Home / Anmeldelser / Anmeldelse af Corto Maltese – Balladen om det fordømte hav

Anmeldelse af Corto Maltese – Balladen om det fordømte hav


Igen er det Forlaget Faraos Cigarer, der med imponerende professionalisme fornøjer med en fortrinlig udgivelse.

Som tegneserieelsker og tidligere tegneseriesamler, har jeg fuldt Christopher og Sivers både tæt og fra afstand, og det er satme imponerende, hvad de to kumpaner har etableret på relativt kort tid, i kriser og snevejr.

Ja, selvfølgelig er det big business, og de driver ikke deres foretagende udfra rent idealisme og kærlighed, men jeg må alligevel smile og have den store glade ja-hat på, når jeg fra tid til anden stikker snotten forbi en af butikkerne.

Selve udgivelsen
Hardback og flot. Simpelthen. 200 sorthvide sider, og det er en ren gave. Udover selve balladen om det fordømte hav, er der, vanen tro, kælet for ekstraudstyret. Flot forord med akvarel, Forklarende tekst om første verdenskrig og Stillehavets betydning, en ca. 16 sider med tegninger af de forskellige personer i bogen, krigere, indfødte mm.

Prisen er, GULP, også derefter. Man skal smide 398,- dask for denne perle, men du, engang imellem skal man unde sig selv en stor satan af en bøf og en af de dyrere flasker. At forkæle sig selv har mange ansigter, og denne Corto er en af dem. Prisen er, hvad prisen er, men jeg siger alligevel, køb.

Handlingen
Har man været afsted til søs, så oplever man snart, at havet omkring, og dets størrelse, får de få kvadratmeter på dæk til at virke som en fæstning, eller fælde sågar. Man skal ikke pisse meget ved siden af, førend der kommer bølgeskvulp og nid.

Kaptajn Rasputin er en kortluntet, magtsyg og pengegrisk satan, og han er, som sagt, kaptajn. Ombord hersker der kun en lov, kaptajnens, og da Rasputins crew en varm dag fisker hele 3 personer op, 2 unge sovende, en smuk kvinde og hendes bror, samt en dødsdømt Corto Maltese, så er der lagt op til konflikt og magtkampe.

Et potent drama, symbolsk næsten, der næppe er helt tilfældigt for den gode fortælling. Stormagternes kamp under første verdenskrig overført til splid og manifestation på dækket. Søgt, måske, men absolut en tanke.

Nå, det er ikke det centrale.

Rasputin hader Corto, og vice versa, men de er alligevel afhængige af hinanden. De øjner begge en fortjeneste, for de to unge kan indbringe en skilling.

Pirateri, løsepenge, drab, you name it.

Men selv de bedste planer kan lægges, og de bedste tanker kan tage fart. Stillehavet, og den store Guds natur, spiller med, og den katamaran hvor Corto og de unge befinder sig op, efter at Corto har indgået en økonomisk aftale med Rasputin, men ak, en bølge kommer og river alt med.

Den unge bror, Cain, vågner op, mirakuløst undgået druknedøden. Han er nu alene, og foran ham står en indfødt, en kanibal.

Og så begynder løjerne…

Kritik
Enhver tåbe, der stædigt og stadigt vil hævde, at tegneserier er for børn, burde først have klø, dernæst foræres denne bog. Pratt, forfatter og tegner, har tydeligt haft den voksne læser for øje, og det er klædeligt. Selve fortællingen er stram, som en slags tidlig Quentin Tarantino eller en Peer Hultberg, ja eller John Fowles, så er galleri og rænkespil formidlet med en teaterinstruktørs præcision. Og det virker. Virker godt.

Den sorthvide streg fungerer, og er med til at tegne renhed i dette beskidte spil. Det er så let at forstå, at ‘less is more’ kommer til sin ret her i dette album. Måske skal man have en vis alder for at kunne læse Corto, måske skal man have en vis alder for at nyde fraværet af farver. Måske. Men kan man det, så er her en sublim fortælling, stramt og pirrende, og dejligt at læse et album, der fordøjes og alligevel hænger ved.

Det er således en fornøjelse at læse denne tegneserie, især fordi der er lidt Hemmingway over det. Man får mange ord, javist, men alligevel ikke flere end at man er med og nysgerrig hele vejen. Det er et flot spind af mange ting, fortællekunst, en god og interessant historie og en næsten skødesløs streg. Skødesløs og alligevel ret præcis, og som kunne de sande mestre formår.

Konklusion
Det tog mig mange år at elske Corto, men sådan var det også med vin, design og kvinder. Man modnes. Og når man modnes får man øjnene op. Forstår, at der er kvalitet for øjet der vil se.

Jeg bemærkede prisen, men for fanden da. Dette album, denne udgivelse, er alle pengene værd, og mere til.

Sgu. Go get it.

Manuskript > Hugo Pratt
Tegninger > Hugo Pratt
Oversætter > Lorens Juul Madsen
Forlag > Faraos Cigarer

Udgivet > Er udkommet
Sprog > Dansk
Medie > Tegneserie
Sidetal > 200 samt en del ekstra materiale
ISBN > 978-87-91976-85-8
Pris Dkr. > 398

Udgivelsen er en perle. Simpelthen og ubetinget. Til den voksne læser.