Home / Anmeldelser / Bravo Tango – Den sidste hemmelige agent

Bravo Tango – Den sidste hemmelige agent

Bravo_Tango_bog

Bravo_Tango_bogBravo Tango er eddermame god! Lad dette udbrud være indledningen og lad os så komme i gang.

Serieklubben, lækker titel, står bag denne voluminøse udgivelse, som ved allerførste øjekast både vækker nysgerrighed og distance. Sidstnævnte fordi bogen bare er alt for stor og for lang. Og så samtidig uden farver og med en stil, som vist efterhånden har en del år på bagen.

Men altså – skindet bedrager. Det er nemlig en mesterlig udgivelse, og det er svært ikke at være ret begejstret. Måske skal man være midaldrende og have slugt agenthistorier samt krimier som barn. Det er jeg og har jeg.

Næsten 500 sider bliver det til fordelt på en lang række forskellige afsluttede historier med mere eller mindre plausible plots. Der er skud, brand, eksplosioner, sågar også skateboards som ledsages med et ‘det er jo ren Gøg og Gokke’, karatespark, motorcykler, politibiler, Lenin i et herligt skrupskørt scenarie hvor Bravo Tango skal være rugemor, og meget meget mere. Nå ja, en omgang med vores allesammens Rasmus Klump bliver det også til.

En stor skuddermudderomgang som umiddelbart virker som pladder og drengefims, men som også, og nu bliver jeg mere alvorlig, både er en hyldest til ovennævnte genrer og serier som det de var ment som, nemlig at være underholdende og spændende. For dét er de.

Det sorthvide er hæmmende for os vanemennesker, men efter få sider kun, tænker man ikke over det. Så har øjet vænnet sig, og hvis man fluks napper et spændingshæfte i farver, så virker det forkert. Jeg vil endda vove at påstå, at lige præcis det sorthvide fremmer den der smudsagtige stemning og får mig til at flyve tilbage i tiden, da jeg så masser af film i de farver, og læste Seriemagasinet med stor lyst.

Det kan undre, men handler nok om gryn, at udgivelsen ikke er i hardcover, og selve motivet er heller ikke specielt fremmende for en konservativ bandit som undertegnede. Det er Peter Snejbjerg, som står bag, og ja – hvad pokker skulle han ellers have valgt? Når man kigger nøjere efter, så er detaljerne forrygende. Og en veldrejet mumzi har alle dage været godt.

Forordet er forrygende godt skrevet. Kristian Nordestgaard står bag og der er en lethed i hans sprog. Her kunne andre skribenter godt lære noget. Efter forordet er der (desværre) kun få sider med det, som jeg ihvertfald holder af. Alt det der ekstra guffeliguf. Per Sanderhage er et interessant menneske med en stor viden, og ham vil jeg gerne vide med om.

Så kommer alle de forskellige historier, 28 er der, og de er både vanvittige og totalt i orden. Man æder dem råt, og selvom dialogen sine steder er ret syret ‘Så brand. Brand. Dø i helvede’ og den slags, så… Ja, så tager man også det med. Historierne fader lidt ud, synes jeg, eller også skyldes det, at man bliver lidt metaltræt henimod slutningen. Note – læse ikke værket ud i en køre. Lad hver afsluttet historie være et aftenkapitel eller sammen med en god sjus.

Tegningerne er go’e. Derom ingen tvivl. Stregen fast uden dikkedarer. Godt og effektfuld håndværk er det, og alle dage har fraværet af farver gjort tegninger bedre. Dixi.

Hvad kan det blive til? Det kan blive til 5 af de store gode klap for øjet. Det er en prægtig udgivelse, og anbefales varmt til gamle tosser som undertegnede.

 

 

karakter_5af6

 

Titel: Bravo Tango – Den sidste hemmelige agent

Forfatter: Per Sandehage

Illustrationer: Vanó (brødrene Vincente og Eduardo Vanó Ibarra)

Forside: Peter Snejbjerg

Håndtekstning: Anne-Maria Sigbrand

Forlag: Serieklubben

Format: Softcover, 488 sorthvide sider,

Pris: 298,-

Isbn: 9788793564398

 

1 comment

  • God solid underholdning fra dengang, der fandtes andre avisserier end Ø-kuller. Og helt korrekt påpeget med det med at tage den i små bidder – så skurrer de få striber, hvor tegnearbejdet er gået lidt for stærkt, heller ikke så slemt.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *