Home / Anmeldelser / 4 stjerner

4 stjerner

Børnene fra Sydhavsøen 1941 – 1944

Det er vanskeligt ikke at holde af Børnene på Sydhavsøen 1941 – 1944. En gevaldig moppedreng med masser af læsestof. En nutid udgivelse som er den første af tre, som giver os læsere mulighed for at nyde en anden tid, både hvad fortælling og form angår. 224 sider, hardcover og de herlige tekstblokke, hvor både den forklarende tekst og dialogen ikke er i tegneserien, men under. Ja, man skal lige vænne sig til det, men det går forbavsende kvikt.

For vi er en del år tilbage i tiden, som titlen også røber. Under besættelsen var dagbladene og ugebladene i stribebekneb, og man måtte søge danskproducerede værker. Svend Otto S tegnede og ugebladet Hjemmets redaktør bragte ordene, og i 1941 kunne de danske læsere læse om Børnene fra Sydhavsøen.

Handlingen er kort denne: Et forlis til havs medfører, at en gruppe børn samt en gammel bådsmand strander på en ø. Her oplever de farlige og dramatiske eventyr.

Nå – vi er jo tilbage i tiden, og det kan volde lidt tilvænning at læse tekstblokke og endnu mere at vænne sig til fortælletempoet og det man kunne kalde det visuelle indtryk. Sidstnævnte først. Tegningerne. Man mærker straks, at vi i Svend Ottos pen har at gøre med en særdeles kompetent tegner. Aktørerne og baggrundene matcher fint hinanden, træer, dyr, mennesker. Der er fin overensstemmelse mellem de levende og det døde, og selvom tempoet både i det visuelle og det fortælletekniske præges af datidens måde at gøre tingene på, så virker det som godt gedigent håndværk og både professionelt og velgennemført.

Naivt er det måske, sådan læst med nutidens øjne, men de mange sider blev til, da verden var en ganske anden. Der var stadig opdagede steder på kloden, og selve udlængslen og drømmene havde andet skær. Med mine forkælede øjne kan jeg dog ikke helt undgå at kede mig, hvorfor det klart anbefales at nappe bogen i mange små bidder.

Når det så er sagt, så må jeg også være klart i spyttet. Børnene for Sydhavsøen er ikke mit drug. Jeg skal have noget mere nutidigt, noget mere power og der skal skrues gevaldigt hid og did. Dette er ikke værkets ’skyld’, men tiden. Jeg har det på samme måde med en del ældre film. Sjovt nok ikke med litteratur, men det er jo en anden snak.

Det generer også lidt, at tegningerne fremstår dunkle og lidet friske. Men sådan må det nødvendigvis være med scanninger, og er samtidig med til at tilføje patina. En restaurering af farverne ville dog ikke skade.

Selvom jeg kan bøvse og sukke, så er det en mageløs udgivelse. Et dyk ned i en tidslomme, og det er fascinerende at blive en del af det sydhavske univers og ikke mindst tid. Lidt lige som Styrmand Rask og Willy på eventyr.

Flot er værker. Fik jeg nævnt forlaget? desAHJn er titlen og bag denne underlige kode gemmer sig Anders Hjort-Jørgensen. Ros til ham for at bringe både dette og de kommende to Børnene på Sydhavsøen til live.

4 gamle hjerter kan det blive til.

Titel: Børnene fra Sydhavsøen

Tegninger: Svend Otto S.

Format: Hardcover, 224 sider i farver

Forlag: desAHJn

Pris: 300,-

Isbn: 978-87-97000-13-7

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *