Home / Anmeldelser / Blåfrakkerne – Sallie

Blåfrakkerne – Sallie


Les Tuniques Bleues. Det er en titel, som gør godt i munden. På dansk Blåfrakkerne og dem har de danske læsere nyt godt af over nu snart en halv menneskealder. Jeg mødte ‘de blå’ som barn, og læser stadig med, når lejligheden byder sig. Det gør til stadig, og på dansk for første gang kan man læse softcoveralbummet Sallie. Zoom er bag, og både den indre og den ydre ramme er velkendt.


Det ydre først: Softcover, 46 sider i farver, bagerst udgivelserne samlet på dansk og originalsproget. Fint nok. Let, ligetil og genkendeligt.


Hvad det indre angår, er der også tale om status quo. Et statisk persongalleri, de sædvanlige bryske bravlerier mellem vores to hjertevenner, Blutch og Chesterfield og også dette er fint. Normalt er jeg mere til dynamiske udgivelser, med ændringer i miljø, tid, personer og galleri, men ved du hvad, engang imellem kan en leverpostejmad med lidt grønt på toppen være fint og nok.


Sallie er titlen og grundtonen og tematikken hyggelig og ret nærværende for mange af os. Relationen mellem dyr og mennesker, og præcis som vores tossede duo, så er der dem, som regner dyr for dyr og som kan erstattes, og andre hvor dyr bliver noget meget mere vigtigt og uerstatteligt.


Blutch tilhører sidste kategori, selvfølgelig, for hans hjerte og værdisyn er vanen tro mere humant end buddyen Chesterfield. Sidstnævnte virker småjaloux og knotten over den tid og den omsorg, som Blutch’ hest Arasbesque er til dels. Så langt så godt.


Det er er med til at gøre Les Tuniques Bleues ekstra vedkommende, er at ‘der er noget om snakken’. Oplæggene er som oftest baseret på noget faktuelt sandt og så formår folkene bag, i dette albums tilfælde Cauvin og Lambil, er at flette en fiktiv handling ind over noget, eller nogen, som har været. Sallie er en hund, en dejlig kærlig firbenet sag, en bullterier.

Sallie er fortællingens ærinde, og samtalen mellem os voksne og vores unger er, groft sagt og helt oppe i værdihimmelen, at vores afkom får en bevidsthed om andre end sig selv, det være sig mennesker og dyr.

Rammen er borgerkrigen, men den er uvæsentlig i denne sammenhæng. Handlingen faktisk også. Den kommer jeg ikke så meget ind på. Dog røber jeg, at det drabelige slag mellem de blå og de grå har følge af netop Sallie. Men altså. Pyt med det.


Jeg nævner børn ovenfor, fordi dette album er, gruen til sidst til trods, er børnevenligt om noget. Dannelse går forhåbentlig aldrig af mode, og jeg er nok mere Blutch end surmulen Chesterfield.


Jeg og mine unger nød læsningen og snakken og den halve times hygge, som det tager at læse albummet højt med børnestemme og lyde. På sæt og vis en perle og dermed helt i top.

Men jeg er jo voksen og synes, at der er et par småting der rumsterer i tandhjulene. Selve ærindet bliver for søgt, for tuttenuttet simpelthen. Jeg er heller ikke helt oppe i happy mode over tegningerne denne gang. Godt håndværk lyder så let at skrive, men ansigterne, mimikken, øjnene, tænder. Alt der giver karakterne særpræg og dynamik, er bare mindre vellykkede. Slet og ret.

Der er et slag til sidst, en blodig fætter, men hold da op, hvor virker iscenesættelsen af det banal og stupid. Så enfoldige og tåbelige er der altså ingen ledere der er. No way.


Ja. Så sammenfattende er dommen lidt brutal. Et søgt tema, en mindre heldig pen og en pløkåndssvag og også søgt slutning gør, at jeg…


Ja, for på den anden side, så er albummets målgruppe ikke en sur røv som mig. Og mine unger, min Vox Populi, er anderledes glade. Så meget, at vi flere gange har talt om netop temaet, og det er værdifuldt. Meget mere end om øjne og mimik stikker af.

Det bliver en kombinationskarakter. To skudsalver denne gang.

Titel: Sallie
Tekst: Raul Cauvin
Illustrationer: Willy Lambil
Farver: Leonardo
Oversættelse: Per Vadmand
Forlag: Zoom
Format: Softcover, 46 sider i farver
Pris: 149,-
Isbn: 978-87-7021-031-7

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *