Home / Anmeldelser / Tintin i Sovjetunionen

Tintin i Sovjetunionen

Tintin_i_Sovjetunionen_i_farver

Tintin_i_Sovjetunionen_i_farverTintin i Sovjetunionen

 

Der er nødvendige album. Præcis som der er nødvendige bøger, skuespil, film og musik. Kultur som man bør kende til. Navngive, tidsfæste, sammenhængsforklare.

 

Cobolt har gennem flere år udgivet yderst flotte album, og forkælet læsere og samlere med både nyt og gammelt. Ofte med interessante ekstrasider, skitser, interviews og den slags.

 

Forlaget har også haft mod til at udgive smalle sager. Jeg husker flere spændende graphic novels, som ved første øjekast ikke synes af noget, men når man dykker dybere ned, så er vurderingen anderledes.

 

Men selvfølgelig også de mere ‘sikre’ sællerter. En af dem er og vil nok altid blive, reporteren Tintin, og sidste skud på dén stamme er Tintin i Sovjetunionen. Et mystisk album som ikke er hverken godt tegnet eller blændende fortalt.

 

Overordnet virker det uhyre primitivt og næppe et album man orker at læse mere end en gang. Kendere af Tintin anerkender albummet som værende en del af den samlede udgivelse, og de samme kendere er bekendte med det jeg nævnte øverst, det med nødvendighederne. Andre, lad os kalde dem tegneserielægfolk, ville nok kigge lidt, bladre og så ellers beslutte sig for, at de 298,- kroner som albummet står i, nok skal kastes efter noget andet. Sådan, fra hoften, kan jeg sagtens forstå det.

 

Og så alligevel ikke. Netop fordi Tintin i Sovjetunionen er fødslen af en af de absolut største kulturelle fælles referencepunkter, den evigt unge Tintin og hans tro følgesvend, Terry.

 

Hergé var ung, kun 21 år og det var slet ikke meningen at russeralbummet skulle blive til et album. Det blev det, og i det medfølgende pressemateriale (jeg ved så ikke, om det fyldige pressemateriale følger med udgivelsen), på i alt 8-10 sider, kan man læse om hvorfor. Samt uddrag af to interviews (Philippe Goddin og Michel Bareau) mere om farvevalg, papirkvalitet, farvelægning, for og imod og den slags. Ganske interessant læsning.

 

Men altså – en ung gut var han, og netop fordi at albummet førte til en gigantsucces med mange ekstremt læseværdige album, er Sovjetunionen ekstra velkommen. Det er en slags ‘The Making of’ og uagtet de mange sløje sider, så er jeg bestemt glad for udgivelsen.

 

Ja, sløje sider, for både plot og streg er ikke som vi kender dem. Vi irriteres og finder det sjusket, ufærdigt og ligegyldigt.

 

Ikke?

 

Nej. Med stort N. For i albummet er der masser at hente. Normalt priser jeg sorthvid langt højere end de farvelagte, men her, paradoksalt nok, højner farverne både for- og baggrunde. Simpelt sagt, så øger farverne læsbarheden og den samlede nydelse. Det er som om at disse milde farver fjerner fokus fra det ufærdige, det sjuskede og primitive.

 

Tempoet er fabelagtigt. Lad din indre film spille sekvenser fra stumfilmenes tid, der hvor klipningen gjorde, at alting foregår i et lidt raskere tempo. Så nærmer du dig. De mange (husk at vi skal næsten 100 år tilbage – den første sorthvide side som blev trykt i den belgiske avis Le XX’ Ciécle er fra 1929) moderne transportmidler får liv, meget liv, og motorbåde, accelererende biler, tog i tunneller, fly der rammes af lyn, en dræsine, heste, ja alle får fart og det med fynd og klem. Se fx på de sidste sider, hvor vores ven nærmer sig Rusland, men regn og glat føre fører til et uheld og Tintin nærmest katapultes over i et kørende tog. Vildt, surreelt, og især forførende hastigt.

 

Tempoet er forbilledligt.

 

Historien er næsten lige så gakket som Tintin i Congo. Den ene halsbrækkende manøvre og sekvens efter den anden. Her er skeletter, en hest, en voksende rullende snebold, benzin der forfølger en bil, en frossen hovedperson, en bjørn, en tiger, et spøgelse.

 

En legeplads udsprunget af fantasi og fortælleglæde, og siderne får ekstra fart på. Der er ikke kedelige øjeblikke, og den ramasjang fulgte Tintin i de videre album. Her fik han så gradvist mere styr på komposition, virkemidler, baggrunde og karaktererne. Statiske er de, men der er markante karakterforskelle i både indre og ydre udvikling.

 

Papirkvalitet er ikke noget jeg normalt hæfter mig ved. Men gør her en undtagelse. Det gør jeg fordi, at at papiret er herligt glat. Og det får farverne til at være friske. Ikke friske i den forstand at de ‘pang’er’ igennem, for det gør de ikke. De er mørke uden at være dystre.

 

Papiret øger farvernes vej til øjnene, så at sige.

 

Selve udgivelsen er vanlig lækker Coboltstil, med flotte indbydende lyse farver, fart på forsiden og inde i, først og sidst, ikke det sikkert velkendte og elskede galleri, men Tintin vist i forskellige fremtidige positurer og udklædninger. Fedt at se og ekstra fedt at gætte og huske album.

Til sammenligning fandt jeg min egen sorte laminerede version, og sammenholdt den med denne nye udgivelse. Jeg er ikke i tvivl. Farverne øger læsbarheden.

 

Jeg har læst den nye version som voksen, og i aftes også sammen med mine yngste. Ragna på snart 3 og Osvald på snart 5. Hvad sagde de om albummet? De var glade. De åd alt. De var meget glade.

 

Jeg med og iler med 6 russiske stjerner. Cobolt har skabt et ‘must have’ album.
karakter_6af6

Titel: Tintin i Sovjetunionen

Tekst og illustrationer: Hergé

Forlag: Cobolt

Format: 144 sider i farver, 22,5 x 30,5 cm. Hardcover

Pris: 298,-

Isbn: 9788770857109

Udgivelsesdato: 22. maj 2018

 

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *