de ikke bære serien alene? Jo, Tibet er da ferm til at tegne unikke figurer og ansigtsudtryk, og hans action scener er afdæmpede nok til, at man køber dem. Tibet er ovenikøbet priviligeret med en dygtig assistent, der forstår sig på storslåede totaler i minituøse detaljer, og scenografiens betydning for den rette stemning. Ifølge Capezzone skulle Tibet være særdeles jovial, en vittig hund, der nyder at holde hof, og man kunne have ønsket, at hans vid havde smittet mere af på den alt for plotfikserede Duchâteau.
I det store hele er “Allan Falk” en ganske gedigen euroklassiker, jeg orker bare ikke mere, og slutter hermed af med respektable fire bobler ud af seks mulige.
Allan Falk 1981-1982
144 sider, farver, hardcover
Forlag: Zoom
Tegner: Tibet
Forfatter: Duchäteau
Oversætter: Sebastian Weirsøe Flamant
ISBN 978-87-93244-62-7
Anmeldt af GoogaMooga