Home / Anmeldelser / 6 stjerner

6 stjerner

Max Jordan – En våd affære


Så lykkedes det endelig, efter næsten tyve års lobby arbejde fra min side, danskerne har taget euroklassikeren “Max Jordan” til sig! Det er fjerde forsøg herhjemme, og hvor er det skønt at se, at den topper Forlaget Zoom’s salgsliste lige nu. Først IP, så Egmont, og Donovan, alle måtte give op, men Zoom har forstået at lancere serien i de populære intégrale hardcovers. Og de havde allerede meldt ud, at det var en con amore udgivelse, som de agtede at gennemføre, sådan noget vækker tillid til produktet. 


“Max Jordan” (fransk: Gil Jourdan) er en af de vigtigste serier fra den belgiske guldalder, skabt af den belgiske Panteon tegner Maurice Tillieux, som stod for både tekst og tegninger til hovedparten af serien. Den må betragtes som hans hovedværk, en af de fineste eksempler på “atom stilen”, som de førende Marcinelle epigoner indførte i deres serier efter anden verdenskrig. 


Folk som Jijé, Franquin, Will, Jidéhem, og ikke mindst Maurice Tillieux, de fem genier fandt på at give deres serier en dynamisk modernitet, som stod i kontrast til de mere rigide ligne claire serier fra Bruxelles skolen. 


Nu skulle det være moderne, strømlinet, med fart over feltet. Man var bevidst om tidsånden, med rock’n’roll og rumkapløbet, og impulserne kom først og fremmest fra USA. Tillieux var The Man, når der skulle tegnes biler og bybilleder, det ses tydeligt i Max Jordan serien, hvor disse elementer spiller en helt central rolle. 


Zoom har gjort klogt i at lægge ud med historier, der ikke har været udgivet på dansk før, det giver samlerne blod på tanden. Første bind, med fællestitlen “En våd affære”, giver fuld valuta for pengene, og byder på i alt otte historier fra perioden 1964-1970. Seks korte og så bookended af to lange, hvor især mesterværket “En våd affære” fra 1966, brillerer med mesterlige tegninger og en fysisk intensitet, der gør plottet næsten sekundært. 


Vi følger trekløveret Max Jordan, sidekick’en Moritz, og Politiinspektør Knebelsbart i en meget gul lastbil, ad ufremkommelige bjergveje i piskende regnvejr langt inde i det indre Kina. Farlig togt, indeed, med en intensitet, som man ellers kun ville finde i det franske film mesterværk, “Frygtens Pris”. 


Det er afsindigt godt tegnet og layoutet, den gule lastbil i alle de umulige situationer, der skaber en sådan fremdrift og er så medrivende, at den bratte slutning kommer som lidt af et chok. Det er Tillieux, der giver pokker i et langtrukkent “denouement”; han har vist, hvad han ville, og vi sidder tilbage, målløse og udmattede af al den spænding, vi har fået serveret, og kan dårligt forlange mere. 


Herefter kommer så de kortere historier, seks af dem med varierende længde. Lad mig sige med det samme, det er ikke de korte historier, der er Tillieux’s styrke. Bevares, de er stadig godt tegnet, men dér hvor humoren er dominerende, er den noget forkølet.


Tillieux’s lidt skæve humor virker bedst, når den er forbundet med action, raseri, og ydmygelse, som det sømmer sig for en hårdkogt serie. Og glem alt om at lire en historie om en bande pelstyve af på kun tre sider, det dutter ikke. Sådan noget må betragtes som filler, ting til Spirou bladet, som Dupuis så har smækket sammen til albums. 


Heldigvis er den anden lange “bookend” historie, den afsluttende “Diamantballaden” fra 1970, endnu en flotteste opvisning i biler og bybilleder, hvor man høster griner points i kontrasten mellem by og land, hvor diamanttyve kumpaner kommer til kort, hvor der forrådes, hvor der skændes, og hvor der som klimaks opstår den mest hæsblæsende biljagt, jeg nogensinde har set i en tegneserie, i fuld fart hen over hustagene i Paris. Her lader tegneren Gos, der overtog tegnearbejdet det år, ikke film som “French Connection” og “Bullitt” noget tilbage.


Seks bobler ud af seks mulige


Max Jordan – En våd affære

176 sider, farver, hardcover

Forlag: Zoom

Tegnere: Maurice Tillieux og Gos

Forfatter: Maurice Tillieux

Oversætter: Michael G Nielsen

ISBN 978-87-7021-014-0 


GoogaMooga 2019

5 comments

  • Jeg har købt og læst den, og anmeldelsens 6 ud af 6 stjerner er – efter min vurdering – skudt langt over målet. Selv hvis man accepterede, at det bedste Max Jorden var til topkaraktér (hvilket det ikke er), så ville en topkaraktér til denne udgivelse, som ikke rummer det bedste Max Jordan, stadig være langt over målet.

    Tillieux er en jævnt god Franquin-imitator, og historierne svinger mellem det udmærkede og det temmelig jævne. Især de korte historier er temmelig ligegyldige. Jeg vil lande på 3, måske 4 stjerner, men absolut heller ikke mere.

    Og så lige en bemærkning om karaktérgivning i al almindelighed: Hvis en karaktérgivning skal give nogen mening, så må det være for en sammenligning med tilsvarende værker. Her er 6 stjerner et mesterværk – De 7 krystalkugler, Tintin i Tibet, Det gule mærke, Z som Zorglub og Smølf den Store er mesterværker. Det er den tyndere ende af Max Jordan ikke på nogen måde.

  • Erling, det er din vurdering. Jeg har min. Belgierne har deres. Franquin beundrede Tillieux’s arbejde. De korte historier kunne trække lidt ned, til fem en halv, men vi giver ikke halve karakterer, og de to lange er perfekte. Jeg kan ikke bruge dine kommentarer til en skid.

  • Mine kommentarer er heller ikke til dig, Googamooga, men til læsere, der kunne tro din anmeldelse er konstruktivt kritisk – det er den selvsagt ikke, det er en ukritisk fanboy-anmeldelse.

  • Googa. Du er et større menneske, end at ty til slige kommentarer. Debatter og argumenter i stedet. Erlings kommentarer og holdninger er lige så valide som dine og mine.

  • Det er jo det, jeg har gjort i mit svar. Vi giver ikke halve karakterer, og de to lange er for gode til at lande på fem. Ergo 5.5 rundes op til 6.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *