Aquaman, også kendt i Danmark som Vandmanden (suk!) og i de tidlige Superman blade fra 50’erne som Havkongen, blev listet på markedet i marts. Filmen fra 2018 har muligvis spilet ind her, for Aquaman har ikke altid haft det største eller mest trofaste publikum. Selv om hans oprindelse daterer sig tilbage til Golden Age, hvor han blev skabt af Paul Norris og den store Mort Weisinger, så har hans popularitet aldrig nået de højder som er blevet andre superhelte til del. Figuren var ganske populær i de meget statiske tegnefilm, som underholdt amerikanske børn lørdag morgen/formiddag i sluttresserne, ”Superman/Aquaman Hour of Adventure”, og 70’erne, ”Super Friends” hvor hans søhest var næsten lige så populær. Aquaman var med i tegnefilm langt op i firserne, hos ”Super Friends” og senere Justice League (Lovens Vogtere), som han i en bisætning også var/er et af de oprindelige medlemmer af. I Danmark har han gæsteoptrådt i forskellige DC heltes blade, men i USA har han haft sit eget blad on and off og oftest været medlem af Justice League. I USA har han på grund af de omtalte tegnefilm været omgærdet af et lidt komisk skær. Det er ofte blevet fremhævet, at nok var han stærk og kunne svømme hurtigt – men ”snakke med fisk?”, det var for lagt ude, selv for superheltelæsere, sært nok.
Fra forlaget har jeg sakset: ”Hans navn er Arthur Curry, Atlantis’ konge, medlem af Justice League, verdens førende superheltegruppe. Men også leder af, hvad mange mennesker ville betegne som en slyngelstat. Derfor er Arthur og hans forlovede, Mera, fast besluttede på at bevise over for menneskeheden, at Atlantis er et fredeligt og retfærdigt land.
Men mens Aquaman kæmper for at forbedre offentlighedens billede af Atlantis, stiger mørke kræfter op fra dybet for at knuse hans drømme og håb.
Det er langt fra alle i Atlantis, der deler Arthurs begejstring for verden over havoverfladen, og midt i denne turbulente tid konfronteres Atlantis’
konge samtidig med en hævngerrig Black Manta, Aquamans ærkefjende.
Er Aquaman i stand til at stoppe blodsudgydelserne, og er han villig til at ofre sig selv for at redde den verden, der befinder sig både over og under vandet?”
I 80’erne og op har folkene hos DC forsøgt at ændre Aquamans lidt bløde eller slatne tegnefilmsimage til et lidt skarpere og mørkere og mere kraftfuldt, og man lagt mere vægt på hans status som konge af Atlantis. På den måde kom han til at ligne Namor, the Submariner fra Marvel, som han formodentlig må siges at være en kopi af, da Namor optrådte første gang i 1939 og Aquaman dukkede frem af havets skød i -41.
Det royale og dermed lidt højtidelige, for ikke at sige selvhøjtidelige, er der så kommet mere af i tegneserien og således også i Aquaman: Druknefare. Det er statsoverhoveder og højtstående embedsmænd, som mellem slagsmålene og actionscenerne, sådan som det også er hos Marvel med deres Thor og førnævnte Namor, flytter handlingen i lidt lange samtaler. Det er med til at trække tempoet ud af historien, men dog også med til af og til at rykke noget. F. eks. har Aquaman en samtale med en højtstående embedsmand i Det Hvide Hus, og han er hverken særligt imponeret eller særligt høflig. Der er også en ”samtale” med ”en af de tre store” fra DC-universet til slut i hæftet, som er superfin, om man så må sige.
Blandt skurkene er Black Manta, en af Aquamans ærkefjender, men der er også som tidligere nævnt kræfter i Atlantis, der ikke mener, at der skal samarbejdes med de svage overfladebeboere, kræfter der modarbejder Aquaman. Et skurkesyndikat, der vil have verdensherredømme anført bl. a. af en velformet, enøjet kvinde i meget stram dykkerdragt eller andet latexudstyr er der også plads til, og så har Aquamans bedre halvdel Mera, en ikke ubetydelig rolle. Hun er f. eks. ikke helt enig i havenes herskers diplomatiske strategi. Handlingen er således god, gammeldags basal superhelteunderholdning med et tvist hen i mod de desværre, allestedsnærværende terroristtyper, krydret med lidt tunge regerings- og militærfolk, og historien er fint skruet sammen og flyder godt, om man så må sige. Gennem alle afsnit bygger handlingen frem mod et crescendo af en kamp mellem to af DC’s stærkeste helte, mere om det senere, og intrigerne i det politiske spil er ganske troværdige – virkeligheden overgår jo alligevel som bekendt fiktionen. Dan Abnett er en garvet fortæller. Han har været med siden 80’erne hos både Marvel, DC og også 2000AD. Ofte sammen med Andy Lanning, her klarer han det dog selv og meget fint. Da de fine royale manerer først kastes væk og fløjlshandskerne tages af, så kommer der andre, og gode, superhelteboller på suppen!
Der er syv hæfter i bogen; et Rebirth Aquaman one-shot og så Aquaman Rebirth 1 – 6, hvor især billedsiden i de første kapitler er flot tegnet. I one-shottet er det Oscar Jiménez, så er det Andrew Hennesy og Brad Walker, der tegner, og de kan deres kram. I kapitel 3 bliver det lidt mere ”smørkrøllet morsdreng” – agtigt i tegnestilen. Her tager Phillippe Briones over og står for de næste tre kapitler, hvor Hennesy og Walker så vender tilbage i 6. del. Briones ansigter er mere ”glatte” og det er lidt ærgerligt, når man lægger ud med Jiménez, Walker og Hennesys lidt mere indholdsrige ansigter. Det kan dog hænde, det er mine fordomme, men i Briones kapitler minder Havkongen altså for meget i udseende om figuren fra Super Friends. Det er en korthåret Aquaman version, så der er ikke meget lighed med filmens vildmandslook. Han har selvfølgelig sin trefork, og han har begge hænder. Dette sidste blot som info til dem, der mindes den mere vilde Aquaman, der mistede sin hånd og havde en slags klo i stedet! Ellers er tegningerne i orden.
Det er jo folk med muskler, det handler om, og der er meget vand i sagens natur, og alle tegnere producerer flotte billeder både til lands og til vands. Hennesy og Walker vender så som nævnt tilbage i sidste afsnit sammen med ingen ringere end Superman, og det går ikke stille af. Farvelægningen er lagt i hænderne på Gabe Eltaeb, fra bl. a. Dark Horses Star Wars ting, og det er klare skarpe sager. Dejligt for en svagtseende type som undertegnede. Oversættelsen fungerer fint, især er det lidt højtidelige og dermed trættende sprog, fint ramt.
Alle hæfternes forsider er med både i farver og S/H og bag i bogen er der 17 sider med alle variantforsider samt lidt skitser og designudkast, og det et fint udstyr i øvrigt, som sædvanlig, mht. indbinding og papir.
Jeg lander på 4 stærke og kraftfulde treforke til Aquaman: Druknefare
ANMELDT AF HENNING BRAUNSTEIN
Titel: Aquaman: Druknefare
Forfatter(e): Dan Abnett
Tegnere: Oscar Jiménez, Andrew Hennessy, Brad Walker, Philippe Briones
Farvelægning: Gabe Eltaeb
Forlag: Forlaget RW i samarbejde m. Forlaget Fahrenheit
Oversættelse: Astrid Skov-Jakobsen
ISBN-13:9788833041223
Indbinding: Hardback Dimensioner: B: 176mm H: 265mm D: 15mm
Sider: 176
Pris: 264,-