Home / Anmeldelser / Bolette Hansen

Bolette Hansen

Aldrig forlade sig på første indtryk. Aldrig. Husk det. Note til mig selv og alle andre.

Der er så mange gange i livet, især efter at jeg er blevet ældre, at jeg har dømt bolden ude og så videre i teksten. Mennesker jeg har mødtes med kort. Kort nok til at dømme og bedømme og i visse tilfælde fordømme og næsten alle gangene, har jeg taget fejl.

Det sker skam også med kultur. Tag nu Poul Arne Krings Bolette Hansen fra forlaget Fabel. En kedelig brun sag udadtil, og indeni lige så drænende med sine sorte og hvide farver, og så, gudhjælpemig, en kvinde som hovedperson. Den har hele tiden ligget nederst i læsebunken, indtil i går, hvor jeg væltede stakken og tog en random bog frem. Nej. Seriøst. Den talte ikke umiddelbart til mine trætte øjne, men i aftes nossede jeg mig sammen og fandt den frem.

Og blev glædelig overrasket. Den var slet ikke så træg eller slidsom at komme igennem, som jeg ellers havde overtalt mig selv til, at den ville være. Tre fine krimihistorier sat i København for snart 100 år siden, og så med både skydere, bare babser og brutale børster. Triviallitteratur i striber, men hverken tegninger eller plot bar voldsomt præg af alder eller trivialitet. Fortællermæssigt er det dog en anden sag. Det er så også samtidig en slags historieskrivning. Der har været omhyggelig research, og det er lidt sjovt at finde og genkende sit København.

Der er ikke sidetal i bogen. Forord dog, og det slår mig gang på gang, hvor grimt det er, når man anvender en skrivemaskine, for den font der hamres med, er bare så uklædelig og ucharmerende på færdigt tryk. Men altså ingen sidetal, kun tre afsluttende historier, og så et stort umiskendeligt SLUT til sidst. Forordet er rart og hyggelig. Et kort rids af Bolettes oprindelse og hvordan forfatteren kom i gang med at tegne og skrive. Sådan noget er fint at læse. Jeg føler klart og hurtigt et større tilhørsforhold til både hovedperson, genre og tid.

Tre krimier og den første og bedste med noget så betændt som menneskesmugling. Man fornemmer, at Nyhavn dengang og nu, klart har undergået en vis forandring. Grove børster som slog på tæven, og man skulle gøre sig klart, at der kom man ikke, hvis man var en pæn dame.

Hver for sig er alle tre krimifortællinger fine og enkle. Tilforladelige, for nu at bruge et overset ord. Man lulles ind i handlingen og læser med, nyder de få cliffhangere der er, og ens nysgerrighed er tilpas pirret. Topspændende bliver det aldrig. Den pagehårede Bolette klarer ærterne, det ved man.

Jeg skrev ’lulles’ og det er selvfølgelig anken. Jeg er bedre vant, en moderne læser, og skal have mere end blot kvindetale og intuition for at bevare en blivende interesses. Jeg læser helst af lyst. Og så har jeg notorisk et problem med kvindelige forbilleder. Det er mit problem, I know, men det sidder godt fast. Jeg finder dem simpelthen alt for utroværdige og sidder fast i denne dom.

Hvad kan man sige? Værket er ellers nok mest til folk på min alder eller ældre. Yngre læsere står med garanti af. Der sker for lidt (selvom der faktisk sker noget næsten på hver side), og fraværet af farver skærer i øjnene (selvom man ellers til fulde kan nyde stregerne). Sådan er det nok.

Tre hjerter kan det blive til. Tre gode spidsfindige plots, flotte tegninger men også den der træge tunge dialog og monolog. Det er nok det ærgerligste over den tids værker. Alt skal forklares og skæres ud i pap. Når Bolette (som lynhurtigt finder en flyvemaskine) sidder i cockpittet, så skal der gudhjælpemig lige fortælles, at hun sidder i en sådan. Ganske vist indirekte, men alligevel. Det er ikke nødvendigt. Et levn fra stumfilmene, måske. I don’t know.

Titel: Bolette Hansen

Tekst: Poul Arne Kring

Illustrationer: Poul Arne Kring

Forlag: Fabel

Pris: 299,-

Isbn: 978-87-91419-74-4

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *