Home / Anmeldelser / Alene 4 – De røde dysser

Alene 4 – De røde dysser

Åh. Jeg har sådan lyst til at fortælle hvad der sker på allersidste side. Men selvfølgelig gør jeg det ikke. Spændende er det dog blevet, og vores venner fra Zooms fremragende Alene-serie er nu tilbage i byen, her hvor der er en anderledes betændt stemning. Madsituationen er grel, vores fem er blevet til flere, for et par unger er taget med fra Hajklanen, og de forsøger at passe ind. Det går ikke helt godt. Passivitet og fornægtelse af både arbejde og problemer, og …

Ja, så er der Alexandre og Selene. To blåøjede tavse mystiske børn. De gemmer på noget. Der er noget galt med dem.

At vi pludselig skal forholde os til flere aktører er fint nok. Det må være sådan, at efterhånden som man render ind i folk, så opstår fællesskaber og mon ikke de forskellige nye børn får en funktion, en slags afgørende rolle. Dystert er det, og de to jeg nævnte ovenfor, de to blåøjede, dem forventer jeg mig en del af.

Vi er nu i album nummer fire, og stemning og spænding fornyet. At være i byen igen er godt, og der er jo noget galt. En flok aber holder sammen, laver røde dysser og holder tilligemed et barn fanget. Dette er ikke godt, og vores De 5 indleder en halsbrækkende redningsaktion, som selvfølgelig er urealistisk ud over alle grænser. Og det er en anke allerede nu. Selv i ekstreme situationer er det ikke muligt for børn at gøre, hvad vores fem venner gør. Det bliver for søgt. For fortænkt. Men vi accepterer selvfølgelig at det sker, og lever med det, da selve set-uppet er som det er: spændende, dystopisk, skræmmende.

Hvor III’eren var lidt nede i tempo, så er det anderledes nu. Stadigvæk skiftes der mellem ’ude’ og ’hjemme’, ro og idyl kontra død og uhygge. Det virker nemlig. Temposkruen er der drejet på, og nu hvor de voksne tilsyneladende er udryddet, så er det børnene kontra dyrene. Ingen dyr er tilsyneladende gode. Vilde hunde, næsehorn, egern dyppet i maling. Alt sammen ildevarslende, og det er faktisk ret godt gået af makkerparret her i album nummer 4. Jeg aner ikke, hvad der foregår. Det er sgu godt fortalt. Stramt og sejt.

I album fire er der en genganger fra et af de tidligere album. I album fire er der en redningsaktion. I album fire er vores persongalleri udvidet, men hver enkelt ny aktør spiller endnu ikke med musklerne. Heller ikke de to mystiske blåøjede. De lurer.

Slutningen, som jeg er så ivrig efter at fortælle om, er en sand satans cliffhanger.

Jeg skynder mig videre. Vi er igen oppe på karakteren 4. Med en lille undtagelse (der er tåget i byen og det fjerner farverne, men bidrager ikke til at stemningsopbygge) er vi igen visuelt i fine hænder. Vores helt, Dodji har barberet sin isse, og i en aftennattesekvens dropper han (igen) ud. Han er en enspænder og har været det hele serien. Det fremmer det skræmmende, og mon ikke at lige præcis Dodji er The Man til sidst?

Ikke så meget mere. Jeg er nysgerrig efter album fem. Jeg er ikke helt sikker på karakteren fire, grundet det absurd urealistiske i albummets kerne, redningsaktionen. En 3’er eller en 4’er. Forstår du?

Hul i det.

Titel: Alene – 4. De røde dysser

Tekst: Fabien Vehlmann

Illustrationer: Bruno Gazzotti

Forlag: Zoom

Format: Softcover, 56 sider i farver

Pris: 144,-

Isbn: 978-87-7021-101-7

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *