Normalt læser jeg et album i én køre. Kaffen ved siden af, og ingen børn eller andet til at forstyrre. Hvad tager det? Alt afhængig af humør, energi og selve albummets tyngde, så kan det tage en 20 minutters tid for de simpleste, fx nogle af de sjovere album, og helt op til en time eller deromkring, hvis handlingen er kringlet og værket er digert.
I onsdags begyndte jeg på Cobolts samlebind, Blueberry 3 – De samlede eventyr, og nu hvor det er fredag og helligdag, er jeg ikke færdig endnu. Ja, der har været lidt andet oveni, unger blandt andet, men jeg har skam være intens i min læsning. Hvor vil jeg hen med denne start? Jo, at fortælle, at der i dette digre værk, er der voldsomt meget godt læsestof, og det er bestemt ikke noget, man bare sådan lige klarer i en ruf.
Værket er det tredje af de planlagte ni, og er let at anmelde. Let fordi vi igen er helt oppe på de store nagler og fordi jeg alle dage har haft et særdeles godt øje til genren. Jeg har selvfølgelig læst Blueberry før. Først i de glade Fart og Tempotider, sidenhen i album, men om det har været den ene eller anden version, kan jeg ikke huske. At genlæse Blueberry nu, med min alder og ro, er sublimt. Jeg kan huske, at der var drillerier og andet på Serieland, om Blueberry nu var den sande og hellige udgave, som redaktør Carsten Søndergaard havde udtalt, og ja. Hvad skal jeg skrive? Manden har ret. Så ubetinget. Jeg har haft fornøjelsen af at læse og anmelde de første to samlebind, og nu altså også denne tredje, og der er ikke tvivl i mit sind. Det er mesterligt at læse og se i, og i forlagets hænder bliver det lige så mesterligt behandlet.
Jeg har siddet med siderne i solen og inde i stuen, og papiret og farvelægningen gør, at jeg kan læse begge steder. Der er ikke noget generende genskin eller genskær fra solen, og selv inde i stuen springer siderne let frem, lækre og letlæselige. Det sidste skal lige have et ekstra ord med, for alle tre album, Jernhesten, Manden med stålnæven og Siouxerne på krigsstien er ordrige og der er forskel i størrelsen på fonten. Det er som om, at enkelte af taleboblerne og de firkantede rammer med forklarende tekst har kvaler med at rumme de mange ord. Ikke at det gør så meget, for man vænner sig til det, men det generer mit sikkert indbyggede og erfaringsopbyggede kontrolgen.
Nå ja. Så er der, endda i forordet, en dum slåfejl, hvor manuskriptforfatter bliver til manuslriptforfatter, og så en ting, der irriterer mig mere, især lagde jeg meget mærke til det i Manden med stålnæven, at man kløjes i det man danskfagligt kalder for personlige stedord. Her anvendes konsekvent et forkert lille ’i’ i 2. person flertal. Det skrives rettelig med et stort ’I’.
Når jeg nu er ved kritikken, så er ekstramaterialet denne gang en kende mindre interessant. 16 gode sider er der med plancher, annoncer, en kort nedfotograferet tosiders historie, hvor man i detektivstil skal gennemskue, hvad der er galt, samt gamle seværdige forsider, et overdådigt panorama fra ugebladet Pilote og den slags. Og så ellers et gennemgående langt skriveri af en Hugo Cassavetti. Sidstnævntes bidrag er omfangsrigt og velskrevet, men hvem manden er, og hvorfor det bringes, er uklart. Hæng mig nu ikke. Jeg læste med interesse, men som ekstramateriale bringer det nu ikke meget nyt. Det tjener mere som en slags anmeldelse eller hyldest af de tre album, som samlebindet rummer.
Jernhesten. Et mageløst album hvor konflikten og aktørerne præsenteres. Som Blueberrys alter ego møder vi Jethro Steelfingers, en høj, mørkhåret velklædt enarmet skurk. Snedig og forudseende som Mike selv, men hvor vores helt er god og hjælpsom og på de svages side, så er Steelfingers bare et gennemført dumt svin. Egen vinding er målet, og midler og samvittighed kan ikke forenes. Han klæder nu albummene, og jeg tilstår ærligt, at jeg for første gang længe, blev følelsesmæssigt oprørt. Netop over dette dumme svins ryggesløshed og rænkespil. Hvilket falder tilbage på plottet og den sindighed, som Charlier har bredt ud. Blueberry og de forskellige arbejdere falder i fælder, baghold, bliver ført bag lyset, narret af dobbeltspil og den slags. Fra en livsfarlig myretue til den næste. Cliffhanger efter cliffhanger og næsten alle samlebindets imponerende 160 sider er dødspændende.
Jernhesten, og altså ikke albummet. Wauu. Flot flot tegnet. Fra pryd til destruktion og et af blot talrige højdepunkter kommer cirka midt i Manden med stålnæven. Fanget på midten af en dynamitbelagt bro, isoleret blandt Jethros skurke og medsammensvorne røde sioux og Cheyenne.
Det MÅ gå galt. Det går galt. Mesterligt. Verdensklasse. Imponerende. Og så klarer vores venner alligevel skærene. Et vidunderligt samspil mellem forfatter og tegner, hvor begges topklasse kommer til fuld kraft.
Om det er huse og bygninger, baggrunde med endeløse bjerge eller sletter, furede ansigter, sved og blå øjne, skygger under et bord i en saloon en aften, lejrbål om aftenen, så virker det til, at hver eneste rude får 100 % af alt godt. Absolut fuld plade hvad angår intensitet, stemning, baggrunde, forgrunde, fra dynamiske sammenhængende billeder til frustrationen og angsten i de svedige rynkede ansigter.
Kan det tegnes bedre? Jeg tvivler. Det gå i hvert fald durk ind her på bjerget.
Alle tre album er vidunderlige og alvorsprægede. Selv drukkenbolten McClures ture med diverse flasker er tonede ned. Godt faktisk, for situationerne kræver det. Den gamle ræv har endda et par tricks i ærmet, og det er sprængfarlige tricks.
Jeg kan huske, at jeg begik dødssynden at sammenligne Blueberry og Buddy Longway, og valgte sidstnævnte fremfor førstnævnte. De ord tager jeg i mig igen. Måske skyldes det, at der i denne tre albumscyklus for alvor åbnes for en maksimal komplet fortælling, hvor alt går op i en højere enhed, og at skurke, sammensvorne, klimaks og spændingsopbygning følges ad? Jeg ved det ikke, men tænker det.
Ellers også skyldes det, at det overordnede plot er så forbistret realistisk og at vi ikke ’bare’ oplever de klassiske godes ofte forgæves kamp imod det onde, den enlige gode farmer imod den onde rige og sådan noget.
Jeg har det jo også med indianere, som med god mad og mine børn, når de er gladest. Jeg elsker det. I især Manden med stålnæven og Siouxerne på krigsstien får vi krigsmaling, heste, HOOKA HEY og den slags, og det er så blæret godt. Normalt kan jeg godt lide en helt simpel sort og hvid streg, men den farvelægning vi får her, virker så godt og naturtro. Man glemmer næsten, at det er tegnet.
Nu står de tre samlebind og smiler til mig fra reolen. Der står de godt.
Sidste samlebind er klart til seks hjerter. Og han har sgu ret, ham den gamle forlagsredaktør. Den sande og hellige…
Titel: Blueberry – De samlede eventyr 3
Tekst: Charlier
Illustrationer: Giraud
Forlag: Cobolt
Format: Samlebind, 160 sider i farver, 24 x 32 cm
Pris: 398,-
Isbn: 978-87-70858-17-5