Home / Anmeldelser / Blueberry – De samlede eventyr II

Blueberry – De samlede eventyr II

De står fint ved siden af hinanden, ryggene harmonerer, og man bemærker Cobolt på første samlebind nederst. Jeg havde ikke bidt mærke i det, da jeg anmeldte første samlebind, men nu hvor jeg er i fuld gang de De samlede eventyr II, så er det jo ganske tydeligt. Vi nærmer os en hest, måske med rytter. Og en lille diskret gul stjerne helt nederst. Gad vide, hvad den skal betyde?

Nå, i går færdiggjorde jeg en anden Cobolt, og indledte anmeldelsen med ordene ”Bedre kan det næppe gøres”. Her talte jeg om værket i sin helhed, og efter at have læst Blueberry II, må jeg bare indse, at jeg tog fejl. Bevares, det er jo ikke en dyst og der kåres ingen vindere. *

Side 18

Hvad design angår, er der ikke meget at komme efter. Hardcover, lækker ryg med motiv, en lidt trist bagside og øv da, at der ikke varieres. Homogenitet er godt, men jeg ville nok have peppet bagsiden lidt op og i det mindste skiftet illustration.

Så er der mat papir, og det er jo altid et hit. Farverne sidder bare bedre, og følelsen af mat papir mellem fingrene er langt at foretrække, fremfor glat. Men hør – der er betydeligt mindre ekstramateriale i denne opfølger. En halvering omtrent, men det går jo nok alligevel. Og mon ikke der sidenhen atter skrues op for herlighederne? I think so.

Innersleevet forrest og bagerst siger vel alt. Detaljeret, harmonisk, dybde og man føler, at sådan ser der ud på prærien, hvor vores modige løjtnant tilbringer ikke så få timer. Den forklarende tekst er nemlig god ved sine læsere. Vi får at vide hvor mange timer der er tilvejebragt, og sågar også i dagsridt. Jeg tænker altid efter en ekstra gang. Kan det mon passe? Kan man mon overleve timers brændende sol uden at skoldes? Og der må, alt andet lige, ikke være så mange passager eller ’veje’, fra A til B, når folk kan finde hinanden så let. Læs Dødens hovslag for at forstå mine spørgsmål. Ikke at det ikke passer, og at logistikken holder. Jeg holder bare øje.

Side 24

Ekstramaterialet er lækkert layoutet. Teksten står snorlige, der er ingen dumme ’huller’ og der er en fin afdæmpet rød tråd i de godt og vel 12 siders ekstramateriale. Mange ord, men også mange fine skitser, forsider og den slags. Jeg er ret vild med Piloteforsiden på side 4. Det er sådan, at jeg husker min barndoms indianere.

Er ekstramaterialet nødvendigt, mon? Nej da. Ikke i Giraud og Charliers hænder, for de tre album, Dødens hovslag, Det store opgør og min absolutte all star, Manden med sølvstjernen kunne sagtens bære både pris og samlebind alene. Men ekstramaterialet gør alligevel den der ret så markante forskel. Vi kommer med, og kommer bag om. Det kan lyde skrupskørt, men jeg føler klart, at jeg får en lidt større forståelse for værket, og dermed større kærlighed og udbytte af både min læsning og beundring af de vildt flotte illustrationer.

De forskellige ikke tekstmæssige bidrag skal selvfølgelig sættes fint ind. Ikke forstyrre ordene, så de sejler og der er disharmoni. Og så alligevel komme til deres ret, og hvor der fx et par steder i Buddy Longway var lidt vel skåret ned på billedstørrelserne, så er der anderledes plads til billeder og hyggeting som en Pilote nytårshilsen.

Side 47

He. Jeg vidste det. Manden med sølvstjernen, som bare en satans rå og Deadwoodagtig indledning, har selvfølgelig ladet sig inspirere, forsiden er ikke ’bare’ blevet til. Den har et oplæg, og det kan du se i samlebindet lige inden herlighederne begynder.

De første to album er forsættelsen fra første samlebind. Vi er i de rødes land og i de rødes magt. Hvor Blueberry kæmpede imod vindmøller i form af overordnedes dumhed, så er det anderledes nu. Der handles anderledes. Godt. Det andet kunne hurtigt blive for meget.

Nuancerne er med, og ikke kun blandt de hvide er der fjolser og ondskabsfuldt dobbeltspil. Også hos vores indianere.

Albummet som afslutter samlebind II er min yndling. Manden med sølvstjernen. Jeg kan godt lide rammen. Jeg kan godt lide, at man geografisk begrænser sig. Der er noget High Noon over det, og da denne film er en af mine perler, så er Manden med sølvstjernen, og især saloonscenerne, røgfyldte og klaustrofobiske og aftenuhyggen sublime.

Det at begrænse sig. Det at fjerne sig fra indianerkonflikterne og de ikoniske opgør mellem de vilde og civilisationen, det kan jeg lide. Smukt italesat i forordets afsluttende linjer. I det album, som bestemt ikke er sagaens bedste, for de kommer vistnok i næste bind, viser makkerparret hvor sublimt de også behersker de trange tobaksfyldte rum.

Side 78

Du fornemmer min begejstring. Jeg topper den lige. På side 93 i samlebindet, hvor der i øvrigt er en fejl (som vi får at vide i netop ekstramaterialet, tak for det), i en sekvens hvor vores venner står overfor en vej, som ikke længere er farbar. Sekvensen er natlig, starter to sider inden og er nu grøn. Bizart lyder det, men det virker eminent godt. Fedt. Fedt. Fedt.

Seks af de på ryggen påsatte guldstjerner bliver det til. Redaktør Carsten Søndergaard har skrevet og sagt, at dette er den ’sande og hellige udgave af Blueberry’.

Manden har ret.

Titel: Blueberry – De samlede eventyr II

Tekst: Charlier

Illustrationer: Giraud

Forlag: Cobolt

Format: Hardcover, 158 sider i farver, 32 x 24 cm

Oversættelse: Søren Vinterberg

Pris: 398,-

Isbn: 978-87-7085-757-4

*Vindere? Jo. Der ER vindere. Nemlig os læsere, som både med Buddy og Blueberry sidder med læseguld, tegneserieguld og westernguld.

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *