Så blev det mandag aften, og mens alle andre ser håndbold og Mikkel Hansen, så læser jeg Iznogoods barndom, som er titlen på den ret lækre udgivelse om Iznogood, som Zoom står for. Den er jeg ret begejstret for.
Normalt er den der lille satan, Iznogood ikke lige min kop te. Jeg finder ham belastende ud over alle grænser. Men jeg ved sgu ikke. Måske er det mig, der er noget galt med? Og dog. For i Thierry Capezzones gode forord (ja – jeg mener det), skriver han blandt andet, at for to af værkerne i samlebindet, Den sidste brik og Iznogood bland fe og fæ, der nåede samarbejdet mellem Goscinny og Tabary topniveau, og det kan være derfor, at jeg nu sidder her og er anderledes godt begejstret.
Goscinny kender vi fra andre af de store (og større successer), nemlig Asterix og Lucky Luke. Og med denne viden bag i knolden, kan man med rette have positive forventninger til tosserierne i Bagdad og omegn.
Men inden jeg dykker ned i handlingen, så et par ord om formatet. Nu er vi nemlig ved at være deroppe, hvor der er godt at være rent layoutmæssigt. Bogens glatte ydre, ryggen og den sterile bagside, alt er godt. Thierrys forord er mere strømlinet og der dvæles ikke ved hvem han har kendt eller mødt. Vi er ovre i den mere hårdtslående fakta-afdeling, og med den viden og generelle know-how som Thierry besidder, så er det godt. Stadigvæk, men det nok fordi jeg knepper fluer, savner jeg lidt luft mellem de forskellige afsnit, både de små og de større. Simpelthen fordi det ser bedre ud, men også fordi øjet også har brug for at fordøje. Det er en start, at der nu også foretages margen-indrykning, men helt godt bliver det først, når man også skaber luft. Så skal jeg nok holde min kæft.
De tre album er en fest. Et puslespil med mange brikker, det kræver tålmodighed. Det ved vi. Spørgsmålet er så, om vores lille iltre gnom har nok. Når man har samlet puslespillet og kun lige mangler den allersidste brik, så skal man bare tænke på en person, og så vil denne sprænges i 1000 stykker.
Eller hvad med en tudegrim sirene, som en døv fisker har fået halet op på dækkes, og hendes styrke er, at når hun synger, så stivner folk.
Iznogood lugter blod, og kan han fx samle det forbistrede puslespil, eller få sirenetøsen til at synge, eller…
Ja – du ved, hvad jeg vil skrive. Så kan Iznogood blive kalif i stedet for kaliffen. En ganske simpel ramme at agere i, kunne man mene, men hold da op hvor det virker.
Og det virker i hele samlebindet, også i den sidste bog, Iznogoods barndom, hvor Goscinny så er gået bort, og vennen og samarbejdspartneren Tabary tager over og står for alt. Humoren er bevaret, og tak for det.
Iznogood og Allan Falk’erne som samlebind er godt håndværk. Sterilt og ofte trivielt for Falken, og bestemt mere elastisk og sjovt med Iznogood. Jeg kunne nogle gange ønske mig, at fx den fremragende serie Lady S også fik et hardcover samlebind at boltre sig i.
Humor er en ting. Megen humor en anden, for det kan hurtigt blive for meget. Men her, i Iznogoods barndom kom jeg aldrig til den lidt trælse grænse. Jeg morede mig og slap ikke albummet, og det er altså ikke noget, jeg er vant til.
5 gode Bagdadgrin bliver det til.
Titel: Iznogoods barndom
Tekst: Goscinny (og Tabary)
Illustrationer: Tabary
Oversættelse: Per Vadmand
Forlag: Zoom
Format: Hardcover, tre album i ét, forord samt franske originalsider
Pris: 298,-
Isbn: 978-87-7021-010-2