Så er der saltvand og sejl for alle pengene. Zoom forkæler deres læsere, og deres nye Rødskæg er et hit her på bjerget. To fuldfede saltvandshistorier intet mindre. Djævelen fra Caribien samt De syv haves konge er titlerne, og begge samlet i en flot rød indbundet bog på 128 sider i farver.
Jeg husker Rødskæg fra min barndom, og denne udgivelse er imødeset med forventning.
Og hovedet på blokken – jeg nød begge historier. Jeg røg tilbage i barndommens vilde land og åd både plot og tegninger, og min knægt med, da vi sammen læste og så billeder og drak kakao forleden. Men hvorfor? Hvorfor kan disse ret simple fortællinger tryllebinde? Hm. Svarene er ligetil.
Først og fremmest fordi selve genren rammer noget i mig, noget drengerøvsnoget, noget med at være fri og skideligeglad, med åbne vidder, jagt efter guld og slag med sværd og kanoner. Måske har det noget med at lege at gøre? Jeg holder også meget af westerns, og de store prærier kan vel sagtens sammenlignes med de syv have, ja. Og både cowboys og pirater har jeg været til fulde, både alene og sammen med andre knægte. Vilde lege og gode lege.
Djævelen fra Caribien er albummets første og her border Rødskæg og hans hord af kriminelle en spansk galeon. Ingen nåde er parolen, her tages ingen gidsler. Udbyttet er magert, ja ikke eksisterende, da galeonen eksploderer, brænder og synker. Lige umiddelbart inden får Rødskæg og hans mænd noget af en overraskelse. Under dækket befinder sig en lyshåret og blåøjet knægt. Forældrene just slagtet af piraterne, så hvad nu? Både dreng og Rødskæg fiskes op af briggen, Rødskægs piratskude, hvor det berygtede Jolly Roger varsler død fra mastetoppen.
Rødskæg adopterer knægten, som får navnet Eric. Han vokser op og bliver til en statelig ung smuk mand. Sjovt nok er han den eneste der ældes. De øvrige kumpaner får hverken rynker eller andet.
Men dannelse og uddannelse er vigtige værdier, og Rødskæg har planer for sin adoptivsøn. Han skal uddannes og på et dumdristigt og farefuldt togt lykkedes det piraterne at kidnappe ikke alene lærde folk til Eric, latinlærer, fysiklærer, sproglærer og matematiklærer, men også vicekongens søn. Sidstnævnte som en slags sikkerhed, hvis nu alt går galt. Og det gør det. Vicekongen bliver rasende, og udkommanderer staks en forfølgelse. Rødskæg skal fanges.
Og så er jagten i gang. Kursen sættes, men vicekongens søn, som får lov til at færdes frit på briggen, er snedig og laver fikumdik med kompasset via en magnet i ærmet. Alt håb synes ude…
Men med en snedig manøvre undgår piraterne galgen, og Eric kan nu koncentrere sig om at lære noget.
Alt kommer til en ende. Der er grænser for indlæringen og Eric sendes til London for at kloge sig, studere på akademiet for at blive lærd, dannet og et langt bedre menneske, end Rødskæg selv.
Det går både godt og skidt for knøsen. Hans miljø har præget ham og han rager uklar med nogle af de øvrige studerende, og må uretfærdigt bag tremmer. Han må kæmpe med denne indespærring og stædigheden. Begge sættes på en prøve, da hans adoptivfar omsider tages til fange og skal henrettes. Også i London.
Ja – dette er blot et lille udkog af første bog alene.
Det er fascinerende endnu engang at blive tryllebundet, og man kan atter spekulere over dette. Plottet er nemlig ligetil og fortællestilen tung og meget forklarende. Der er ikke blood and guts og de mange drab fortælles snarere end vises. Ingen af karaktererne er flerdimensionelle, der er ingen dybde eller forforståelse og man ved stort set intet om Rødskæg eller hans følge. Kun Eric ved vi noget om, både qua hans ophav og opvækst, samt de tanker, han går og gør sig. Alligevel er det drønspændende og begge lange komplette fortællinger i albummet ryger ned i en fart.
Albummet er godt af flere årsager. Først og fremmest er det spændende og stramt fortalt. Der er ikke overflødige fjollede passager, men lige på med kanonen og så derudaf. Forfriskende med ramasjang til søs, og præmisserne accepteres uden blusel. Det simple eventyr har sine positive sider. Dernæst er tegningerne forrygende. Især skuderne, både udefra og inde, er flotte, og de mange kampscener er…
Ja. Hov. Vent lige lidt. Så mange er der jo ikke engang, nej. Næ, det der for alvor trækker op er de manøvrer, som både forfølgere og de forfulgte gør sig. Et skakspil og et ræs til søs. Så kan man lægge mytteri, ære, skørbug, slavehandel, menneskesyn, hævn og andre gode sager oveni. Vi får mange input i begge fortællinger, som dybest set blot handler om at undslippe. Sådan må det være at være eftersøgt.
Der er også mangler. Udover Erics mor og et par madammer med bekymrede miner, er der ingen kvinder med. Engang imellem hører vi om søfolkene, som savner, men ellers er disse kvinder fraværende. Rødskæg og hans mænd er åbenbart udødelige og usårlige. Ja ja, enkelte mister livet, men vi ser det ikke. Vi ser heller ikke armod, smerte, sår, lidelse, afsavn, søsyge og den slags. Det bliver meget hurtigt meget poleret, meget smukt og meget æstetisk. Piraterne er muskuløse smukke mænd. En enkelt gang er der en manglende tand, og Treben har kun et ben. Ellers er det flot med flot på. Urealistisk selvfølgelig.
Jeg kan sagtens forstå, at blod og afhuggede lemmer mangler. Min Osvald behøver ikke den slags. Jeg kan dog for egen regning godt savne lidt mere af den slags, det rå, det barske. Den snert af realisme kunne man godt have tilføjet. Eller nej. Albummet er fint og sin tid værdig, men nu, i min alder, er jeg lidt uforløst. Jeg savner det satans modbydelige.
Men man storæder både præmisser og mangler. Simpelthen. Man æder også, at det er de ‘forkerte’, som man holder med, skurkene, morderne, røverne. Vildt og sikkert ganske urovækkende, hvis man vælger at tage ‘de’ briller på. Lidt på samme tænkemåde, som når man blindt accepterer, at Obelix smadrer romere.
Sejlskibene er vidundere. Her kommer ord til kort. Vidunderlige illustrationer, og det må have taget dage at fundende disse. Mageløse er de.
Det er belgierne Charlier og Hubinon der står bag. Førstnævnte et ikon og skaber af jeg ved ikke hvor mange uforglemmelige værker og karakterer, Blueberry fx. Sidstnævnte kender jeg ikke så meget til, men jeg nyder tegningerne.
Albummets design kan jeg lide, og der er tale om et værk, som man bare tager op og bladrer i. Genren er mytisk for os drengerøve, og jeg får suverænt meget lyst til at genlæse Robert L. Stevensons Skatteøen, som i den grad er et mesterværk.
Småfejl er der. Der er i hvert fald 3 fejl i albummet, små dumme fejl i teksten, et manglende ‘d’ i end. Jeg kan ikke lige huske sidetallene, men fejl er der altså. På vægtskålen ikke det store, men nævnes skal det da. På den anden vægtskål er der så meget, innersleevsene fx som bare er lækre.
Skatteøen er et mesterværk. Og Jack Sparrowfilmene for en del år siden havde også noget over sig. En slags renaissance for genren.
Et mesterværk er Rødskæg nu ikke, men mindre kan også gøre det. 4 hug med sablen.
Stor ros til Zoom for denne udgivelse. Lad os endelig får mere saltvand, som der lægges op til qua det dejlige et-tal, der er markeret med hvidt på en sort baggrund på coveret.
Titel: Rødskæg 1
Tekst: Charlier
Illustrationer: Hubinon
Oversættelse: Per Vadmand
Forlag: Zoom
Format: Hardback, 128 sider i farver
Pris: 398,-
Isbn: 978-87-7021-047-8