Djyon Dære står der med store typer, sort i gult og nedenunder titlen ‘Infoinferno’, og bagerst er der ‘Pressen skrev’, blandt andet Jakob Stegelmann i Jyllandsposten og Kim Skotte i Politiken. Førstnævnte citeret positivt. Sidstnævnte negativt. Kim Skotte skrev, at ‘udgivelsen er for gakkelakket for min smag’. Jeg er ret enig.
Vi følger Djyon Dære, jeg udtaler det som traktoren John Deere, på mission i fremmede galakser. DD er en lidt halvsølle eksistens og er infosamler. Han får sine hug, fortjente måske, for han stikker næsen lidt for langt frem engang imellem. Klart et offer og et trist væsen.
Infoinferno er en slags fremtidswestern i obskure kosmiske omgivelser. Der kan siges mange ting om udgivelsen, og den ER noget mystifystisk noget at forholde sig til. Grundlæggende er jeg dog på linje med Skotte, og det er der flere årsager til. Først og fremmest er hovedkarakteren ikke specielt interessant, og heller ikke tegnet interessant. Den der vedkommenhed i både persontegning og handlinger er ikke eksisterende og ikke noget for mig, og når jeg som læser ikke engageres, så er det op af bakke.
Da jeg læste den, var jeg først nysgerrig og glad for både sproget og farverne. Fik et par erindringer til Mimbo Jimbo’erne af Jakob Martin Strid, som også er lidt gakkelakket, og lysår i kvalitet fra denne her sag. Som Mimbo farer DD også rundt, men her ophører enhver sammenligning også. Hvor Strids tegninger er runde, farverige og kærlige, så formår de tre tegnere, Emil Brahe, Frank Brahe og Michael Persson, aldrig at nærme sig noget betydeligt, noget smukt eller noget videre væsentligt.
Sorry to say, men kun kapitlet Under vand bød på illustrationer, som var til at holde ud…
Min nysgerrighed svandt. Glæden med.
Selve hovedhistorien er tynd og selvom der både kan tolkes samfundsrevselse og intertekstualitet ind i skidtet, så løfter udgivelsen sig aldrig.
Sproget er til gengæld lidt af en rose med torne. Jeg elsker ord og nyder nye af slagsen. Dem er der gevaldigt mange af. Lad mig nævne blot et par stykker:
Juvelormen, urbassen, fotonbruseren, flådfloden, strålesav, dentagartneren…
Og mange mange flere i den dur. Jeg er lidt splittet. Sprog i bevægelse er fantastisk, og kan give selv sløve skibe medvind. Men sproglig elastik er en ting, og overforbrug en anden, og det virker som om at balancen lider lidt. Når man indtager kombi’en af sproglig nytænkning and then some, et uspændende plot og generelt mindre heldige illustrationer, så glæder man ikke ret mange andre end en selv.
Så ja. Også for gakkelakket efter min smag. Aldrig vedkommende og som ender på to stjerner. Hovedsageligt for de sproglige krumspring.
Titel: Djyon Dære – Infoinferno
Tekst: Andreas Hansn (Nej – den er god nok)
Illustrationer: Emil Brahe, Frank Brahe, Michael Persson
Forlag: Gymnoten
Format: Forstærket softcover omslag, 144 sider i farver
Isbn: 978-87-992895-7-8