Apache er den samlede beretning om Blueberrys første møde med apachehøvdingen Geronimo, som Blueberry under sin rekonvalescens bidvis fortæller til journalisten John Campbell fra sin sygeseng i bind 24 – 28. Historien fremstår her som en helhed, og Jean Giraud har tilføjet nye tegninger og hele sider, ligesom teksten er delvis gennemskrevet, og der er i et vist omfang foretaget nyfarvelægning.
Historien udspiller sig i vinteren 1865 – 1866 umiddelbart før Blueberrys ankomst til Fort Navajo, hvilket som bekendt indleder den originale series bind 1.
Derfor udgives Apache som bind # 0.
Handlingen
Traumerne efter borgerkrigens rædsler har fået Blueberry til at drikke, og det er vitterligt i svinestien vi møder ham. Både reelt men også i overført betydning. Han bliver, igen nærmest symbolsk, anbragt ovenpå en diligence, og kommer langsomt til live igen efter sin lit de parade. Stinkende af sprit, manglende hygiejne og dunsten fra svinestien gør, at han bestemt ikke er velkommen indenfor, hvor en ganske nydelig ung dame befinder sig, sammen med sin far. Denne far, en kolerisk præst, væmmes ved Blueberrys væsen, der fundamentalt er imod alt, hvad han selv står for. Orden, pligter, regelmæssighed, dedikation…
Men selv præster har lig i lasten, og det skal Blueberry sidenhen erfare.
Inden vi når så langt, møder vi for første gang albummets virkelige helte, apacherne, der angriber diligencen…
Kritik
Det er lang tid siden, at jeg sidst sad med et Blueberry album, som jeg skulle læse for første gang. Lang tid siden. Så mine forventninger var tårnhøje. De foregående album (eller efterfølgende, da Apache formelt er album# 0) står for mig som stor tegneseriekunst, både hvad angår stemningsfulde tegninger og de fantastiske beretninger fra det vildeste vesten. Og forventninger, tårnhøje tilligemed, kan være vanskelige at leve op til.
Tegningerne er superflotte. Der er næppe nogen der, som Giraud, kan tegne bjerge, klipper, ja landskaber fra det vilde vesten, og hver eneste rude er som at være der selv. Stilen er præcis som i de øvrige album og man fornemmer Mikes ubarberethed på samme måde som de rå klipper, den piskende regn og den nådesløse bagende sol. Tegnemæssigt er dette album af flot kvalitet.
Historien, til gengæld, er jeg mere lang i spyttet over. Min allerførste anke er selve hovedpersonen, Mike Blueberrys, alkoholisme. Det hænger simpelthen ikke sammen, at et menneske, der i den grad er ved at drikke sig ihjel, pludselig fravælger flasken (omend han tager sig en tår i ny og næ) og fremstår som den skarpsindige helt, der tænker og gør det rigtige. I mit verdensbillede, og med min viden om alkoholisme (min far har drukket de første 26 år af mit liv), så er det en stor kamel at sluge, at Mike den ene dag ligger comatøs i en svinesti, og næste dag er større end stor. Det virker for søgt…
Geronimo møder vi også, dog uden at han gør det store væsen af sig. Hvilket er en skam, for der er væsentligt mere gods i Geronimo end fuldebøtten Mike. Dog har legenden haft en vision om Blueberry, og det er Mikes held, omend jeg påny ærger mig… Det virker for letkøbt med den slags hokus pokus.
Spændende er til gengæld præsten, omend han portræteres så stereotypt og umenneskeligt, at det næsten gør ondt. Lidt mere alsidighed fra Girouds side havde ikke skadet. Omvendt kan man så høvde, at i denne præst, børnetyven, som apacherne kalder ham, ligger Girauds reelle ærinde. At blotlægge enhver form for missionering som ond, hadsk og umenneskelig. Måske?
Konklusion
Apache lever ikke op til mine forventninger. Tegningerne trækker voldsomt op, men selve suppen ender med at blive tynd. Der er for meget tomat og gulerod, og alt for lidt pastinak, ingefær og andre stærkere sager…
Fans af serien skal selvfølgelig nappe # 0, men for andre tegneseriekøbere virker 200,- pisk lidt i overkanten…
Manuskript: Jean Giraud
Tegninger: Jean Giraud
Oversætter: Jens Peder Agger
Forlag: Cobolt Comics
Udgivet: April 2009
Sprog: Dansk
Medie: Tegneserie
Sidetal: 64 sider
ISBN-nr: 978-87-7085-373-6
Pris: DKK 198,00
Aldersgruppe: 12-60 år
Anmelderens vurdering af udgivelsen (skala 0-6 point):
Manuskript: 3 point
Tegninger: 5 point
Oversættelse: 4 point
Præsentation: 4 point
Kvalitet til prisen: 3 point