Antologi af Mari Ahokoivu (FI), Davide Catania (IT), Martin Flink (DK), Loka Kanarp (SE), Ib Kjeldsmark (DK), Leo Scherfig (DK) og Simon Diamant Silfverberg (SE)
68 sider i s/h
10.50€, 98 svkr, 12.95$ (100 dkk?)
Udgivelsesdato: marts 2010
Udgivet af C’est Bon Kultur
Forlagets beskrivelse:
C’est Bon Anthology afslører de skjulte ting, de hemmelige ting. Apokryfer er en gammel græsk ord, der betyder “dem, der har været gemt væk”. Og vi har alle beskidte små ting gemt væk et sted, har vi ikke? Uanset om det er følelser vi undertrykker, ureflekterede handlinger, eller skyldig nydelser; de er de ukendte faktorer, der animere masken vi vise verden. Meget ligesom de 90% af et isbjerg skjult under vandlinjen. Vi er glade for at give dig, med denne antologi, et kig ind i værker og sind af kunstnere, der står overfor deres skjulte bagage i så mange forskellige og overraskende måder. En samling af grafiske historier, en samtale (“CBQ&A”) med en finsk tegneserietegner og en speciel gæst (“Tegneserier som kunst – kunst som tegneserier”); en kunstner fra en anden gren indenfor billedkunst.
Anmeldelser:
Jeg elsker antologier. De gamle dage (1990’erne) med Fahrenheit, Actung m.fl. var fantastiske, og jeg anerkender, at de i stor grad har været med til at udvide min tegneseriehorisont.
Som regel er antologierne en platform hvor man som læser kan opdage nye og spændende talenter, men somme tider også et sted hvor ens gamle favoritter dukker op og underholder og fascinere. Antologiernes styrke er alsidighed – men også dens svaghed. Der er de gode historier, der selvom de er små og fragmenteret, kræver ens fulde opmærksomhed, og man gør dem til skamme ved blot at pløje sig igennem dem. Det er dem man kan læse dem igen og igen. Og så er der de historier der enten er så ligegyldige eller indadvendte, at det er svært at vride en kvalitet ud af dem, om man så var ved at dø af tørst. Ces’t Bon har begge dele.
Ces’t Bon Kultur, der er et fælles skandinavisk forlag som åbenbart har en del udgivelser på samvittigheden, er et nyt bekendtskab for mig. Vol. 10 (som er den 26. udgivelse siden de startede, og det 15. siden genstart) indeholder værker fra Danmark, Sverige, Finland og Italien.
Martin Flink lægger ud med en sød lille ”modsætninger mødes og sød musik opstår”, da en autonom pige bliver reddet fra politiets tåregas under en demonstration, af en clean-cut ung mand med Apple på brystet. Egentlig er der ikke så meget at hente her, da det er et lille uddrag af Flinks længere grafiske roman ved navn Lizard, bortset fra nogle lækre opsatte sider og et tegnetalent man ser alt for lidt til. Personligt er jeg modstander af denne form for klippe-klistre, der mere virker som en reklame for fremtidig udgivelse, end det er en decideret historie der kan stå på egne ben.
Herefter følger først et interview med den finske kvindelige tegneserietegner Mari Ahokoivu, derefter et par serier fra hendes hånd. Her er, i mine øjne, virkelig tale om den kvalitet jeg nævnte tidligere. Mari Ahokoivu fortæller dybt intime historier med hjertet, og streg og grafisk udtryk er ligeså personligt. Det er den her form for personlige historier der mangler på den danske scene, i stedet for alt det ligegyldige volds-pladder-wannabe-kalkulerede andenhånds serier man så ofte falder over.
Ib Kjeldsmark og Leo Scherfig har begået en lille historie ved navn I. Jeg er stor fortaler for at der skal skabes mere samarbejde mellem forfattere og tegnere, men når det virker som om at hverken Scherfig eller Kjeldsmark har noget på hjerte, så falder ideen til jorden. Grundideen i I er såmænd til at arbejde med, men den kvæles i pubertære udråb og uovervejede skitseagtige tegninger.
Italienske Davide Catania er repræsenteret med hele tre historier. Ingen af dem er dog værd at snakke om … Både historier og tegninger virker som om de er lavet i en rasende fart, og det var først ved tredje eller fjerde gennemlæsning, at det rent faktisk gik op for mig, at det var tre forskellige historier, og ikke én lang. Så monotomt er det.
Til sidst har vi svenske Loka Kanarp, de på seks sider fortæller om seks forskellige kvinder, der på en eller anden måde har sat et fingeraftryk på sin tid, globalt eller lokalt. Her var jeg igen ganske godt underholdt, og ville gerne læse flere af disse grafiske minibiografier.
Ces’t Bon vol 10 er som antologier er flest – en blandet landhandel, men personligt synes jeg at de kvalitative indslag langt overskygger de kvantitative. Ces’t Bon er bestemt værd at stifte bekendtskab med!