Home / Anmeldelser / Batman: Uglernes Domstol

Batman: Uglernes Domstol

Batman 1 Uglernes Domstol forside

Batsignalet lyser igen over Danmark!

Batman 1 Uglernes Domstol forsideI nogle år har det være tyndt med superhelteudgivelser på dansk, men nu sker der noget! Min bøn, og sikkert mange andres, er blevet hørt. I efteråret 2014 kom jeg, i min anmeldelse af Batman – Dark Victory, til at udtrykke det lønlige håb, at der ville komme regelmæssige Batman udgivelser i Danmark og gerne lidt oftere, og oh, store under, hvad skete? Forlaget Zoom har indgået et samarbejde med det italienske forlag RW/Lion om at udgive DC tegneserier på dansk!

Der har on and off være selvstændige superhelteserier på det danske marked siden ca. 1950, i de senere år sjældnere og sjældnere, men nu ser det ud til at i hvert fald DC’s udgivelser med dette initiativ vil være stærkere repræsenteret.

Batman: Uglernes domstol er første nummer i en bogserie, som indeholder 7 numre fra 2011-12.

De kreative kræfter bag er forfatteren Scott Snyder og tegneren Greg Capullo. Snyder har skrevet noveller, hvoraf Stephen King var mægtig glad for et par stykker, og dette medførte, at Snyder i 2010 lavede American Vampires sammen med King på DC’s imprint Vertigo. Året forinden havde han lige være et års tid hos Marvel, og efter successen med American Vampires gik han videre til  Detective Comics, inden DC lavede The New 52, hvor Snyder så fik tøjlerne til Batman og Swamp Thing titlerne. Greg Capullo har arbejdet for Marvel på bl. a. miniserien Quasar og X-Force, hvor Todd McFarlane så hans arbejde og fik ham over på Image til Spawn. I 2011 kom Capullo så over på nærværende titel hos DC.

Batman-Uglernes-Domstol-Side-1

I Uglernes domstol vil Bruce Wayne gøre Gotham City lysere ved at investere i en masse nybyggeri og renoveringer. Dette får et 100-årigt gammelt hemmeligt broderskab til at efterstræbe Batmans alter ego på livet. ”Uglerne” er ikke interesserede i ændringer af byen af mange grunde, og de ved ikke, at Wayne er Batman. Batman kender ikke til broderskabet, men efter noget klassisk Batman detektiv arbejde opdager han sagernes rette sammenhæng. Undervejs møder vi nogle af hoved- og bipersonerne, både gode og onde, i Bat-universet såsom Alfred, Kommissær Gordon, Harvey Bullock, Vicki Vale er blevet støvet af og fundet frem fra gemmerne og ikke mindst Dick Grayson /Nightwing har et par klassiske Batman/Robin sammenstød. Historien lægger ud med et kæmpeslagsmål mellem Batman og de indsatte i Arkham med deltagelse af bl. a en speciel version af Jokeren på mere end en måde!

Det er en fin historie Scott Snyder spinder. Efter Grant Morrisons vilde, paranoide ridt, der gik forud for DC’s New 52 relancering. Er paranoiaen og sindssygen tonet et par grader ned, så lidt flere måske kan være med. Der er stadig frådende vanvid på Arham Asylum og når Batman bliver presset, men der er lidt mere ”det skal nok gå” eller ”vi ved, han klarer den” end hos Morrison, og det er jeg godt tilfreds med. Det eneste jeg har lidt svært ved at sluge, er at Batman ikke kender til eksistensen af Uglernes hemmelige broderskab. Batman er lynende intelligent, skarp og ved alt! Så det er li-idt usandsynligt (ja, det er der meget, der er i superheltehistorier, men lad os nu lege med), at broderskabet har kunnet gå under Batmans radar. Personerne er troværdige, godt skildret, vi ser flere forskellige sider af Bruce Wayne, og måske har folkene bag Gotham TV serien hentet inspiration fra en drengedetektiv – sekvens med unge Bruce, hvem ved? Alle stjæler fra alle. Jeg fik i hvert fald tankerne drejet i den retning.

Batman-Uglernes-Domstol-Side-2

Greg Capullo er genial til Batman! Intet mindre. Efter de mange år på Spawn, som først McFarlane klon og siden, mere og mere sig selv, synes jeg, han er et fund til Batman. Der er detaljer, men ikke så overdrevent, som hos Spawn. Det skal også være en god tegner i bredeste forstand, da DC satsede meget på den nævnte New 52 lancering. Kappen er en stor del af Batmans udtryk, og her har det tidligere arbejde med Spawns kappe tydeligt gjort Capullo til en ”kappemester”. Hans Batman er muskuløs, men ikke for muskuløs, selvom det overdrevne jo er kendetegnet for superhelteserier. I en samtale med en borgmesterkandidat syner Bruce Wayne mindre, om end selvfølgelig velproportioneret. Der er et par flotte splash-pages både i åbningssekvensen med slåskampen  i Arkham Asylum og også en dejlig Batgrotte tegning. Det eneste aber dabei, der er i mine øjne, er at mange af de mørkhårede mænd ligner Bruce Wayne. Det kan skyldes denne anmelders svage, om end korrigerede syn, men der er noget om det. En anden lille anke er, at i nogle talebobler er teksten lille. Jeg tager kontaktlinserne af og hinkestenene på, og så skifter jeg mellem ”brille og ingenting læsning”. Det har jeg mange års træning i, men det må være irriterende for nogle læsere. Jeg prøvede taleboblerne af på et par bekendte, og den er god nok, men det er formodentlig en teknikalitet p. gr. a. oversættelsen. Denne sidstnævnte er for øvrigt varetaget af Michael Gabelgaard Nielsen, og det fungerer fint. Skurke og helte hedder det, de hedder på originalsproget, ”Court of Owls” er oversat, som det ses af titlen, og broderskabets forlængede arm ”Talon” er oversat til Kloen, og det er, som det må være. Farvelægningen er flot og tilskrevet en hr. FCO med til-eller efternavnet navnet Plascencia. Han har arbejdet sammen med Capullo på Image i titlerne Invincible, Spawn og Haunt

Batman Uglernes Domstol skitseBogen indeholder sort/hvide udgaver af bladenes oprindelige forsider, såvel som disse samt alle syv forsidevarianter, samt et par manuskriptsider med skitser af Capullo, foruden to sider med Capullo skitser. Papirkvalitet, tryk og indbinding er er lækkert i mine øjne.

Bogen opsamler enkeltnumrene BATMAN:  # 1 – 7 og fortjener 5 bat-a-rangs ud af 6 mulige! Eller 5 stjerner ud af 6.

Velkommen tilbage; Batman!

karakter_5af6

Batman: Uglernes Domstol
Farve, hardcover. 176 sider
ISBN: 987-88-68736-46-0
Oversat til dansk af Michael Gabelgaard Nielsen.
Udgivet af Forlaget RW/Lion i samarbejde med forlaget ZOOM
Pris: 239,-

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *