Kunne man lakonisk indlede denne anmeldelse, og sirligt fortælle om forlaget, dets historie og visioner, for så langsomt at bevæge sig videre til selve udgivelsen, en smuk og omfattende sag, og hvorfor så denne genvej, hvorfor ikke gå direkte til sagens kerne, anmeldelsen af ”Der var engang i Frankrig”?
Fordi, kære læser, at jeg, sådan fra sidelinjen, jo hele tiden har fulgt med i gøren og laden på tegneseriefronten, og husker, både ved egne samtaler med især Sivert, samt efterhånden en del interviews og artikler om Faraos, at de havde en målsætning derinde, og ikke mindst ambitioner.
Og netop med denne nye udgivelse, et imponerende bokssæt med i alt seks ekstremt flotte hardcoveralbum samt en lige så flot boks, vel har nået målet med både målsætning og ambition.
”Der var engang i Frankrig” er så ubetinget en af de flottere udgivelser, som drengene derinde i midtbyen har begået. Jeg fandt et gammelt nummer af Strip frem, fra 2008, og der, på side 18 og 19, kunne man læse om netop disse store armbevægelser og bevæggrundene. Sivert forklarede da, at missionen for forlaget var og er, at de gerne vil give folk mulighed for at købe serierne på dansk, hvad enten der var tale om genoptryk eller nye værker. At tegneserien er et medie, en kunstart som andre kunstarter, og at denne skal være så tilgængelig som mulig, og for alle.
Sivert fortalte også, at de gerne ville yde det ekstra der gjorde, så de udgivelser, som der skulle over disken, ikke bare var bevidstløse metervarer, men album af en vis kvalitet, også selvom det så måtte betyde, at man skulle betale lidt mere. Tanken var, at gøre tegneserien til feinschmeckeri, til en livsstil som fx at samle på kunst, møbler og den slags.
Der er næppe nogen tvivl om, at drivkraften i forlaget kommer fra både Sivert og Christopher, og at de ikke er kommet sovende til deres succes. I en tid hvor forlag og branche gisper efter vejret, ser det ud som om, at der kun er bobler, champagnebobler derinde i Klosterstræde. Nye lækre udgivelser, store flotte indbydende rammer i butikkerne, og et væld af kunder. Alt sammen også en del af de satsninger og ideer, der flyver fra de to dygtige mænd bag både butik og forlag. Hvad kommer først? Kunder i butikken der lægger en skilling, eller ideer, knowhow, vilje og visioner? Nye interessante udgivelser og genudgivelser, flotte bokse med sublime klassiske værker gør at folk stimler, kigger, og ikke mindst køber.
Jeg kender dog ikke til forretningsgangen derinde, men antager, at alle beslutninger er fælles, født ud fra interesse, erfaring og intuition, og at cigarerne supplerer hinanden med viden, innovation og gensidig påvirkning. Nogen gange er det fremragende, nogen gange mere jævnt, og så igen andre gange mindre heldigt.
Sådan er det, og må nødvendigvis være, når man har virketrang. Faktum er, at ”Der var engang i Frankrig” nu er landet, og skal over disken.
Nå – det var omsvøb. Nu til sagens kerne. Jeg vil forklare og berette om, hvorfor ”Der var engang i Frankrig” får fem funklende positive Eiffeltårne ud af fem mulige, for der ER vitterligt tale om en udgivelse ud over det sædvanlige. Here goes:
Ikke siden jeg læste Craig Thompsons ”En dyne af sne”, har jeg været så betaget af en tegneserie, som jeg er af ”Der var engang”. Det er en udgivelse der læser sig selv, og man kan lige så godt belave sig på, at når man går i gang med bind I, så tager man uvilkårligt de efterfølgende med, lidt lige som når man hengiver sig til en fængende film, en koncert eller en smuk udsigt. Der sker helt automatisk noget godt oppe i knolden på en, og det skyldes, at bøgerne rent fortælleteknisk formår at holde både tider, personer, stemninger og ikke mindst et godt fremadrettet flow, i en lad os kalde det stram logistik. Alt hænger sammen, også når det ikke gør det. Der springes i tid og der leges med tiden. Det kræver, at man holder tungen lige i munden, men gør samtidig, at man udfordres og lader både blik og tanke dvæle ved både tekst og handling. Der er så fermt, så blæret og så usynligt gjort, at man bare bliver ført og forført. Og på denne måde kommer de seks album til at læse sig selv, og jeg tror, at jeg næppe bliver den eneste, der vil sidde tilbage med følelsen af, at jeg har været ude for noget ret anderledes.
Rammen er denne: en, ved første øjekast, noget enfoldig og lidt tarveligt udseende mandsperson, og uden egentlig baggrund andet end et godt tandsæt, får foden inden for handel og vandel med skrot. Han, der er forældreløs efter, i en, tør jeg godt skrive, ubehagelig likvidering af mandens øvrige familie, er dog mere durkdreven end først antaget. Vi følger denne mands liv, og langsomt suges vi ind i mandens sind, bevæggrunde for at agere og reagere som han gør. Vi erfarer om kærlighed, tålmodighed, fremsynethed, modbydelighed, valg og fravalg, om stærke kvinder og stærke mænd, om tyranni, om overlevelse, om og nu løfter albummet sig fra det almene til det verdslige og gør, at værket bliver meget mere end blot en spændende overlevelsesberetning, for vi indføres i etiske overvejelser, vi bliver førstehåndsvidner til ubehageligheder, vi helst ville have været for uden. Hvordan overlever man i en barsk tid? Er der plads til andre end en selv, og hvor langt er et menneske villig til at gå, netop for at overleve. Se, midt i en fortælling, og det meste der foregår i disse seks bind, er blevet til på baggrund af virkelige hændelser og autentiske skæbner, der blot handler om at sno sig, så åbner tanker og eftertanker sig, og folder sig ud.
Ja, man kan købe og man kan bestikke og det er der skrevet meget om, op gennem tiderne. Men alting har en pris og vores hovedperson må agere i alt dette uden aftaler med Djævelen. Kun en yderst trofast livsledsagerske, der måske også er lidt ulden i kanten til sidst, men dog med en kærlig bagtanke, står vores hovedperson, Joseph Joanovici bi. Hendes karakter vender jeg tilbage til om lidt.
Søgt måske, man selve det at stå i lorten, som Joseph gør, hvor man både kan glide, lugter og bærer lugten med sig, er også et billede på selve Frankrig, ja måske alle lande, når krigstrommen lyder og naboer truer med død og modbydelighed. Vi kender det jo også fra vores egen andedam, både dengang i 40’erne med samhandel med tysken, og op til vores tid, og jo, helt tilbage til fra verden var ny, og Jesus sagde til de omkringstående, ”lad den, der er ren, kaste den første sten”.
Joseph handler, som han kan, i en tid og i et kaos, hverken han eller andre kan forudse. Men han kan, som i et andet skakparti, forsøge at tænke frem. Og det er det, han gør. Han er hele tiden et eller to træk foran, og det sikrer ham en formue, overlevelse, prestige, position, men samtidig også, når vægtskålen sættes eksakt op, tab af familie, tab af venner, had, misundelse, og stærkt bliver det, når de døtre og den hustru, som han jo vitterligt har holdt i live, vender ham ryggen og lægger ham for evigt had. Han har simpelthen elsket dem for meget, så hadet kom frem.
Jeg kan ikke lade være med at tænke på andre mesterværker, især inden for filmens verden, Steven Spielbergs Schindlers List, Godfatherfilmene, de første to, samt den oversete perle, Forfalskerne, Die Fälscher, en tysk/østrigsk film fra 2007, prisbelønnet med blandt andet en Oscar for årets bedste ikke-amerikanske film året efter. Jeg kan ikke lade være med at tænke på disse film, fordi de også, på hver deres måde, skildrer bevæggrunde med et menneskeligt ansigt. Og det er netop dette menneskelige ansigt, med furer i ansigtet, tårer på kinden og smerte i øjnene, der står tilbage i flere af bogens stille eftertænksomme øjeblikke. Alt har en pris. Alt. På de seks albums bagside står der, at Joseph må træffe valg, som de fleste af os aldrig vil opleve at tage.
Og en sekvens, som så bliver til to, with a twist som jeg ikke vil røbe her, får Joseph en af mange oprejsninger (ja, hævn vel også), da han står over for et magtmenneske. Og sidenhen møder dette menneske på ny.
”Ved du hvad, Joseph. For mig er du bare en beskidt jødesmovs!
”Javel, og hvad koster det, ikke at være det?
”Fem millioner hver uge”.
Albummene i sig selv går dybt ind i mine tanker, og det er vildt, at via en beretning baseret på et virkeligt menneske, så lagrer det sig. Nå ja, måske ikke så meget det, men alt det, som dette ene menneske var udsat for, og udsatte andre for. Jeg vil ikke gengive noget her, men anbefale, at man googler på Wikipedia og finder mere om denne mand, Joseph. Men først efter at man har givet sig selv en oase af fred i selskab med lidt godt til munden, og de seks bind. For, selvom selve dansen med både besættelsesstyrker og patrioter er spændende, så finder jeg, om muligt, endnu mere næring i det der sker efter. Dramaerne, retssagerne, de forskellige vinkler mm. Helt uhyggeligt bliver det, da en anden af fortællingens ellers ubetydelige personer, en ung gut på bare 19, pludselig får en markant betydning for vores hovedperson. Det er stærke følelsesmæssige hug man får, når man nærmest bliver inkvisitorisk og ond på en mor. En mor, sgu. Men sådan var det, og sådan er det. Krig er ikke en legeplads, og der er ikke meget man kan gøre, om man trækker hadets maske på.
Der er ikke mange kvinder med i de seks album, men de to der er, er begge værd at dvæle ved. To stærke, og så alligevel sårbare, arketyper. Den opofrende hustru, Eva, der blot er en brik i et større spil til at begynde med, i følelsesmæssig eksil og på afstand skifter fra kærlighed til had, og Josephs beskyttende engel, Lucie, der med kløgt, penge og krop skærmer, når lokummet for alvor brænder. Disse to kvinders kærlighed vækker eftertanke, og den slidte frase om at kærligheden er den største og stærkeste kraft, er valid. For hold kæft hvor de elsker.
Had er nu også et bærende element, for vi lærer om andre personer også, ikke kun historiens store, Joseph, Eva og Lucie. Men også et væld af andre, der får sat sig et aftryk. Dommeren, der i 18 år har ventet, og som også har mistet alt, dog ikke sig selv. Vi møder ham allerede i bind I, og i en barsk og smuk afsluttende scene, kan også han omsider finde fred. Så uha, et imponerende galleri alt sammen, i et fantastisk sindrigt puslespil af karakterer med særpræg, personlighed, personlige vendettaer uden spor af at være søgt, at overblikket mistes eller at fortællingens flow bremses.
Der hersker en mørkhed over albummene, der blot forstærker de knug i maven man får, efterhånden som læsningen skrider frem. Som nazismens indtog i det franske hjerte, og de flot tegnede blodrøde flag med hagekors er som knive i netop hjertet. For der er en sirlighed i tegningerne, uden forfalden til at karikere mere end højst nødvendigt. Jo, de fæle tyskere kan, hvis man vil se det sådan, se netop fæle ud, men så glemmer man, at sådan ser franskmændene også ud, og danskerne, og svenskerne og så videre. Og det er endnu et af d’herrer Fabien Nury og Sylvain Vallées pointer. Der er ingen renhed, der er intet ultimativt. Det vækker eftertanke.
Bygninger, træer, cafeer er tegnet driftsikkert, figurerne ind i mellem lidt for kantede og enkelte steder lidt for både grove og karikerede. Men alt sammen bitte små ubetydeligheder i det hele billede, og nu kommer jeg så til bøgernes virkelige styrke. Ordene. Der er simpelthen kælet for dialog, og alle der holder af en god fortælling, må uvægerligt slikke sig lystent om munden. Der tales, diskuteres, træffes beslutninger og enkelte steder er det som om, at man både kan se og høre personerne, fordi de sidder lige foran en, der i teatret. Så godt virker det. Vi taler ikke om forklaringer og udredninger i spandevis, men en stram, fremadrettet, i øjenhøjde dialog der sikrer flowet, og formår at bibringe og bevare historiens strøm, spændingen, både den direkte og ydre, samt de stille tænksomme øjeblikke. Det er en fremragende miskmask mellem lige netop disse, og det går, ikke kun i hjertet men også opad, op til vores intellekt. Og det er satme kunst.
Det virker effektfuldt og dystert, når en voldtægt lige akkurat ikke udpensles. Det var Lars Von Trier der sagde, da afsnit I af Riget var afsluttet, at det virkeligt uhyggelige sker bag de lukkede øjne. Måske har Nury og Vallée lyttet, for selvom der er en del drab, en del modbydeligheder, en del ja, så er det lige som med isbjerget. Vi ser kun toppen, og lige præcis den dimension gør, at man kan rumme alle fortrædelighederne. Det er godt psykologisk håndværk, og håndværk også i den forstand, at man jo netop kommer til at tænke selv, at historien og alle billederne lever videre.
Jeg kan ikke få armene ned, for her er der tale om en pragtfuld fortælling, et solidt tag i ens dyrebare ædlere dele og alt sammen i en flot, næsten luksuriøs ramme, og det til en meget, meget gavmild pris. Her er læsestof og tankestof til mange timer, iklædt Faraos sædvanlige forkælelse.
Her i Aksel Sandemoses Janteland, er ”Der var engang i Frankrig” et vedkommende værk. Man følger et menneskes vej op til tinderne, og de spark han får, både op men også på vej ned, og endeligt helt nede. Den virkelige Joseph døde fattig som en kirkerotte.
Det undrer mig ikke, at skaberne bag værker, Sylvain Vallée og Fabien Nury, fik Angoulemeprisen i 2011 for bedste tegneserie. Det er et par unge herrer, sidst i 30’erne, men de har skruet et fabelagtigt modent værk sammen, Vallée som tegner og Nury som forfatter. Et værk, der vil stå højt også herhjemme.
Et moderne mesterværk – intet mindre.
Boxsættet koster 848,- inklusive den flotte boks, og ellers kan bøgerne købes separat for 168,- stykket. Dog med undtagelse af det første bind, Hr. Josephs imperium, der kan nappes for det halve, kroner 84.
Søren Vinterberg har oversat.
Jeg kender ikke oplaget, men mon ikke det ligger på omkring 2.000. Mit råd er, at her har du den perfekte julegave til dig selv, eller til din familie. Så enkelt vil jeg afslutte. Så ubetinget fem funklende eiffeltårne ud af fem.
Og det er det, jeg mener. Faraos Cigarer havde en målsætning. De ville, at vi skulle forkæles med store værker i luksuriøse rammer til en fornuftig pris. Tjek, tjek og tjek. Og tak.