Home / Anmeldelser / Allan Falk 2009-2010

Allan Falk 2009-2010

Hm. Det er lidt synd, synes jeg. Jeg sidder med Allan Falk 2009-2010 og læser Thierry Capezzones forord, og det er sgu synd for både forlag, helhedsindtrykket og Thierry selv. Forordet er nemlig plastret til med dumme dumme fejl. Kommatering er en by i Rusland, selv Thierrys navn får man skrevet på to vidt forskellige måder, og selvom jeg er stor fan af både Falken og Thierry, så er det ikke videre heldigt, at der er så mange fejl.

Hvad synes du fx om denne sætning:

   ”Men det var disse pionerer heldigvis ligeglade med, og de fortsatte med at skabe deres historier dag efter dag. De samme kritikere har i øvrigt som i dag har omfavnet tegneserien som kunstform, de analyserer den og underviser i den i skolerne”

Fejl efter fejl og det er jo desværre ikke første gang, at Zoom og Thierry har lavet det stunt.

Ja, jeg ved godt, at Thierry er vidende og vores alle sammens ven, også min, men altså. Få dog en korrekturlæser på forordet også. Især for Thierrys skyld, for det er sjusk og øv.

Nå – man kan også grine af det, og det er skam her, at Thierry indleder. Et citat fra den franske Voltaire, og årsagen til citatet er Tibets død.

De sidste mange sider i dette samlebind omhandler netop Tibets bortgang, ikke på det personlige plan, men både processen med det der skulle blive svanesangen, albummet Jagten på den gyldne grif. Smukt, bevæget, sørgeligt ja, men også et enestående hop ind i en mesters hjerne og tanker.

Der er skitser, færdige sider og man kan sammenligne. Vi er i maskinrummet, kursen sat og vennen og kollegaen André Paul Duchâteau beretter i en smuk lyseblå ramme, hvad vi har i vente. Hele 28 plancher blev det til, men det slutter ikke der. Se med, læs med og hvis man kan nyde et eftermæle og en bortgang, så er det med stil. Tak Zoom og hvil i fred, Tibet.

Som vanlig indeholder disse mørkeblå samlebind tre fortællinger. Den sidste amputeret som skrevet ovenfor, men den skiller sig alligevel ud, lidt som Hergés ufuldendte, Tintin og Alfabetkunsten. Ikke at de to første album, ´Sidste duel´ og ’77 kalder´ er dårlige eller dårligere, for det er de ikke. Der ER bare noget over ufrivillige bortgange og det som efterlades.

Nå, jeg skrev at ’Sidste duel’ ikke var dårlig, og det tager jeg kvikt i mig igen. Det er naivt skrevet, og det der dobbeltspil og given sig ud for, er kluntet fortalt og kun jævnt spændende. Falkdrengen er som sædvanlig et helt eller halvt skridt bagefter, men klarer ærterne til sidst.

Så er der klart mere kynisme i ´77 kalder´ og den der zigzak med at tro, at nu sker der dét, og man snydes, og så sker der dét, og man snydes igen, har vi jo set. Men her virker det, og jeg tog mig selv i at blive overrasket og snydt. Set-uppet er også ligetil, at skabe illusioner kender filmens verden alt til, og selvom vi atter kører skabelon, så er denne historie dog en af de bedre.

Det slår mig i øvrigt hvor meget snak der er i albummene, og også snakken med sig selv. Eller… Mere at jeg alligevel falder i, og fascineres af det. Også at vi visuelt er så konforme og stereotype. Der er ikke meget billedmæssigt slapstick og legen med mediet, med synsvinkler, med størrelser, med zoom. Alt er skåret efter samme læst, og alligevel virker det. Måske på grund af genkendeligheden og vanen, men jeg ender med at blive ’læseblind’ snarere end at være kritisk. Det er på en måde synd, at man ikke formåede at udvikle karaktererne, at man var mere tegneambitiøs, og med dette mener jeg, at man arbejdede mere med fx synsvinkler, rudestørrelse og engang imellem gik planken ud, og viste en voksen AF’er, en med udpenslet vold, med sæd, opkast, snot, blod, død og sked hul i målgruppe, kontrakter og den slags. Hvis Quentin Tarantino kunne tegne, så…

Nå.

Og efter Thierrys forord, de to fuldgode fortællinger, så kommer skitser, sorthvide, rentegninger, og man glemmer både forordets klumpedumpesprog og de foregåendes matte narrativer. Man synker ned i en detaljegrad så herligt dyb, kigger på skitser og færdige resultater eller den anden vej rundt, og får der en større forståelse for metodik, for nidkærhed, for samarbejdets skaberkraft og for glæden ved de sorte og hvide illustrationer. Der ER noget andet og meget mere, når man holder det rent.

At jeg kan lide Jagten på den gyldne grif (og Alfabetkunsten) er jo lidt bizart. For hvad er der at holde af? Jo, der er flere ting, tænker jeg. Mulighederne, detaljerne, den slags. Og så selvfølgelig selve punktummet og de efterfølgende spekulationer.

Siges skal det, at vi FÅR afslutningen.

Det er jo en saga og en kærlig tidslomme med disse Allan Falk’er. Lidt som at se Peter Falk tygge cerutter, mangle ild og vende sig om, og med brune øjne, sort krøllet hår og den der irriterende langsommelighed fyre ’I have just one last question’.

Det er en lækker hardbackserie, Falkerne, og Zoom skal have stor tak. Med statiske figurer og en skattekiste af krimigåder, så flyder de forskellige album og fortællinger sammen. Ja. Mange vinkler, mange drab, mange forklædninger og et overflødighedshorn af kringlede krimigåder. Ingen, eller måske kun ganske få album skiller sig ud. Men over all taler vi om en fin serie over gennemsnittet. Spændende fortællinger for de semi-voksne og for tosser som undertegnede med hang til fortid.

En varm søndag er på vej bort. Allan Falk med, og jeg skal kigge på endnu et album.

To komplette men halvtriste album. Et forord fyldt med fejl, og endelig et ufuldendt sidste album. Det KAN da ikke udløse noget særligt?

Jo. Og nej. Jeg er så begejstret for de sidste plancher, den allersidste dans, som Kim Larsen skrev og sang. Så samlebindet ender på 4 funklende perler.

Titel: Allan Falk 2009-2010

Tekst: Duchâteau

Illustrationer: Tibet

Oversættelse: Sebastian Weirsøe Flamant

Forlag: Zoom

Format: Samlebind, to album + et ufuldendt. Forord samt meget om Tibets sidste album, 156 sider i farver

Pris: 349,-

Isbn: 978-87-7021-075-1

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *