Altså, det er en ordentlig moppedreng. Tung som et ondt år, fyldig med 382 sider og alt sammen i sorthvid.
Jeg taler om Aram og Piet Wijn.
Hvad for en fisk, vil mange sikkert spørge, men hvis jeg nu skriver Gammelpot, så falder tiøren nok for de fleste. Ja, det er nemlig Gammelpots fader, Piet Wijns mesterlige og ret fyldige værk, Aram, som gik i ugebladet Ude & Hjemme i perioden 1956 til 1963.
Med garanti ukendt for de fleste herhjemme, men det kan sagtens ændre sig.
Det er forlaget desAHJn som står bag, og i dette kryptiske navn med versaler og minuskler blandet sammen, gemmer sig vores alle sammens Anders Hjorth-Jørgensen.
Og jeg kan allerede nu røbe, at jeg er begejstret. Jeg begynder lidt traditionelt med risen. For det ER lidt af en mavepuster og sværvægter at give sig i kast med, og hvis man har fuldtidsarbejde og små unger i huset, så tager det en rum tid at blive færdig med læsningen. Så et råd herfra er at tage bogen inddelt i kapitler, måske samme kapitler som bogen i forvejen er udstyret med. Og så ellers bare læse derudaf.
Det kan trætte mine gamle øjne, at ruderne er så massive og så små og så ens. Og det faktum at alle sider er i sort og hvid. Men trætheden kan også hænge sammen med ovenstående med job og unger og at jeg faktisk forsøgte at lave en maratonlæsning.
Men det tror jeg nu ikke. Dengang var mediet et andet og tempoet med. Derfor kan det virke trælsomt at pløje værket igennem. Man skal ikke have drukket meget gløgg eller andet, for så ryger koncentrationen.
Forsiden er heller ikke vildt ophidsende og et hvidt cover synes jeg generelt man bør holde sig fra.
That being said, så hør nu:
For pokker da for en lækker udgivelse. Intet mindre.
Det er kompakt, det er utroligt lækre tegninger og man mærker den grundighed, helt ned i detaljen, der er lagt i hvert eneste strøg.
Man kan heller ikke undgå at bemærke, at værket er gennemsyret af professionalisme og grundighed. Kolofonen fortæller, at Anders Hjorth-Jørgensen har stået for de redaktionelle valg, herunder layout og den redaktionelle tekst. Alt sammen fremragende.
Hvis man i forvejen ikke havde Piet Wijn som en af ens yndlingstegnere og eventyrformidlere qua gamlingen med vadsækken, så er der rige muligheder for at blive det nu. I den grad endda.
Handlingen?
Jo, vi befinder os i en senmidalderperiode, og vi taler skumsprøjt og eksotiske lande, sværd, barske slag, intriger, skurke. Lidt som en 4-forestilling i biffen for mange år siden, blot i sort og hvid og som fortsætter. Godt og rigtigt standset efter hver af de 16 historier i samme form og format som de blev bragt der for mange år siden i Ude & Hjemme.
Det er især de mange eksotiske rejsemål der giver liv, for ellers kan man let drukne i de mange nærbilleder af ansigter. Jeg har faktisk aldrig oplevet så mange ansigter i billedform før. Det er både godt og skidt. Skidt fordi det i længden er lidt trættende og alt for lidt afvekslende, men også godt fordi de underbygger den, nogen gange, lidt anderledes måde at læse på. Vi er jo vant til dialog i bobleform, men her i Aram er der begge dele. Jeg er et vanemenneske og foretrækker boblerne, men man vænner sig hurtigt til kommentarboksene under illustrationerne, og den irritationsfaktor det sagtens kunne have været, er ikke til stede, da man (jeg) hurtigt vænner mig til at skifte fra billede til tekst. Det flyder sammen.
Udover kernen, de 16 historier, så er der kærlighedsflettet masser af ekstrahejs ind. Mest i starten hvor værket præsenteres, og for sådan en som mig, som elsker at blive klædt på af og med ekstramateriale og baggrund, så er det guffeliguf. Og, skal jeg bestemt også sige, så er der et væld af illustrationer, forsider, fotos og den slags. Durk i hjertet med det. Og så er der til hvert afsnit en lille forklaring. Heller ikke ringe, nej.
Nå – hvad så?
På den ene side et enestående fyldigt værk fyldt til bristepunktet med mesterlige tegninger og ekstramateriale.
På den anden side er der jo tale om en serie fra en lidt anden tid, og med et ganske andet tempo. Og hvis man læser som jeg, som er grovæder, så bliver man hurtigt mæt og en kende oppustet. Hvis man derimod rapser lidt af maden, lidt nu, lidt senere og lidt senere igen, så får maven og hjernen aldrig for meget.
Det sorthvide er godt for streger og detaljer, men samtidig også med til at formørke helheden og dermed indtrykket. Så KAN det hele synes en kende tungt og kedeligt.
Jeg har aldrig, men en enkelt undtagelse, nemlig Anders And & CO. dyrket eller været vildt forelsket i gamle sager. Om det så er Willy eller andre, så mangler jeg noget nutidigt speed. Jeg kan ikke forklare det, men har accepteret, at sådan er det bare.
Aram er dog en mastodont, et fortrinligt værk som klart har sit publikum blandt fans af Piet Wijn, blandt elskere af illustrationer i serieformat og blandt nostalgikere.
Og selvom tempoet og farvevalget og de andre ting jeg påpegede tidligere selvfølgelig trækker fra, så kan jeg ikke andet end give en ganske flot karakter. 5 funklende stjerner på en klar decemberhimmel.
Titel: Aram
Tekst og illustrationer: Piet Wijn
Forlag: Forlaget desAHJn
Format: Hardcover, 382 sider i sorthvid, fyldigt ekstramateriale
Pris: 400,-
Isbn: 978-87-970001-1-3