Home / Anmeldelser / Alene – Lost for børn

Alene – Lost for børn

Forlaget Carlsens nye satsning for tegneserielæsende børn mellem 7 og 12 år, er den lidt foruroligende Alene, der er udkommet i Frankrig siden 2006.[spacer size=”20″]

Fem børn vågner op en morgen, og opdager at de tilsyneladende er de sidste mennesker tilbage på jorden. Alle andre er væk. Deres forældre, deres søskende, deres venner. Der er kun dem tilbage – og så et par dyr de render ind i hen af vejen, som f.eks. et par næsehorn og en sibirisk tiger.

Alene 1De fem børn er skåret efter klassisk karakterskabeloner. Forlaget beskriver dem som ”den sjove og lidt feje kunstnertype Ivan på 9 år, den friske og optimistiske drengepige Leila på 12 år, den gavmilde og velopdragne Camilla på 8 år, den vilde og skøre Terry på 5 et halvt år og den tavse og godhjertede kriger Dodji på 10 år.”

Det er selvsagt noget af en udfordring for børnene, at gå fra den ene dag, hvor deres bekymringer rækker til at forholde sig til irriterende og fraværende forældre, bøller og skoletests, til den næste hvor de er mutters alene, og i den grad selv er herre over om de overlever eller ej.

Man kommer unægtelig til at tænke på den gamle børnebogsklassiker, Palle alene i Verden, med drengedrømmen om at være alene, og kunne gøre hvad man vil uden altid at blive irettesat. Men hvor historien om Palle er både sjov og uskyldig, har Alene noget mere dystert og foruroligende at byde på. Man kunne godt foranledes til at tro at tegneseriens forfatter, Bruno Gazzotti, har ladet sig inspirere af tv-serien Lost – i hvert fald første sæson, der startede to år før Alene udkom. I de senere album i serien ser man også en tydelig inspiration af en anden børneklassiker, Fluernes Herre.

Alene 2Alene er på 64 sider og tegnet i en lækker klassisk europæisk streg. Historien er spændende og selvom man ikke er del af målgruppen (mellem 7 og 12), kan man godt sætte sig i sådan en unges sted, og nyde denne velkonstruerede fortælling, med både sjove og uhyggelige elementer. Dette er en page-turner fra øverste hylde for mellemskolens unger.

Alene lider dog under det koncept, at historien ikke rigtig afsluttes. Man får ikke svar på noget, bare flere og flere spørgsmål. Og det er sådan set også okay, og et koncept der bruges flittigt i underholdningsbranchen for at få folk til at vende tilbage efter mere. Problemet er bare, at tegneserier har en lang produktionstid, især de europæiske, så i Frankrig skal man typisk vente et helt år for at få næste afsnit af serien. Dette fungere selvfølgelig fint i Tv-mediet, hvor man skal vente én uge, eller til nøds i de amerikanske tegneserier, hvor man skal vente én måned. Men det kræver sin tålmodighed at være med på denne vogn. Så ér du advaret.

Alene 3

Der ér dog et element, ved denne ellers sympatiske satsning fra forlaget Carlsen, der, i mine øjne, er helt himmelråbende urimeligt. Alene, der godt nok er på 64 sider i fuld farve og hardcover, koster 250 kroner. Det er mig fuldstændigt ubegribeligt at prissætte en udgivelse til børn så højt.

I Frankrig, hvor serien har kørt siden 2006, er det ottende album netop udkommet. I Danmark er der pt planlagt fem udgivelser, hvor nummer 2 udkommer til februar 2014, nummer 3 til juli, nummer 4 til oktober og nummer 5 engang i starten af 2015.

karakter_4af6

ALENE
Skrevet af Bruno Gazzotti
Tegnet af Fabien Vehlmann
64 sider i farver, hardcover
Pris: 249.95 kr
Udgivet af Carlsen.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *