Home / Anmeldelser / Batman bog 1 – Jeg er Gotham

Batman bog 1 – Jeg er Gotham

590px-Jeg_er_Gotham

590px-Jeg_er_GothamBatman bog 1: Jeg er Gotham

I december/januar lancerede Forlaget RW DC Universe Rebirth under den danske titel ”DC-Universet genfødt” – en ”paraply overskrift” for alle DC’s superheltetitler i samarbejde med Forlaget Fahrenheit. Der blev udgivet Justice League, og den det drejer sig om her: Batman bog 1: Jeg er Gotham.

Handlingen er kort, at den mørke ridder møder to ”fans”, Gotham og Gotham Girl, to superhelte, som virkelig er super, i forhold til Batman, som er supertrænet. De to Gotham-helte har kræfter som Superman og dog, men ikke alt skal afsløres om dem. Batman er selvfølgelig ikke vildt begejstret, men samarbejder med de to nye, mens han finder ud af mere om deres baggrund. Hvordan samarbejdet går, og hvad det udvikler sig til er en del af kernen i historien, og der er paralleller til Batmans egen oprindelse. Umiddelbart kan det lyde banalt, men Tom King, forfatter og tidligere officer i CIA’s anti – terrorkorps, formår at fortælle en mørk og fængslende Batman historie med fokus på den skumle by Gotham City. Er det Batman, der ”er” Gotham, eller er det den nye helt, der er Gotham, eller er det selve byen, der ytrer sig? Det er heftige sager, det er superheltehistorier jo fra naturens hånd, hvis de er gode, og det er denne, når man går med på universets præmisser, og det vil jeg tilråde, ellers må man læse en anden genre. Der er saft og kraft i denne samling på 7 hæfter. Det første skrevet af Tom King og Zack Snyder i fællig, sidstnævnte holder man enten af eller hader, alt efter temperament; de næste seks er forfattet enbart af Tom King. Kings styrke er den tørre humor samt et strejf af realisme midt i alle superherlighederne og så selvfølgelig det faktum, at han er en god fortæller. Dette ses også i andre af hans ting, for eksempel DC miniserien ”The Omega Men” og hos Marvel ”The Vision”, fortællingen om Vision fra Avengers og hans familie! Dette skyldes måske hans fortid i CIA, men igen også den tørre humor, i nærværende historie ofte leveret af Bruce Waynes tjenende ånd Alfred og kommissær Gordon, men også af Bruce/Batman selv i forskellige situationer.

Hvad så, når det går galt for Gotham Citys nye superhelteduo? Hvad sker der, når de beskylder Batman for alt det, der går ad Arkham til, om man så må sige?
Da sagen spidser til, og kaos bryder ud, må Batman og hans ”hjælpere” i mangel af et bedre ord, gøre op med sig selv om, hvorvidt de nye superhelte er gode eller onde!

Nok for første gang på dansk bliver en ny ”Robin ”introduceret, Duke Thomas. Han var en af hovedpersonerne i en kortlivet serie med titlen ”We are Robin”, hvor en del yngre Gotham-borgere iklædte sig Robins farver og bekæmpede forbrydere, da Damien Wayne (Robin) var ”væk”. Nu dukker Duke Thomas lidt, indrømmet, brat op på Wayne Manors dørtrin og støtter Batman i hans kamp. I en sidebemærkning og spoiler! kan det afsløres, at Batman har planer med ham, Dukes dragt hænger i Bathulen i denne bog, og ovre i Amerika er der lige startet en miniserie med ”The Signal”, som bliver hans hemmelige identitet, og det er som sagt en helt anden historie!

Oversættelsen er udført af Fahrenheits egen Paw Krogsbæk Mathiesen, og det er godt og mundret arbejde, dog ville jeg ikke have oversat det originale ”Master Bruce”, som Alfred titulerer Bruce Wayne, til mester Bruce, men blot have bibeholdt ”Master” – titlen, men det er småting.

Det er drevne tegnere, der er spændt for vognen: David Finch, Ivan Reis og Mikel Janin, og de leverer varen og mere til. Det er detaljeret og, selvfølgelig, lettere overdrevet, men ikke så langt ude, at det forstyrrer denne begejstrede læser.

Alle forsider plus variantforsider er medtaget før hvert hæfte/kapitel. Her i blandt er variantforsider af en så erfaren herre som Tim Sale. Selve bogens forside, synes jeg ved første øjekast, var lidt kedelig, formodentlig på grund af, at den er meget, meget mørk, selv for Batman, der er ikke meget action over den, og så det faktum, at jeg er lidt farveforvirret, så hvis der er mange mørke nuancer, så flyder det ud. MEN hvis jeg sætter den skarpe lampe på, så er det en meget ”Bat” Batman forside! Jeg tror, det er Mikel Janin, der er mand for den. Han er lidt mere rund end de andre nævnte tegnere. Det er en bister Batman, der skuler på dig, med skægstubbe, sammenknebne øjne og klar-til-kast Bat-a-rang.

Der er gæsteoptræden af Justice League, der er skurke i løs vægt, bl. a. sjældent sete Solomon Grundy. Der er splashpages i rigt mål, superflotte – en af dem står der endda “SPLASH” på, en anden er af selve byen Gotham. Alt i alt en rigtig fin udgivelse, Velkommen tilbage RW og Fahrenheit, men ikke mindst BATMAN!

Jeg kan således ikke andet end tyre 5 ud af 6 Bat-a-ranger efter denne bog!

karakter_5af6
Anmeldt af Henning Braunstein.
Titel: Batman bog 1: Jeg er Gotham
Forfattere: Scott Snyder og Tom King
Illustrationer: David Finch, Ivan Reis og Mikel Janin plus Tim Sale
Oversættelse: Paw Krogsbæk Mathiesen
Forlag: Forlaget RW i samarbejde med Forlaget Fahrenheit
Format: Hardcover, 160 sider i farver
Pris: 264,-
Isbn: ISBN10:9788833040660

2 comments

  • Det er for ringe, at æ, ø og å står i en standardfont, som tydeligt og iøjnefaldende er mindre og intet har at gøre med den font, de øvrige bogstaver er sat i. Og endnu ringere, at det får lov til at gå i trykken.

  • Henning Braunstein

    Tak for din kommentar. Det er en smutter fra min side, og det er sjovt, du bemærker det, og især, at jeg ikke fik nævnt det, da jeg synes, at skriften i boblerne er meget lille. Det kan jeg sagtens gætte på nogle grunde til. Jeg har minus 8 – 10 stykker på hhv. højre og venstre øje, så jeg tog kontaktlinserne ud og knaldede bogen helt op i hovedet. Så gik det. Jeg har sammenlignet med den samtidige udgivelse, Justice League, og der er det ikke sådan, så det må være smuttet for dem. Personligt synes jeg det kan gå med “å”, men “æ” og “ø” ser mystisk ud.

    mvh.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *