Sidste år ved juletid mødte jeg Bogfabrikkens direktør, Jens Peder Agger, der entusiatisk fortalte om sit næste projekt: Den komplette udgave i 25 bind af Jørgen Mogensens Poeten & Lillemor. Det var tydeligt, at det var et projekt, han glædede sig til at udgive, ikke for pengenes skyld men af kærlighed til en af de allerstørste danske tegneserier overhovedet, om ikke den største.
Nu foreligger de to første bind, og forlaget vil i årene fremover udsende 4-6 bind årligt, indtil serien foreligger komplet i 25 bind. En imponerende ambition, som man som tegneseriefan krydser fingre for må lykkes. For er der nogen dansk tegneserie, der fortjener at blive samlet på denne måde, er det Poeten & Lillemor, der i over 50 år fulgte danskerne, deres vaner og (navnlig) uvaner. Med tiden fik serien sit faste figurgalleri: Den nævevyttige nabo, den hyppigt gæstende inkassator Olsen, Poetens far med de gule ærter, naboens Rikke, Poetens svigermor, de dovne, danske håndværkere og ikke mindst naboerne i sommerhuset. Figurerne brugte Jørgen Mogensen, når han skulle kommentere samfundets udvikling – eller måske snarere “sædernes forfald”.
Filtreret gennem Poeten & Lillemor er det let at få det indtryk, at Danmark siden 1951 har bevæget sig støt og roligt mod bunden, når det gælder kultur, dannelse og respekten for andre mennesker. Med naboens Rikke og datteren Lotte som budbringerne for de nyeste strømninger, Poeten som den nysgerrige medløber, Lillemor som den skeptiske bevarer af status quo og Poetens far, der altid er parat til at fortælle om, hvordan alting var meget bedre i gamle dage, kommenterede Poeten & Lillemor i over fem årtier stort og småt i det danske samfund. Ofte på en facon, der fremstillede mændene let latterlige og kvinderne som dem, der trods alt holdt samfundet oppe. Og her ligger måske en af forklaringerne på seriens langvarige succes: At den ramte lige ned i 1960ernes og 1970ernes ideal om den frigjorte kvinde og den bløde mand, og dermed talte til et stort publikum på en måde, der var i pagt med tiden. Tiden fra 1960ernes slutning til 1980ernes begyndelse blev seriens storhedstid, hvor Jørgen Mogensen i samarbejde med idemanden og assistenttegneren Mogens Dalgaard leverede nogen af de morsomste, mest originale og visuelt sprudlende striber.
Jens Peder Agger har valgt at lade udgivelsen af den komplette Poeten & Lillemor starte med årene 1961-65, hvilket er en forståelig disposition. Selv om serien begyndte i 1950, så var det først med skiftet til Politiken og indførelse af talebobler i 1961, at serien fik sit endelige præg, og forlaget lover, at de første 11 års striber vil følge, når årene 1961-2003 foreligger færdigudgivet. De to første bind har titlerne 1961-63: Byens dyreste optændingsbrænde og 1964-65: Med musik af Volt og Ampere og afslører, at vi stadig er i seriens tidlige fase, hvor vitserne endnu mest gik på familiens hverdag, husholdningsregnskabet, svigermor og opvasken, mens tidens toneklang trænger sig på med uskyldige hip til pigtrådsmusikken, det lange hår og popfænomenet Beatles. Lillemor har stadig badedragt på og Poetens øverste skjorteknap er stadig solidt knappet, men man aner konturerne af noget større. Det samme gælder serien som sådan: Mogensens tegninger er ret stive og tunge i stregen, sammenlignet med senere, og vitserne er sjove men langtfra så langtidsholdbare som dem, der venter os bare få bind længere henne i serien, hvor øldrikkende håndværkere, kystbanesocialister og aftenskolekurser i finere madlavning venter os. I de tidlige tressere var Jørgen Mogensen stadig én blandt mange danske tegnere, der leverede en daglig familiestrip i aviserne. I 1970erne var han i særklasse.
Med et sådant 25-bindsværk er det naturligt at kigge lidt på bøgernes udformning og udstyr, og her er der et par ting, der falder i øjnene: Bøgernes format er ret småt, og striberne er derfor kun 14 cm brede. Det er lige i underkanten. Desuden virker det som om, striberne enten er underbelyst ved indscanningen eller der er for stor punktbredning i trykket, i hvert fald er stregerne lige lovlig tykke mange steder. På Rackham.dk har det været påstået, at scanningerne skulle være for grove og at der var tale om pixelering, men “pixlerne” i de buede streger er snarere udtryk for Jørgen Mogensens måde at rentegne på, idet han aldrig tegnede en streg i én, glat bevægelse, men altid bevægede pennen frem i små nøk, hvilket gav stregen dens karakteristiske savtakkede præg, der blev mere og mere udpræget gennem årene. Endelig får omslagets sorte farve let hvide ridser. Omvendt er der tale om en udgivelse, hvor Jens Peder Agger har haft adgang til de originale striber, der omhyggeligt er renset for datoer, copyrightangivelser og andre forstyrrende elementer fra syndikeringen, og bøgerne er solidt udført med syet og limet ryg. Og tegneserierne suppleres med rigtig gode artikler om Jørgen Mogensen og hans samarbejde med Mogens Dalgaard, illustreret med interessante fotos fra familiens arkiv.
Alt i alt er det en tegneseriekulturel bedrift af dimensioner, Jens Peder Agger og Bogfabrikken her lægger op til, og et værk der fortjener mange købere. Ikke mindst af hensyn til os, der håber en dag at have alle 25 bind stående på reolen som et vidnesbyrd om, at Danmark også har fostret store tegneserieskabere, der fortjener en samlet udgivelse af deres værk i stil med Carl Barks, Will Eisner og Bill Watterson.
Jørgen Mogensen: “Poeten og Lillemor: 1961-63” (bind 1) og “”Poeten og Lillemor: 1964-65” (bind 2)
Redigeret af Jens Peder Agger
Udgivet af Bogfabrikken
234 hhv. 202 sider
Pris kr. 248 pr. bind
Kan købes i boghandeler og tegneseriebutikker overalt i landet.