Det er uimodståeligt, selv når man er oppe i årene at lade en myretue være, når man er med børnebørnene i skoven. At drille disse travle små sorte banditter med enten en gren eller en fod eller noget andet. At forstyrre dagligdagen og så se, hvad der dernæst sker. Virvar og så på ingen tid, synes det, er alt tilbage som før.
Jeg starter sådan, for der er kommet en ny udgivelse på gaden, og den har sat sig godt. Duoen bag er to sprogbegavelser, Niels Søndergaard og Benny Vigan Madsen, forlagets navn er Totaltekst og udgivelsens titel er Han, hun og Adolf. De piller ved den menneskelige myretue, og resultatet er slet ikke ringe.
Som med tuerne i skoven, så tror jeg også, at rigtig mange har tænkt tanken, at hvis man nu kunne, så ville det være godt for menneskeheden at pille lidt her og der. At fjerne en tyran her, at fjerne en regeringsleder der, at skære i historien, så at sige. Om end tanken er nok så smuk og prisværdig, og sikkert kunne forhindre mange tragedier og modbydeligheder, så er det omfattende at lege Gud. Og uoverskueligt tilligemed.
I Han, hun og Adolf er Søndergaard og Vigan inde i Guds maskinrum. De piller ved historiens gang. Så langt så godt.
Albummet kan læses, som det er, men er faktisk en forsættelse af Søndergaards Kronautens påske.
Udgivelsen er i vanligt albumformat, holdt i sort og hvidt og er en lineært fortalt fortælling. Tempoet er stramt, og man er vældig godt underholdt hele albummet igennem. At fjerne verdenshistoriens bad guys er både ligetil og forbandet svært, for som med børnenes dæmninger ved sommerstranden, så finder vandet altid en anden vej. Således også med historiens gang. Hitler fjernes som barn i det håb, at man kan præge ham og dermed historien. Ja, men hvad så med Tyskland og dets gang? Hvad kom i stedet? Og det der kom, var det så til det bedre?
Vi følger Nova, en smuk handlekraftig jødisk kvinde. Hun og Mark er ikke af denne tid, men af en anden…
Det lyder kryptisk, men giver god mening, når man læser prologen. Kort fortalt er Nova ansat i Tidsrejsetjenesten og hendes arbejde involverer forståelse af fortiden. Hendes far har opfundet en tidsmaskine, og via den kan man være Marty McFly og bevæge sig i tid.
Det bliver hurtigt aktuelt, da de i en stille stund i det sønderjyske i året 1939, får uanmeldt besøg af tyskere. Både almindelige soldater og flere prominente ansigter. Novas gæstfrihed er smuk og hjertelig, men gengældes ikke i samme stil. Tumult opstår og med dødelig udgang. Mark dør, og en af tyskerne ender i fremtiden sammen med Nova. De indgår et (ufrivilligt) samarbejde, og skal tilbage til Hitlers barndom for, måske, at nå at præge ham. Han er dreng som drenge er flest, måske med lidt plus på, og ikke sådan at præge. Og hvad værre er, så forplumres alt jo. Historiens vandløb har fundet en ny retning, og det meste af Europa er nu under russiske ledelse. Hvilket bestemt heller ikke er godt.
Så, for nu at skære kagen helt ud, så må Nova også tilbage at hente både Stalin og andre modbydeligheder, og du kan allerede nu regne ud, at skruen dermed næsten ingen ende har. Måske er det menneskets natur, at herskere og magt gør blind? Måske. Med rejser i tid og en række bortførelser, er tidsmaskinen hurtigt fyldt op med satans yngel, en række tyranner, diktatorer og den slags.
Hvornår og hvordan skal det ende?
Speget især, både konkret og symbolsk, står døren til tidsmaskinen altid åben. Lidt lige som en vej ind, og en vej ud.
Jeg røber ikke slutningen eller mere af handlingen. Sidstnævnte overraskede mig positivt, og det er bestemt også det samlede indtryk.
Forløbene og handlingen i og omkring tidsmaskinen er jeg ikke så begejstret for. Jeg er med på, at skal tingene hænge sammen, så skal der også fortælles og forklares. Dialogen bliver enkelte steder tynget heraf, men faktisk sluger man alt råt.
Hvad tegningerne angår, så er vægtskålen positiv. Mange flotte enkeltruder, og passager med. Når Vigan er bedst, så er han rigtig god. Og tegningerne trækker herligt op langt de fleste steder.
De ting jeg kender og genkender, her taler jeg om naturen, bygninger og den slags, og altså ikke i tidsmaskiner, der er Vigan bedst og især i albummets første tredjedel kommer stregen og kontrasten mellem det hvide og det sorte helt i top. I den mørke nat hvor begær møder modstand, er stregen fin og en Einstein er så vellykket, at man tror, det er løgn.
De steder, hvor baggrundene er sorte, altså kulsorte, er klart de bedste. Siderne i Sønderborg er flotte, det hvide forstærker det sorte og vice verca.
Der kan ikke koges meget suppe på udgivelsen. Overordnet virker den fint, spændende all the way og rigtig gode tegninger. Hvis d’herrer Søndergaard og Vigan skruede ned for tidsrejserne og blev nede på jorden, og forfattede dramaer af mere realistisk karakter, så ville jeg være glad. Gladere er dog det rette ord, for udgivelsen er altså ret god, klart over det gennemsnittelige. Jeg er bare helst fri for tidsmaskiner, rumhalløj og andre tidsdimensioner. Det kan, og undskyld mig, nogle gange være for let, for befriende og for flyvsk.
Hul i det. Udgivelsen som helhed er vellykket, imponerende debutarbejde for duoen, og en ret så fed afslutning.
4 store stjerner bliver det til.
Titel: Han, hun og Adolf
Tekst: Niels Søndergaard
Tegninger: Vigan
Forlag: Totaltekst
Format: 62 sider i sort og hvidt, softcover
Pris: 200,-
Isbn: 978-87-971205-0-7