Les Profs tome 6: Classe touriste er titlen og vi er atter på skolebænken. Den danske titel er Turistklasse, og den titel har jeg tænkt mig at genbruge til sidst i anmeldelsen. Det er tredje gang at Zoom hiver Anstalten til Danmark og det er sådan lidt en underlig sag at gå til. Noget er da meget morsomt og andet er slet ikke. Og det er underligt, at jeg har det sådan, al den stund at jeg tidligere faktisk har både hygget mig og moret mig og vistnok også endt med at give en god karakter. Sådan er det bare ikke med dette album. Mystisk.
Anyway, sommerferien er slut og vores brave lærere vender tilbage til deres arbejdsplads. Ikke alle er lige begejstrede og for at gøre ondt værre, er der et tv-hold på plads. De skal lave et indslag om den lokale skole, og har en halvtarvelig dagsorden. De vil rakke ned på lærerteamet og alt drejes og vendes, så det passer ind i den forudbestemte skabelon som producerne af programmet ønsker. Men alle planer til trods, så går det ikke helt sådan.
Og sådan starter Turistklasse med en 5-siders prolog, og følges op på yderligere 41 sider med gags og løjer. Ikke sådan falden på halen eller glide i en bananskræl, men med vægten lagt på det verbale og arketyperne fra skoleverdenen. Både blandt lederne, forældrene, de ansatte og blandt eleverne. Rammen er sådan set klart godkendt og fyldt med potentiale.
Det bliver bare aldrig rigtigt forløst og aldrig helt sjovt.
Som skrevet så fejler rammen jo ingenting. Og alle, børn som voksne, kender til typerne og kan sikkert en masse historier fra skoletiden. Så hvorfor er albummet ikke morsomt?
Svaret blæser lidt i vinden. Det kan der nemlig være masser af forklaringer på.
Hvis jeg så sætter mig lidt op i helikopteren og kigger lidt ned, ikke kun på Anstalten, men på humorstriben som genre og tager de kritiske briller på, så er svaret nok, at der, rammen til trods og alle de gode intentioner, alligevel mangler noget udvikling, nogle muligheder, noget nyt. Så kan man tage en mand på en ø, en halvfed kat eller andre humorserier som vi kender til (og nu nævnte jeg blot et par som jeg lige kom på), og lakonisk konstatere, at det nok er der at skoen trykker. Manglende udvikling. Og så er det lidt tomgang og ren turistklasse. Der er ikke noget på spil. Andet end at underholde, altså, og al ære og respekt for det. Jeg har bare oftest brug for mere end blot det.
Fans af humorserier, og fans af Anstalten vil nok give mig fuckfingeren og more sig ligegyldigt hvad, og fred med det. De vil være tilfredse og læse og sætte albummet op til de andre, og på den led er albummet præcist så godt som alle andre i samme genre. Det kan du så tage som en anbefaling eller en advarsel.
Erroc står for det sproglige og det kan der ikke sættes en finger på. Der tales nogle gange med store bogstaver, for det gør der i en skole og blandt mennesker, og sprogligt er tonen ramt tilfredsstillende. Det bliver aldrig rigtigt forlorent eller højpandet, og aldrig kommer vi under bæltestedet. Det KUNNE måske ellers højne albummet, men måske er det bare mit lumre jeg. Måske.
Tegningerne er såmænd også fine nok. Godt håndværk og så ellers ikke meget mere. Heldigvis aldrig hverken støjende eller larmende, hvilket ellers kan undre, da elever på et gymnasium bestemt ikke altid klapper kaje.
Samlet sure ord på en fredag, men jeg morede mig ikke.
Karakteren 02 er godkendt men ikke noget der pynter på karakterbladet, vel?
Titel: Anstalten – Turistklasse
Tekst: Erroc
Illustrationer: Pica
Forlag: Zoom
Format: Softcover, 46 sider i farver
Pris: 139,-
Isbn: 978-87-93546-11-4