Reporteren Tintins oplevelser: Krabben med de gyldne klosakseHergé er en af to-tre serietegnere, som nyder særstatus i Danmark. De er kultdyrket udover al proportion, de er household names, kendt, læst, og elsket af alle, på tværs af generationer. Sådan er det bare. Hergé, Carl Barks, og længere nede på rangstigen, Mort Walker. Det er så også de eneste tegnere, der kan bære hele pakken: bøger, monografier, komplette udgaver, fanzines, og tingel tangel. Er man Tintin fan, er man også Tintinolog, for Tintinologien er en slags religion. Og ifølge Allan Falk tegneren Tibet er Hergé “God the Father”, mens Jijé bare er “Godfather”.
Forlaget Cobolt har overtaget rettighederne til Tintin efter Carlsen, og nyder godt af dette, med de flotteste udgaver, vi har set hidtil – nyoversat, restaureret, og i ni tilfælde, sågar i fundamentalistiske retroudgaver, som de tog sig ud i sh i de første albums i Belgien dengang i 1930’erne og 40’erne. Den niende og sidste sidder jeg med her, “Krabben med de gyldne klosakse”, en næsten nøjagtig facsimile af den belgiske førsteudgave fra 1941, 100 sh sider og fire farveplancher, smukt tekstet, dygtigt oversat af Niels Søndergaard, hc, stofryg, ru papir, guf, guf, GUF! 1941 udgaven for første gang på dansk. Ringen er sluttet.
Det er 42 år siden, jeg læste mit sidste Tintin album, “Tintin og Picaroerne”, men når jeg læser denne retro “Klosakse”, genkender jeg billederne og situationerne fra Carlsen’s gamle farvealbum fra 1970, gagsene, dialogen, det hele, som var det i går. Jeg synes ikke, det er nødvendigt at være pernittengryn med en A/B sammenligning, men altså, i grove træk: de mange flere sider i retroen skyldes, at Hergé arbejdede i three tier layout dengang, med gennemsnitligt to billeder pr. række. Dette giver en lidt mere intens læseoplevelse, lidt hurtigere pacing, lidt større billeder, og flere små klimakser og cliffhangers. Skudvekslingen i sandklitterne i Sahara var den sekvens, Hergé var mest tilfreds med af alt, hvad han nogensinde havde tegnet, og her fylder den så lidt mere og kan opleves på en anden måde.
Personligt kan jeg bedre lide de omtegnede og farvelagte udgaver af disse klassikere, for selv om Hergé bruger raster i sh retroen, virker det stadig lidt anemisk i forhold til farverne, og med sparsomme baggrunde, kan det altså godt virke lidt for meget af ren kontur. Det kan ligne claire ikke bære. Ikke uden lidt god vilje. Det er lissom om… der mangler noget. Men den fundamentalistiske udgave kan nu godt stå alene, hvis man VIL serien, i al sin politiske ukorrekthed, sin råhed, sin helt-ind-til-kernen essens af, hvad den blanke tavle af en knægt, Tintin, står for, hvad hans festlige univers af bifigurer gør for at give historien fylde og kød.
For kød er der på denne historie, om det så er krabbekød på dåse, som front for en opium smuglerring, en sag, der fører Tintin og hans nye ven, den drikfældige Kaptajn Haddock, helt til Marokko. Terry er helt central, Haddock folder sig ud for første gang, og tilfældighedernes spil giver anledning til megen moro. Fra ramme alvor med stokkeslag til Dupond og Dupont’s falde-på-halen komik; “Klosakse” har, hvad man forventer fra alle euroklassikeres moder, serien om Tintin.
fem bobler ud af seks mulige
Krabben med de gyldne klosakse
104 sider, sh og farver, hardcover
forlag: Cobolt
tegner: Hergé
forfatter: Hergé
oversætter: Niels Søndergaard
ISBN 978-87-7085-709-3
GoogaMooga