Home / Anmeldelser / Buddy Longway – Den samlede saga 1. Chinook for livet

Buddy Longway – Den samlede saga 1. Chinook for livet

Det kan næppe gøres ret meget bedre.

Buddy Longway – Den samlede saga bind 1. Chinook for livet. En overvældende smuk sag, 224 sider i farver.

Buddy Longway er skabt af den schweiziske tegneserierskaber Claude de Ribeaupierre, og med sådan et knoklet navn, lyder han fremover Derib. Lettere og som vi kender det. Fra 1972 og frem til 2006 udsprang et væld af westernperler om naturmennesket Buddy, og dennes liv og de møder i livet, som dannede ham. En festgave til os, og ikke kun, hvis du er til prærier, indianere og den slags. Nej, en udviklingsroman i streger med ro og drama, alt som et ikke-fiktivt liv rummer. Her, i Cobolts hænder bliver det samlet i hele fem eksklusive samlebind, og udover at indeholde de oprindelige 20 bind, rummer samlebindene også et væld af ekstramateriale om tegneseriens tilblivelse og Deribs mangeårige arbejde med den.

Indrømmet – jeg er nok forudindtaget. Alle dage har jeg haft en yndlingsgenre, western, og med dette første bind, med den lækre titel ’Chinook for livet’, er jeg fuldt ud tilfreds. Hvis du kun læser for at få en karakter, så stop allerede her. Vi er i toppen. Seks.

Buddy Longway er nemlig meget mere, end blot et narrativ. Serien er også et nærmest menneskeligt indeks i livets rutchebane, her i næsten ingenmandsland møder vi mennesket, blottet for alt og kun med sig selv som aktør. Her opleves, her handles, her reflekteres, her sørges, knaldes, grædes, grines, og de helt store eksistentielle ben berøres. Sorg, glæde, afsavn, gensyn, had, kærlighed, jalousi, frygt.

Jeg kunne blive ved, og det markant afgørende er, at karaktererne er dynamiske, menneskelige mennesker med udvikling. Helt i, ja guddommelig ånd, hvor natur og andre ydre påvirkninger, tiden, naturkræfterne, de menneskelige kringelkroge og tilfældet (skæbnen?) leger med. Det kan lyde pompøst og forløjet, men i Buddys liv er der intet redningsnet. Jovist, en forfattermæssig trang til at følge sine figurer, og lidt plot-armor hist og her, men derudover er vi helt nede i menneskets væsen. Der hvor man skabes. Af vilje, overlevelsestrang, af et buldrende kærligt hjerte og en tro på livet og ens egne muligheder for at påvirke.

Samlebindet rummer de fire første album i sagaen. Chinook, Fjenden, Tre mænd red forbi samt Alene. Alle album kan læses for sig, men her i samlebindet som et hele, og de små to timer, som det vel tager at tage alt ind, de smukke naturbeskrivelser, det sirligt lækre ekstramateriale og bare det at have en ’stor’ bog, og vitterligt nyde den, er to timer godt givet ud.

Ekstramaterialet er altid værd at holde øje med. Cobolt har jo med andre samlebind forkælet deres fans og læsere, og atter må de store bannere hæves. Det er fanme flot. Det er det. Igen, jeg er stor fan af ro og ro i både tekst og billede. De første mange sider, er det 20 eller deromkring, får vi tekst, fotos, skitser, forsider, reklamer og alt det, som vi ved findes, men som tidens tand har tævet og fjernet. Godt at der så findes folk og forlag, som dedikerer sig til deres læsere, samlere og købere.

Og lad os lige tage den med det samme. Hvis man har sine BL’er i forvejen, skal man så ryste i lommerne og finde skillingerne frem? Er det dét værd? Ja. Så ubetinget. Vi taler om helheder. Vi taler om kunst. Vi taler om æstetik og jeg vover den fjollede påstand, at samlebind generelt og altså især dette her, skaber noget andet og mere, end blot ens gamle herligt slidte album. Man passer bedre på luksus. Man værner mere. Så afsted til butikken eller åbn din pc.

Rammen. Hør her. Stort hvidt indbundet, 24 centimer på den ene led, og 32 centimer på den anden led. Mat papir, ikke mat mat, men sådan en mellemting. Et godt valg for farverne sætter sig. Nattehimlen er skiftevis mørk og lys. Forskellen tydelig når døgnet drejer. Sneen bidende kold og så det absolut bedste, de mange grumme mørkt orange og brune indianerillustrationer. Et lag af noget ukendt. Vi føler ikke med BL. Vi ER Buddy i de sekvenser. Så godt matcher papir, farvelægning, fortælling og udstyr hinanden. Hvor en anden af de 2019’s helt store udgivelser, også fra Cobolt, nemlig vores drukkenbolt Blueberrys samlebind I og II samt de næste med, er ryggen prydet af… Ja, vi ved det ikke endnu, men noget hestenoget, ikke sandt? Kløgtigt nok har man holdt Buddy’en fri for den slags. Ikke at det er skidt eller pøbelpopulært, Blueberrys ryg, men bare fordi, at det ville klæde Buddy og Chinook dårligt. Det er ikke nødvendigt.

Innersleevet dobbeltsidet og jeg kommer helt i tvivl. Ville en BL gøre sig bedre uden farver? Nej, dog ikke. Jeg er vild med farverne.

Og nu hvor jeg tænker over det, så føler jeg, at jeg bliver klædt eminent godt på i forhold til min forståelse og forforståelse af prærien. Lidt som da jeg blev bjergtaget af George Lucas stjernekrige for mange år siden. Jeg troede, at det var sådan, det så ud, deroppe i rummet. På samme måde har jeg det med den uendelige prærie.

At vi har med dynamiske karakterer at gøre, er bare godt. Det skaber både en sikkerhed og det modsatte, nemlig fordi Derib tør tage chancer. Tegnermæssigt kan vi også vidne den visuelle udvikling, som vores ven, Buddy, undergår. Lidt vel firkantet i første album, men hov, se så blot skægget, furerne, et ansigt i bevægelse og en tegner som finder sin form. Af samlebindets fire album kan jeg bedst lide det næstsidste. En gyser. Tre mænd red forbi. Elsker det album.

Det er vel i grunden spild af tid at skrive mere. Udgivelsen er så perfekt, at det ville være en fluejagt af finde fejl. Ja. Illustrationerne, altså de fire covers kunne man da have forstørret op til helsides, og det ville jeg da også foretrække. Men jeg mener at have læst på nettet, at det måtte/kunne man ikke. Så fred være med det.

Lad mig afslutte i det lumre hjørne. Ikke for at være lummer, nej, men for at formidle hvor lækker og sexet antydningens kunst kan være. Du har smukke ben, Chinook, nyder det fra Buddy og vi ser med. Og i vandet, fra det visuelt æggende til den dødelige kontrast i ruderne dernæst. Fra en følelse til en anden. I lyntempo, og så alligevel med sikker Deribpen, også i et afdæmpet tempo. Nøj, hvor er kontrasterne fede. Fra jagtens tålmodighed til et grufuldt indianerangreb eller et usselt baghold.

Chinook for evigt har det hele, og sjældent har en topkarakter været så fortjent.

Titel: Buddy Longway – Den samlede saga 1. Chinook for livet
Skrevet af: Derib
Illustrationer: Derib
Farvelagt: Derib
Oversættelse: Jens Peder Agger
Forlag: Cobolt
Format: Indbundet, 24 x 32 cm. 224 sider i farver
Pris: 398,-
Isbn: 978-87-7085-781-9