Home / Anmeldelser / Batman og Robin bog 1 : Den fødte dræber

Batman og Robin bog 1 : Den fødte dræber

Batman_og_Robin_1En ny titel på dansk? Nej, egentlig ikke, der er blevet udgivet massevis af Batman & Robin historier på dansk, men typisk har titlen på udgivelserne bare været Batman. Der udkom et oneshot på dansk i 2008 der hed ”Batman og søn”, og det kunne titlen på denne nye bogserie såmænd også lige så godt have været, fordi det er nemlig det det er – Batman og hans søn Damian, der nu er Robin.

Forfatteren er Peter J. Tomasi, som danske læsere måske kender fra Lysbrigaden (The Light Brigade) og tegneren er Patrick Gleason, der har været tegner på mange forskellige titler fra DC Comics.

Man kan sagtens springe på den nye bogserie, og få fuldt udbytte af historien, da der er tale om en genstart i form af lanceringen af New 52 universet, og hvis ikke folk allerede ved at det nu er Batmans søn der er Robin, finder de hurtigt ud af det, og i løbet af historien får man de oplysninger om Damian man har brug for, og så er der egentligt ikke mere man behøver at forholde sig til. Men hvis du løber over udgivelsen fra 2008 er den værd at købe, da den indeholder fire historier, hvor Batman første gang møder sin søn, og det bliver forklaret at det er Ra’s Al Ghul’s datter Talia, der er moderen, samt at Damian lige fra barnsben har modtaget træning fra Snigmordernes Liga, og er blevet stærkt indoktrineret under sin opvækst.

Tilbage til den nye udgivelse – Der er sådan set to plot i historien, det ene er at Bruce Wayne ikke er specielt god i faderrollen, og laver den ene opdragelsesfejl efter den anden, og at Damian heller ikke er er særligt god til at adlyde, og leve op til sin faders forventninger. Bruce prøver at  acceptere Damian og hans fortid, og prøver at lære ham om moral og retfærdighed. Bruce ser Damian som ødelagt, på grund af hans opvækst hos Talia, og prøver på at lave om på ham. Damian ønsker blot at blive accepteret af Bruce som han er, og ikke hele tiden at blive rettet på. Men Damians opdragelse hos Talia, og den nye han får hos Bruce, er to vidt forskellige verdener, og inderst inde har han voldsomme problemer med at holde styr på sig selv.

Batman_og_Robin_2Det andet plot er fjenden Nobody, der trækker tråde helt tilbage til tiden da Bruce Wayne endnu ikke var blevet til Batman. Dette er ret interessant da det kaster lys over nogle af de tidligste år, og giver ny information om Bruce Waynes træning for at blive Batman. Nobody bekæmper ligesom Batman kriminalitet, dog på en helt anden måde, hans fremgangsmåde er at være så diskret som muligt, så ingen ved han eksisterer, og at få hans ofre til at forsvinde totalt sporløst, helt uden at efterlade spor. Nobody prøver på at overbevise Damian om at hans måde at bekæmpe forbrydere på er den rette, og han foregiver at han accepterer Damian som han er, og prøver på at få ham over på sin side. Det ender med at de to plot bliver flettet sammen, for at give endnu større problemer i fader og søn forholdet.

Først og fremmest må dette siges at være en far og søn historie, og en ret god en af slagsen. Der er godt nok en fjende i historien, men hovedformålet med dette er at få far og søn forholdet til at kulminere. Bruce prøver ihærdigt på at være en god far, men går rundt med frygten for at fejle, og Alfred prøver at hjælpe Bruce alt det han kan. Damian kæmper med at kontrollere den dødsensfarlige træning og indoktrinering har har fået fra barnsben, og prøver at opnå tillid og blive accepteret af sin far.

Stor ros til Peter J. Tomasi for at skrue en ualmindelig god historie sammen. Man får virkelig følelsen af at det er en familie der kæmper for at få tingene til at fungere, men det hele bliver hele tiden mere og mere tilspidset, for at bygge op til et klimaks der bliver udløst til allersidst, og ender med en slutning som jeg i al fald ikke havde set komme.

Nu er det ikke kun forfatteren der skal have ros, for tegneren gør det altså også virkeligt godt. Som det fremgår er dette en fortælling med stærke følelser, og Patrick Gleason må siges at være en sand mester til at få dette tegnet ind i billederne. Forsiden på bogen er også utroligt flot tegnet.

Dette er en flot hardcover udgivelse, der indeholder Batman and Robin New 52 # 1-8, og der er ekstramateriale inkluderet i form af det udlæg til historien, som Peter J. Tomasi oprindeligt sendte ind til DC Comics, karakterdesign, skitser, ridslayouts og et uddrag fra manuskriptet til Batman and Robin # 7.

En rigtig flot og eksklusiv udgivelse, hvor vi ser Batman fra en følelsesmæssig side, som vi ellers ikke har set meget til. Action, mystik og drama på højt plan i en flot tegnet historie.

karakter_5af6

BATMAN & ROBIN bog 1: Født til at dræbe
Hardcover: 192 sider, helt i farver
Mål på bogen: 168×256
ISBN: 9788868736484
Pris: 249 kr

Læs MERE om Batman og Robin bog 1 : Den fødte dræber HER.