Når vanen slår til og endda ligefrem overtager ens tilværelse, så kunne man vel lige så godt være en robot. Dagene er de samme, lydene, indtrykkene og ens eksistentielle register slumrer ind og man er bare en del af noget større, noget mere og i hvert fald noget andet. Er man så til?
Lidt på samme måde kunne androiden Ana spørge. Som en anden Pinocchio eller Frankenstein et skabt væsen, og igen, hvis man er fræk nok til at tænke på samfundsforholdene i dag, som en immigrant eller flygtning kapslet ind i regler, rammer, fordomme og bureaukrati. Er man til?
I syv forskellige akter følger vi, om end noget diffust nogen gange, og engang imellem lidt for forvirrende, Ana og hendes færden. Smukt og eftertænksomt tegnet da hun står overfor at betræde det kødelige og sanselige fra side 25 og lidt frem.
I de syv akter er der vidt forskellige nedslag og indtryk i en verden og en tilværelse, som er både dystopisk og utopisk. Spændende og skræmmende.
Det viser sig blandt andet i illustrationerne der går fra at være særdeles omhyggeligt tegnede og realistiske, til at være ufærdige dukkebørn, som man møder dem i akt fem.
Det er en stor dej, som duoen Michael Lindal og Peder Riis har slået op. Det gør de fermt både visuelt og fortællermæssigt og selvom tegningerne ind i mellem virker forivrede og ufuldstændige, så drukner det i den gode energi og et manus, som man sagtens kan være bekendt. Det KAN være, at jeg lægger alt for meget i de enkelte tegninger, men jeg synes at kunne genkende lag og inspirationer. Nok til at jeg bliver glad.
Nå, sådan set ovenfra kunne den så alligevel godt trænge til at skarp redaktionel tur, hvor man mere kynisk kigger på især de illustrationer, der ikke virker optimalt i sammenhængen. Det er der nemlig et par stykker, som ikke helt gør. Der springes især i skarphed og her kunne det måske være en fordel at skrue ned for blusset. Hele herligheden kommer nemlig op på næsten 100 sider, og desværre kan en temmelig stor del af tegningerne ikke holde. Jeg tænker, at hvis man komprimerede det hele og kogte ned til 2/3 af siderne, og gjorde nogle af tegningerne mindre og lagde dem ind, så ville det dels fortætte spændingen og forstærke alt det grumme. Lade lidt collage præge siderne. Det burde være en smal sag for Peder, som jo klart viser talent og dygtig viden om vinkler og andre fine virkemidler, skygger, dybde, zoom mm.
Ana? Hvad er det? En grafisk roman? En ramasjang af en fortælling? Et eventyr gemt i sorthvide billeder? Jeg læser det som en slags psykologisk minigyser. Jeg har det dog med at overfortolke.
Det ændrer ikke på, at jeg samlet ender på tre gode science fictionhjerter.
Titel: Ana ved verdens ende
Tekst: Michael Lindal
Illustrationer: Peder Riis
Forlag: Æther Publishing
Format: 90 sider sort/hvid, softcover
Pris: Ikke oplyst
Udgivelsen er udkommet
Isbn: 978-87-999538-1-3