Home / Anmeldelser / 5 stjerner

5 stjerner

Så kom Hit-Girlt nr. 2 på gaden i starten af april. Det er helt sjovt, at der kommer et tegneserieblad jævnligt, som ikke er pakket i cellofanpose med plastikgave, og som har lidt superhelt over sig. Har fornyligt set, at der i supermarkedets kiosk udover selvfølgelig Anders And nu også er LEGO Batman blad og Avengers blad svøbt i cellofan!

Nå, til handlingen. Fra forlaget lyder det: ”Hit-Girl må se sit liv forvredet gennem Hollywoods glitrende linse i anden del af Kevin Smith og Pernille Ørums version af den ultravoldelige serie. Hun sætter jagten ind på de ansvarlige, men noget tyder på, hun er ikke den eneste, der jager retfærdigheden i den berygtede by. Verdens farligste tween-superhelt er tilbage i anden del af Kevin Smith og Pernille Ørums version af den ultravoldelige serie. Hvor første del var en næsten ordløs fortælling, er dialogen tilbage i anden del”.

Som det nævnes, var første nummer næsten ”helt stille”, originalhæftet havde da også den amerikanske titel ”The Silent Era”. I andet hæfte er der da også skruet væsentligt op for dialogen – det amerikanske hæfte hedder ”The Talkies”, og her skinner Kevin Smiths filmbaggrund igennem. Det gør den også i det til dels loyale billede, der tegnes af nogle af filmfolkene, dem på gulvet, men også i beskrivelsen af den forlorenhed og stjernedyrkelse, der også hersker. Der sleskes, der smiskes for stjernerne og direktøren, og disse fremstår karikerede, men også troværdige. De er nok sådan! Lad fordommene flyde!

Tilbage til dialogen. Den får ikke for lidt med ukvemsord, og det virker fint i sammenhængen. Dette er en tegneserie med og om vold. Der er ny dansk oversætter på her i hæfte 2 – i parentes bemærket kan der ikke have været meget at lave i hæfte 1 – nu er det Søren Moselund, der styrer det danske, og det gør han udmærket. Ordlyden på filmplakat en på første side er i originalen.” She did it for Daddy…., hvilket er blevet til ”Hun er fars pige” Tja-a, bom – bom! Stort set samme mening, og der har ikke været plads til ”Hun gjorde det for farmands skyld”. Der må vælges!

Det voldelige indhold og sproget står stadig i en fin kontrast til Pernille Ørum og Sunny Ghos tegninger og farvelægning. Der er lidt mere mørke her, da noget af handlingen foregår om aftenen/natten, og det er flot farvelagt, og tegningerne er som sidst i top – ”sød vold”, om man så kan sige. Det være hermed gjort. Prisen er lidt til den høje side. Der er sikkert noget med rettigheder, papirkvalitet, som er i top, og andet, som jeg ikke har indsigt i.

Handlingen accelerer yderligere, der lemlæstes, blodet sprøjter, og der sluttes af med lidt af en cliff-hanger. Jeg ser frem til tredje del. Der udkommer et serieblad for andre end børn i Danmark. Tak til Cobolt. Fortsættes i næste nummer! Alt sammen til endnu 5 blodsprøjt fra denne anmelder.

ANMELDT AF HENNING BRAUNSTEIN

Skrevet af Kevin Smith
Tegnet af Pernille Ørum
Tegnet af Sunny Gho
Oversat af Søren Moselund
28 s. i farver – hæfte 17 x 26 cm
Forlaget Cobolt 
Pris: 99,00 DKK