Home / Anmeldelser / Blåfrakkerne – Kaptajn Nepel

Blåfrakkerne – Kaptajn Nepel

Kaptajn Nepel

 

Tag din gode rare ja-kalot på. Læs dernæst Zooms nye Kaptajn Nepel, og glæd dig over de friske farver, de vante humoristiske optrin og en klassiker indenfor westerngenren og ofte i militæret, den med at de overordnede ikke aner fra næse til mund, og der skal noget heltemodigt og initiativrigt ekstra til, så at den eller hin katastrofe afværges.

Ja, da jeg var inde at springe, syntes vi, at befalingsmændene var nogle sindssyge tosser. De syntes sikkert det samme om os. Autoriteter distancerer. Oftest bevidst og selvfølgelig også ofte ubevidst.

Du har altså den gode hat på. Du lader dig rive med af handlingen og er spændt på, om duoen Blutch og Chesterfield får reddet kastanjerne ud af ilden. Du nyder fortællingen til fulde og spekulerer på, om en hård basistræning giver gode soldater, som Chesterfield gør, eller blive handlingslammede nikkedukker eller marionetdukker. Blutch er som sædvanlig kontrær og laver fis og får en deling i færd med at øve eksercits, til at gå ud i en flod.

Du noterer dig, at alt går op i en højere enhed, og at albummet både er velfortalt, har en bærende rød tråd og at der både er plads til flere interessante problemstillinger.

Man kunne også gå albummet og fortællingen lidt nærmere i sømmene, og så tegner der sig et lidt andet billede. Et broget et, faktisk. Mere om det lidt senere.

I Kaptajn Nepel er handlingen denne:

Blutch og Chesterfield skal eskortere Kaptajn Nepel til Fort Bow, et par dages rejse væk, og der skal Nepel varetage den daglige ledelse, da obersten på fortet har det skidt. Men hvor fortet og soldaterne der trives i dagligdagen, som betyder, at indianere kan købe og sælge udenfor fortet, at kinesere og sorte ikke trynes eller ringeagtes (udover at have nogle lortejobs), så er kontrasten til Nepel ret stor. Kaptajnen har et noget firkantet (et-øjet) syn på ledelse og autoriteter, og der er ikke plads til hverken åbne døre, kinesere, sorte eller andre former for personer, som ikke er ’rigtige’ amerikanere!

Jeg behøver næppe berette mere. Det giver selvfølgelig stridigheder og vores venner, B og C, må træffe et valg. Skal man være professionel soldat og parere ordrer, eller er det tilladt at tænke og agere selv?

Mere siger jeg ikke.

Argh. Hvad skal man så mene? Jeg synes, at selve rammen er ok, netop fordi vi rører ved noget, som mange kender til. Og set i et nutidigt sigte, så er temaet med adskillelse eller samling aktuelt. Ordet racist bruges skam også et par gange, men vi kommer aldrig rigtig til sagens kerne. Det bliver hurtigt for tyndt og dermed ret ubetydeligt, og aldrig så groft eller ondt, at man får følelserne med. Det bliver sådan en omgang lala, og er lidt trist.

Det slår mig samtidig, hvor flot og sikkert soldaterne i deres blå uniformer tegnes og skildres, og så hvor inderligt uvedkommende og fantasiløst indianerne fremstilles. De har samme statur, samme mimik og har man set én, så har man set alle. De er simpelthen kopier af hinanden. Sjovt og mærkeligt i grunden, at jeg ikke tænker det samme om de blå (hvide), men skægvækst, hårfarve og andre karakteristika gør nu noget. Ikke meget, ok, men nok til at de virker mere ’rigtige’.

En torn i mit læseøje er også, at man tilsyneladende er ’dus’. I mine år i den grønne trøje var vi kun dus hvis vi var fulde! Nå, that was then.

Nepel er selvfølgelig en idiot, og klappen for hans venstre øje giver ham et endimensionelt syn, både konkret og i overført betydning. Derudover er han også temmelig ligegyldig.

Det samme er albummet, sorry to say. På ingen måde løfter hverken plot, dialog eller tegning sig over gennemsnittet af Blåfrakkealbum, og når selve kernen, Nepel selv, ikke for alvor træder i grum karakter, så bliver det derefter. Jeg sad under læsningen og tænkte på Fort Navajo # 3, General Guldmanke. Og uden at skulle sammenligne i øvrigt, så fik jeg bare lyst til at genlæse denne fortræffelige fortælling.

Et andet sted kom jeg også til at tænke på Manden som er hurtigere end sin egen skygge. En sekvens i en af de tidligste LL’er, Apachekløften. Men her, i Lambils streg, bliver indianerne blot kopier af sig selv. Synd.

Jeg er normalt glad for Lambil og Cauvins Blåfrakker, men lige præcis det her album, er ikke en krigsdans værd.

Men altså. Jeg er jo også en gammel røv, og hvis jeg læste albummet for Osvald, med lydord og den slags, så ville det være et hit. No doubt.

Det udløser fattige tre vinkler på skulderen.

 

 

Titel: Kaptajn Nepel

Tekst: Willy Lambil

Tegninger: Raul Cauvin

Farvelagt af: Leonardo

Oversættelse: Michael Gabelgaard Nielsen

Forlag: Zoom

Format: 46 sider i farver, indeks bagest over original rækkefølge samt danske titler

Pris: 139,-

Isbn: 978-87-93564-89-3

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *