Bob Morane: Dinosaurernes TempelDet er virkelig kram, jeg sidder med her, en ny bogserie fra Zoom, tegnet af selveste William Vance! Denne belgiske tegner betragter jeg som Europa’s bedste, han er en Panteon tegner, en af de bedste serietegnere overhovedet. Han har været lidt undervurderet i Danmark, men med ihærdig lobby arbejde fra min side, utrætteligt siden 2005, er han omsider blevet accepteret som den gigant, han er.
Donovan fik gjort “XIII” og “Bruce J Hawker” færdige, og fik også startet på “Ramiro”. Efter Donovan’s lukning har Zoom nu taget teten, og udgiver de 18 “Bob Morane” historier tegnet af denne Hr. Vance. D.v.s. de 18 historier, som de tog sig ud i “Tintin” og “Pilote” og albummene fra Lombard, for de ekstra sider blev kun bragt i bladet “Femmes d’Aujourd’hui”, så der må man til lommerne og koste på limited editions fra fan forlaget Pan Pan. De albums er tissesvære at få fat i, og koster kassen. Og så skulle man jo helst kunne fransk.
Nå, men “Bob Morane” altså. Kult i Frankrig og Belgien. Over 200 romaner, over 80 albums, altsammen forfattet af en skør kugle, som går under pseudonymet Henri Vernes. Nogen stor forfatter er han ikke, meget pulpet, men han forstår dog at opbygge en vis spænding, og i hvert fald albummene har deres helt egen fremdrift og lineære logik, hvor langt ude Vernes så end bevæger sig i videnskabeligt ufunderet science fiction. Måske skulle man retteligt kalde hans ting for det lidt fattigere “sci-fi”, for der er bestemt ikke tale om hardcore science fiction. Det kan man tydeligt mærke, selv om man ikke er videnskabsnørd.
Alligevel sluger man det hele råt, hver en usandsynlighed, for det hele får et gevaldigt løft af Vance’s mesterlige tegninger, stringent, men også psykedelisk; realistisk, men også flippet – Vance styrer, for han er en formidabel tegner. Nej-sigerne påstår, at hans figurer er lidt stive i ansigtsudtrykkene, lidt ligesom de tegninger, man kunne finde i en gammeldags barbersalon, men hey, kig nærmere, og du vil se, hvor menneskeligt det hele er, der er liv i de he-man ærketyper. Og kvinderne er jo bare bedårende. Det hele ser så pokkers lækkert ud, sådan som fede serier nu engang så ud i 60’erne og 70’erne. Er det en voksenserie, nej, men lige på grænsen. Det visuelle udtryk er så stærkt, at der er plads til genlæsning, bare for at nyde tegningerne. I de tre historier, der udgør første danske samlebind, “Dinosaurernes Tempel”, er de franske lydord bibeholdt, og gudskelov for det, for de er små kunstværker i sig selv. Vance integrerer lyd og billede som ingen anden tegner, jeg kender til. Også på det punkt er han bare suveræn. Lad mit gamle mantra lyde over hele Danmark, “Alt af Vance!”
Og lad os så alle rette en en stor tak til Forlaget Zoom, Danmarks førende euroklassikerforlag, for denne dejlige bogserie.
Fem bobler ud af seks mulige
GoogaMooga
 |