Asterix i StøvlelandetDet 37. bind af Asterix er nylig udkommet på samme dag over hele verden (undtagen Norge), i et samlet oplag på fem millioner eksemplarer. Det er en af de største tegneseriesuccés’er nogensinde, og i bind 37, “Asterix i Støvlelandet”, har tegner-forfatterparret Conrad og Ferri lissom fundet takten. Man bliver fortrøstningsfuld for fremtiden ved læsning af dette ganske vellykkede album, det tredie fra det nye team.
Conrad’s streg er Uderzosk uden at være en eksakt klon (det ville da også være kedeligt hvis den var…), og Ferri har gang i løjerne med ordspil, referencer til nutidens Italien, og hvad der nu falder ham ind i dette respektable forsøg på at nå fordums storhed, de glade Goscinny dage i bind 1-24.
Der bliver riffet gevaldigt på Goscinnismerne; nogle er sjove, andre lidt flade, og så er der nogle få, der bare er lidt for søgte. For eksempel da Asterix og Obelix kører forbi et hus hvor en ret tydelig Mona Lisa sidder ved vinduet og smiler mystisk til Asterix. Det er bare for søgt, totalt unødvendigt, og sådan er der altså nogle tilfælde, der får én til at slå over i parallel læsning, plottet parallelt med sporten i at få øje på så mange referencer til vor tid som muligt.
Denne klassiske Goscinnisme var jo et af den gamle series kendetegn, men hvor Goscinny balancerede tingene, kammer Ferri nogle gange over. Og det er egentlig synd. Heldigvis er mange referencer da gode nok, som da vore helte får serveret fladbrød og bemærker, at det kunne bruge lidt sovs. Det er pinsae fra Neapolis, en opdigtet (?) forløber for den klassiske Neapolitanske pizza. Osse parmaskinken, pastaen, og reven ost tages med i dette album. Og det er så bare det kulinariske.
Albummet vrimler med referencer, fra det skæve tårn i Pisa, til “et tilbud, du ikke kan afslå”. Ja, selv Italien’s nutidige migrantkrise bliver der satiriseret forsigtigt over. Cameos af kendte ansigter skal vi heller ikke snydes for, hold godt øje med personer, der til forveksling ligner Alain Prost, Silvio Berlusconi, og Luciano Pavarotti.
Conrad’s streg er lidt løsere end den meget kontante og konsekvente af Uderzo, det kan man især se på hænderne og fødderne. Uderzo tegnede fødder som ingen anden, undtagen Marcel Remacle. Det hele forekommer bare lidt mere løst, men det giver jo så også Conrad en egen identitet som tegner, så det er vel godt nok. Oversætteren er ikke længere Per Då, men den nye, Francois-Eric Grodin, scorer da nogle fuldtræffere, som f.eks. da en kimbrer klynker: “Os times den tort at trælle for en tvivlsom herre!” – det er fanme godt oversat.
Alt i alt er “Asterix i Støvlelandet” en ganske fornøjelig videreførsel af en af de helt store euroklassikere. Den kan godt være sig selv bekendt, denne fortællling om et væddeløb i kærre/stridsvogn, på kryds og tværs af Støvlelandet, en oldtids Giro d’Italia, med en sand parade af bifigurer, der kunne minde om en slags Goscinny’s Greatest Hits – goterne, briterne, kimbrerne, osv.
Fire bobler ud af seks mulige.
Asterix 37: Asterix i Støvlelandet
48 sider, farver, hc
Forlag: Egmont
Distributør: Faraos Cigarer
Tegner: Didier Conrad
Forfatter: Jean-Yves Ferri
Oversætter: Francois-Eric Grodin
ISBN 978-97-03274-72-3
Anmeldt af GoogaMooga