Bernard Prince 1968-1970
Bornholm er just nu dækket af sne, og mere er på vej. Kun de større veje ryddes og da ugen varsler mere sne og kulde, så væbner vi os med både ærefrygt og barnlig forventning. Vejret er omskifteligt og her på øen rusker det mere end jeg husker andetsteds. Vi har jo små børn og for dem er sne fantastisk. De ved ikke endnu hvor irriterende det er at bilen ikke vil starte, at man skal rydde fortovet for sne og at fygning er noget den onde har skabt.
Foran mig ligger der en dejlig udgivelse fra Zoom. Det er et fyldigt samlebind med forord af Thierry Capezzone, en enkelt kort historie og så samlebindets kerne, tre album fra duoen Greg og Hermanns tidlige samarbejde og ind i mellem dem tre originale forsider.
Når jeg startede anmeldelsen her på øen og fortalte om snevejret, så var min plan at lade snestormen være overgang til de mageløse naturbeskrivelser, som Hermann får skabt. Ikke så meget i den første hovedhistorie, Manhattan, som klart er mere spas og mindre gang i den end de senere, men altså i de to sidste, Flammer over ørkenen og Stormens lov. Her er der landskaber og vejrlig.
Nå, hvis vi skal starte med de syrlige bolsjer, så er punktstørrelse bestemt ikke til mine øjne. Jeg må have læsebriller. Jeg har nået en alder, hvor jeg stadig kigger efter damer, men kan ikke huske hvorfor. Ellers er det overordentligt vanskeligt at finde noget at mukke over. Det skulle da lige være i forhold til korrekturen, for der er enkelte småfejl, og det gør selvfølgelig altid en smule ondt. Selv i forordet hvor der ihvertfald ét sted mangler et bogstav. Flueknep ja. Men så er det nævnt.
Den første af de lange fortællinger, Manhattan, er lidt gumpetung. Den er sine steder noget langhåret, og man savner noget mere KAPANG.
Så er der en kort historie, og den er læst og allerede glemt. Det siger vist alt.
De sidste to, Flammer og Stormen er dem der bærer hele skidtet. Der er simpelthen tale om et anderledes let flow, og det pynter. Især Stormens lov ætser sig kærligt fast.
Min alder gør også, at jeg kan huske Bernard Prince fra dengang. Helt tilbage i min ungdom og hvor jeg både blev begejstret og overvældet. Om det var i Jetbøgerne eller Fart & Tempo kan jeg ikke huske, men hul i det. Jeg nød gensynet og jeg kan allerede nu erklære, at vores trio og disses oplevelser stadig holder.
Når jeg skriver at gensynet holder, så er der nok mest tale om det visuelle.
Som Thierry Capezzone også lige åbner for i forordet, så kan man (jeg) ikke lade være med at tænke på Hergés valg af trio. Og om der er tale om et tilfældigt sammenfald eller ej. Pyt skidt med det. Ligegyldigt pladder.
Altså, hatten af for tegningerne. Furer i ansigterne, stilrene luksuriøse fartøjer, og prøv lige at tage en svømmetur med en muræne. Flot, storslået og bare en så forbistret realistisk streg, at man udover benovelsen også lejlighedsvist glemmer at der ‘kun’ er tale om tegninger. Man forsvinder så at sige ind i dem og sluger dem glubsk med øjnene.
Måske vidende om at disse tidlige streger bare skulle blive bedre og bedre.
Vi er tilbage i 70’erne og det kan man godt fornemme. Det har selvsagt sin charme, men på samme måde som når man nyder et gensyn med en 007’er, altså de ‘rigtige’, så kan man vælge at irritere sig over tempoet og de rent filmiske effekter, eller bemærke dem med en kenders overblik. Manhattan er såmænd ok, men altså ikke et ikonisk værk af en historie. Med de rette briller på er de nogle og 36 sider endda lidt kedelige.
De briller har jeg nu ikke på, mine er læsebriller og lad mig afslutte hvor jeg begyndte.
Nemlig ved naturen den løjerlige charmerende bitch, og dvæle ved nogle af de mange perler. Fx på side 114 da murænen kommer meget tæt på, grønt vand med sort skygge, eller sandstormen i albummet forinden. Eller den der herlige dumme dromedar som jo bare ligner en dromedar. Igen, det er alt sammen så realistisk.
Jeg har lovprist tegningerne, men kvalitet er ikke kun visuelt. Og der ER noget over disse fortællinger. Det ER der altså, selvom jeg er lidt knibsk overfor Manhattan og Passageren.
Jeg ved det, fordi da jeg voksede op, så læste jeg altid og alt. Og har naturligvis glemt 99 %. Men de der Bernard’er sidder derinde i de grå kasser. Jeg kalder det for blivende indtryk, og det udløser samlet en flot femmer.
Titel: Bernard Prince 1968-1970
Skrevet af Greg
Tegnet af Hermann
Oversat af Sebastian Weirsøe Flamant
Forlag: Zoom
Format: Hardcover, 144 sider i farver med forord, 3 lange og en kort historie samt forsider
Pris: 249,-
Udgivelsesdato: 15. Februar
Isbn: 978-87-93564-48-0