Home / Anmeldelser / Bruno Brazil – Bog 1

Bruno Brazil – Bog 1

I nærværende samlebind fra Zoom får vi de første tre lange Bruno Brazil historier: 1) Hajen, der døde to gange, 2) Alligatorkommandoet og 3) Øjne uden ansigt, oprindeligt udgivet fra 1968 til 1970 i Tintin bladet. Albummene udgives i kronologisk orden, dog undtaget de korte historier som udgives i Bog 4. Bruno Brazil er agent i den amerikanske efterretningstjeneste, høj, intelligent, med let genkendelig hvidt hår, selvtilliden i orden og altid med en smart bemærkning. Han får opgaver fra sin chef, den autoritære Oberst L.

Den første historie er tydeligvis inspireret af Sean Connerys ”James Bond” og er både en velfortalt og spændende spionhistorie, hvor efterretningstjenester indgår i et spil om at få fat på en forsvunden U-båd til en værdi af $15 milliarder. De to andre historier er inspireret af bl.a. ”Mission Impossible”, hvor Bruno Brazil sætter sit specialhold, Alligatorkommandoet, som får en opgave i den sydamerikanske jungle, mens de i den sidste historie må kæmpe for deres gruppe da en fjende er ude på at skaffe dem af vejen. De er alle glimrende tegnet, men af en eller anden grund så udmærker album 1 og 3 sig mere end album 2, rent tegnemæssigt.

Allerede den første bog illustrerer, at William Vance er en fremragende tegner i realistisk stil med sans for detaljer og action scener samt en fin vekslen mellem både antallet af paneler per side samt en vekslen mellem flotte detaljerige paneler og mere enkle paneler. Alt sammen noget som giver et fint flow og visuelt flotte og overskuelige sider. Historierne afspejler deres tid, er gode og skrevet af en af de helt store kanoner i tegneseriebranchen, nemlig Greg, der også har skrevet historier til Bernard Prince, Red Kelly og endda flere af Splint & Co. historierne.

De tre historier i bog 1 udgives som indbunden udgave, med en smuk forside og med de originale forsider i fuldsides format før hver historie, sådan som det skal være. Udover en lækker forside er der også et smukt sort/hvidt front- og endpaper. Thierry Capezzone leverer tre siders informativt ekstramateriale om Greg, Vance og Bruno Brazil serien, godt krydret med forsider, tegninger, billeder og endda et par originalsider. Sidstnævnte er dog lidt for små til at se dem og ekstramateriale teksten bærer visse steder præg af lidt underlige sætningskonstruktioner. Bogen er ny farvelagt på halvblankt papir i mere moderne farver med mindre kontrast og spræl i end i de gamle udgaver, som jeg personligt holder meget af. Alt i alt står tegningerne mere klart og skarpt i den nærværende udgave. Per Vadmand har nyoversat teksten med nye titler og både talebobler og teksttype er ændret.

Bruno Brazil Bog 1 leverer gode agenthistorier, fremragende tegninger og kan klart anbefales. Så nu er det bare at vente på Bog 2, måske ved i mellemtiden at kaste sig over Bob Morane, en anden af Vances lækre tegneserier.

Karakter: 4 ud af 6


Titel: Bruno Brazil Bog 1
Forlag: Zoom
Forfatter/tegner: Greg/Vance
Oversætter: Per Vadmand
Form: Indbundet i farver, 144 sider
Udgivet: Danmark, Maj 2020