Home / Anmeldelser / Batman bog 2 – Jeg er selvmord

Batman bog 2 – Jeg er selvmord

Titlen siger det! Batman er ude på endnu en selvmordsmission (er de ikke alle det i virkeligheden?), denne gang dog lidt vildere end ellers, og derfor får han brug for ekstra hjælp i form af sin egen selvmords gruppe eller Suicide Squad, som det hedder på udenlandsk.


Fra forlaget sakser vi uden blusel: Bane ”knækkede Batman. Nu styrer han den fangeø, hvor han selv engang sad inde, med en jernnæve. Bane har noget – eller nogen – som Batman har brug for.


Og Batman har planer om en selvmordsmission for at få fat i det.


Men for at infiltrere et forbrydergenis højborg må den mørke ridder selv samle en hær af forbrydere. Fra Arkharm Asylums usle dyb vil han sammensætte en elitetrup af de mest vanvittige, dødbringende og farlige skurke, der findes – heriblandt Catwoman, den kvinde i verden, der kender ham allerbedst, på trods af hendes blodige klør.

Men Batmans improviserede Suicide Squad er præcis ligeså ustabil som den originale. Når begær, stoffer, vanvid og forræderi begynder at sætte sine spor på holdet, er det ikke alle, der slipper ud af Banes borg i live og intakt”.

Hvordan mon det ender? Hvem stiller træskoene? Nogen? Hvem trækker læsset? I denne genre er det ikke så meget resultatet, men oftest vejen ad hvilken, sådan også her. Forfatter Tom King fortsætter sin flotte og dystre fortælling om Batman med tegnerne Mikel Janin og Mitch Gerads, som også leverer varen. En enkelt anke er der dog. Den vender vi tilbage til.

Vi får, som nævnt Catwoman i fineste form. Forholdet mellem Batman og hende udbygges lige så stille – eller så stille går det nu heller ikke for sig. Med i gruppen er også Punch og Jewlee, (de, der læser DC’s Doomsday Clock kender de to som the Mime og the Marionette) Bronze Tiger samt Ventriloquist. Alle har roller at spille, nogle store, andre knap så, Ventriloquist en ret afgørende.


Den førnævnte anke er: Et helt hæfte/afsnit, hvor Batman messer den samme sætning igen og igen: ”Jeg brækker fandme ryggen på ham” er for meget. Hvorfor gør King det? Enten for at vise, hvor enerverende gentagelser kan være i tegneserier eller et forsøg på humor, eller lad os vise, hvor besat Batman egentlig er eller en blanding af disse, men jeg fandt det irriterende. Det bliver for monotont. Ellers viser Tom King os en menneskelig Batman, og de eminente tegninger understreger dette, men Batman (og Bronze Tiger til dels også) med et vokabularium på auto-repeat gør ikke noget godt for historien. Heldigvis er det blot et enkelt kapitel/hæfte, og det bliver så også opvejet af de gode tegninger, som nævnt. 

Man er nødt til at købe præmissen, at Bane styrer en forbryderstat i det gamle Arkham, i sig selv en fuldstændig bims tanke, men er du med på rutsjebaneturen, så er der lidt ”Olsen bande” over selve planen/plottet, med at samle et team af forbrydere og bryde ind i en forbryderstat, lidt ”mens du ser på min ene hånd, opdager du ikke, hvad min anden hånd gør!”- et kendt gammelt tryllekunstnertrick. Det er på en måde meget fint udtænkt. I lang tid undres man over, hvad i alverden Ventriloquist UDEN bugtalerdukke skal med på holdet for, og det er fint, det pirrer læserens nysgerrighed. Somme vil sikkert mene det er lidt langtrukkent, men sådan er det i disse Netflix/HBO – serie tider. Det SKAL vare længe – ligesom julen.

Det hele ender som det skal og til overflod slutter denne samling Bat-historier af med en kærligheds én af slagsen. Super god! To kapitler, hvor det er Gerads, der tegner og der er Gotham Citys tagtoppe og ”Gotham by night” i massevis. Jeg ved ikke om der er computere inde over. Det er der sikkert, og flot er det. Flot! Tom King vil noget med Bat og Cat, og mens de to turtelduer svinger sig igennem historien og over byens tage får de lige banket et par håndfulde af Batmans knap så kendte modstandere bl. a. Clock King, Mad Monk, Cavalier, Signal Man, Kite Man. Mag Pie osv. Det er et sjovt indslag! Alvoren er også til at tage at føle på, da Batman overfor Alfred, hårdtsåret i Bathulen, beskylder Catwoman for at have taget noget fra ham.

En fin superhelteudgivelse, i sædvanligt godt RW/Fahrenheir udstyr. Oversættelsen er i orden, og der er forsider og variantforsider til hele pibetøjet. Flotte! Det bliver til 5 fyldte skåle med flødet til Catwo – og Batman! En 5’er!

ANMELDT AF HENNING BRAUNSTEIN

Tekst: Tom King
Tegninger: Mikel Janin, Mitch Gerad
Oversættelse: Astrid Skov-Jakobsen
Forlag: RW/ Fahrenheit
Format:168 sider, 15×21 cm, HC
Pris 244;-
ISBN: 9788833041179