Home / Anmeldelser / 3 stjerner

3 stjerner

Puslespil og Allan Falk. Skuespilleren der glædede os i monopoldagene, og så det der med at lægge puslespil. Finde de rigtige brikker og sætte dem sammen. Det tager tid, men giver ro og glæde, og det er næsten ligegyldigt hvor mange år, man har på bagen.

Jerome K. Jerome Bloche, en grøn hardback fra forlaget Zoom og det er herlig læsning. Albummet rummer tre fortællinger, er på 148 sider i farver og det er slet ikke så ringe. Enkelte ville måske kede sig. Det gjorde jeg nu ikke.

Colombo, Peter Falk. Kan du huske ham? Kan du huske tv-serien? Et drab og så skal man finde spor, huller i alibier, ditten og datten. Møjsommeligt og langsomt (som altså ikke er negativt i denne sammenhæng) gik det, og man følger med og gætter med.

Lægger du puslespil? Jeg gør engang imellem med de mindste. Det er faktisk ganske rart at gøre, og udover den fælles oplevelse over at samle puslespillet sammen, så er der også en dejlig ro og en sær tilfredsstillelse, når alle brikker har fundet deres retmæssige plads.

Hvad pokker har 70’erne og puslespil med Jerome at gøre?

Ingenting. Nix og nul.

Bortset fra at tempoet og roen og tilfredsstillelsen næsten er identisk. Der er en sindrighed i de forskellige plots. Der er en magelig ro over tempoet, og man følger den brillede og lidt nørdede Jerome i hans efterforskning. Lidt lige som kollegaen Colombo. Åh, det brev der, og han sagde sådan, og så skete der det…

Ja ja. Langsomt og trægt. Men hvem pokker har lyst til at have travlt i dag?

Albummet består af tre forskellige historier. Ud af fortidens tåge, To mand frem og Zelda. Alle gode på hver deres måde. Selv holder jeg mest af den første, som foregår på en ø, hvor en ældre herre modtager grumme trusselsbreve. Hans fortid fylder.

At jeg foretrækker den første er lidt mærkeligt. Det har måske noget at gøre med rammen for historien. At vi er på en ø, at alle kender alle. Det skaber en slags klaustrofobi, og det bliver hurtigt en god krimigåde.

Men det er forkert at fremhæve en enkelt fortælling frem for andre. Og ligegyldigt, faktisk.

Illustrationerne er gode og hyggelige. Jerome ligner Harry Potter, de øvrige karakterer er habile, ikke flotte eller grimme, nok mest anonyme. Baggrundene heller ikke noget særligt. Det er næppe på baggrund af tegningerne, at Jerome er blevet populær.

Næ, det er mere den omhyggelighed, der præger handlingerne. Som, vel at mærke, ikke er sovset til i blod, sex og vold. Tre ingredienser som jeg ellers holder af, men der er ikke den slags i Jerome. En slags Allan Falk (altså tegneseriefiguren) light, bare med den forskel, at der er skruet ned for det slemme og eksplicitte, og at tegningerne slet ikke når tilnærmelsesvist samme niveau.

Men er Jerome for børn og unge? Ja, sgu. Klart. Men også for dig og mig og alle, som kan lide striber og et plot, som er strikket væsentligt bedre sammen end gennemsnittet.

Jeg er underholdt, og Jerome fra Zoom får tre stjerner. Ikke mere, for jeg synes at farvelægningen er småkedelig. Det bliver for blegt, for lyst og ingen sider, hverken farver eller tegninger, springer frem og gør opmærksom på sig selv.

Titel: Jerome K. Jerome Bloche

Tekst: Dodier og Makyo (sidstnævnte kun To mand frem)

Illustrationer: Dodier

Format: Hardback, 148 sider i farver

Forlag: Zoom

Pris: 198,-

Isbn: 978-87-7021-033-1

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *