Home / Anmeldelser / Rubine – 96 timer

Rubine – 96 timer

Rubine_08 (1)Halli hallo. Så med ét er januarmørket lidt lysere. Jeg sidder med et softcoveralbum fra Zoom, titlen er 96 timer, hovedaktøren er en lækker lampe ved navn Rubine, og dette album er overraskende godt, må jeg sige.

Måske fordi genren taler til mig, og fordi jeg i hundrede år og en sommer har tygget mig igennem tusindvis af sider og set talrige krimier på tv, nydt dem ja, for så at glemme dem igen. Alderen ja, men også fordi der, trods alt, sjældent er meget kød på de suppeben. Mange plots og setups går igen, men sluger man dét, er genren ganske fin. Jeg er samtidig sådan anlagt, at jeg gerne vil tænke med og regne ud og den slags, så krimier (og westerns) er guf.

Nå, Rubine er smukt tegnet. Velformet med både babser og nummerbasse, og det er nu ikke for at være bevidst sexistisk eller på anden måde være et særligt svin. Sådan ser kvinder sjældent ud, men for nu at være Peter ‘Ålen’ Aalbæk, så kan det ikke rigtigt røre mig. Man må gerne overdrive indenfor kunstens verden. Det ligger ligesom i ordet, at det er kunstigt. Om det så er store muskler eller superkræfter i et univers, eller store patter i et andet, det er lidt den samme bolledej.

Udover at damemennesket er lækkert sexet tegnet, så er der skam meget mere godt at fortælle. Mange af de andre karakterer er også fine, enkelte mindre og sådan er det jo. Men selve albummet og ikke kun aktørerne i det er fine. Farverne er mørke og dunkle, og det hele albummet igennem. Vi ER i det nordlige Montana, og snemørke med blåt skær har alle dage prydet en historie.

Det er selvfølgelig en kende forlorent, at stort set alle dullerne er ultralækre og ultratynde. I en tid hvor ‘curvy’ er the thing, så skærer det lidt i øjnene at (for) mange af kvinderne er nærmest firkantede og knoklede. Enkelte undtagelser selvfølgelig. Men tynd er altså ikke ‘the shit’ nu.

Krimiplottet er en tand over gennemsnittet. Vi har med et gammelt drab (eller vådeskud) at gøre, og når man spoler tiden tilbage og skal lege Columbo, så er jeg frisk. Det har jeg altid holdt af. Fortællingens anslag er superfedt. En affære går galt og ender dødeligt for en af aktørerne. Men er det drab eller ej? Den formodede gerningsmand forsøger at dække over sandheden. Og det ved vi jo, os krimijunkier, at det holder aldrig.

Det er så rammen, og år senere kommer Rubine så på banen. Snebolden ruller således, og Rubine skal finde hoved og hale i det hele. Alt er ikke så lige til, og selv de snedigste kan jo tage fejl.

Nok om handlingen. Som altså er over hvad jeg er vant til inden for genren.

Jeg glæder mig også over selve anslaget, hvor alt det der ikke vises eller fortælles sætter gang i ens fantasi. Der ER altså noget pirrende ved en affære, og jeg kan på stående fod ikke mindes mange tegneserier, hvor erotik, passion og knalden ved side af, indleder et album. Det er godt, herligt upolitisk og endda småfrækt.

Tegningerne er skidegode. Pardon my French. Men det er de altså. En bil skøjter i det glatte føre. Og føreren er pludselig hovedperson i en optagelse. Hunden får et spark. Alt sammen sat så flot i scene fra flere forskellige synsvinkler. Bueno. Eller hvad med sne, flyvemaskiner, en trappe med skygger, sneklædte bjerge i horisonten. Det er godt, mand.

Siderne slap vist op, for vi skal lige have forklaret enkelte detaljer, og i stedet for at vise det via tegninger, så slipper man let om ved det, via en telefonsamtale og spørgsmål og svar.

Men det ændrer intet i min glæde. Nataschas tegner, Francois Walthéry, gør det rigtig godt, og når plottet, af belgieren Mythic, tilligemed er over middel, så ender jeg på en rigtig god 4’er.

Albummet er oversat af Michael Gabelgaard Nielsen, og om det så er bedre end Per Vadmands fra Tempohæftet fra 2009 ved jeg ikke. Men jeg har ikke studset over mystiske ord eller vendinger.

 

karakter_4af6

Titel: Rubine – 96 timer

Forfatter: Mythic

Illustrationer: Dragan de Lazare og Francois Walthéry

Farvelagt: Boyan

Oversættelse: Michael Gabelgaard Nielsen

Forlag: Zoom

Format: Softcover, 48 sider i farver

Pris: 139,-

Isbn: 978-87-93564-17-6

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *