Kender du dette, at man læser et værk? Det være sig en almindelig skønlitterær roman, et digt måske eller en tegneserie, og så midt under læsningen, så lægger man den fra sig i ærefrygt, vidende at man har at gøre med en helt unik udgivelse? Det sker heldigvis ikke ofte, da denne helt særlige følelse hurtigt ville miste dets magi, men engang imellem popper den op, og man oplever at tiden lige står lidt stille. Sol og varme forsvinder, lydene med og man er i sin egen verden, helt alene med sin læsning.
Store ord, og lad os se om de kan holde hele albummet igennem. Jeg taler om Cobolts 64 sider lange hardcover, med den nok mest bizarre titel længe. Paulus Hegesippe Adelard Ladislas, greve af Champignac: Enigma.
Ja. Puha. Hardback ja, og i et format, der synes større end almindelige albums, 24 x 32 cm. Med to personer på coveret, angste, urolige, på vagt. Øverst guldskrift med titel og inde i, eller bagom om man vil, coveret mystiske mystiske ord og så det forbandede nazitegn. De to personer er fra hvert deres land, han Belgien og hun Skotland. Begge spiller en afgørende rolle i… ja – ingen hastværk, og bestemt ingen spoilere.
En sort ryg med Champignac og Cobolt i fed, og Etien og Beka samt Enigma i almindelig ikke fremhævet skrift. Fin afstand mellem de enkelte proprier og så på coverets bagside, en flot natteblå himmel øverst, et dystert udseende slot flankeret nærmest af hagekors og i tegningens centrum, en bil i fart på vej ud imod læseren. Og så endelig med rødt, Berlin 1938 efterfulgt af tekst, og nedenunder igen juni 1940 i rødt efterfulgt af endnu en forklaring.
Innersleevet forrest og bagerst de mange mystiske krypterede bogstaver med hagekorset plump i midten og så, ovenover kolofonen, et informerende forord af en Per A. J. Andersson. Under dennes glimrende og informative dobbeltspaltede tekst, redaktionelle noter, hvor vi læser om forfatterne og tegneren, samt om Champignac, som vi jo kender som den distræte og noget belastende opfinder fra Kvik og Splintalbummene. Her i Enigma optræder han for første gang solo, og selvom der bestemt også er humor og spøjse gags, så er det en væsentlig mere tillidsvækkende og autoritær professor, som kejtet tager sin del i bekæmpelsen af nazismen. Vi er altså i en spin-off i tiden inden Kvik og Splint.
Jeg kan næsten ikke få armene ned. Dels er albummet afspring, kodemaskiner, chiffermaskinen, og det er historieguf for sådan en som undertegnede, dels er selve fortællingen fortættet og ganske spændende. Både de mere dynamiske passager, og de mere statiske hvor dialogen hygger sig med illustrationerne og omvendt. Det spiller og spiller godt, det klaver.
Det er en krigsnoirefortælling, og samtidig også et slags Kinderæg. Hele tre gaver. Vi har at gøre med noget faktuelt historie snirklet herligt ind i forfatterfrihed, vi har at gøre med et kompakt narrativ som både er spændende og tilsat humor uden det bliver alt for søgt, og så er tegningerne tilpassede, så der både danses (for enhver god historie rummer kærlighed), og skildres mageløst flot krigsscener. Fx på albummets fyrretyvende side hvor tyske fly og skibe bringer død fra oven og på vandet. Få ekstremt flotte stillbilleder som siger alt. Kontrastfyldt bliver det aldrig helt, selvom man må leve med at Champignac er et fjols på et tohjulet og at visse karakterer, især tyske, afbildes en kende karikeret.
Albummets pericenter er klart afkodningen. Dette bizarre hemmelige værktøj og afkrypteringen. Både i overført betydning rent kærlighedsmæssigt, for Champignac når lige at tænke ’Den unge dame er sandelig forbløffende’, inden kæden volder kvaler og greven må i buskadset. Men det særlige når store hjerner kommunikerer. Grev Ghampignac modtager et kodet brev og drager til England, krydsordseksperten Blair Mazkenzie og han mødes, begge indkaldt og kommer til at indgå i, og hold nu fast: Den britiske efterretningstjenestes afdeling for afkodning af fjendtlig kommunikation. Wauu.
Omvendt – så kan man godt kløjes lidt i de tekniske forklaringer, men så hjælper både farver, dybde og den intensitet, som vores karakterer lægger i afkodningen. Både verbalt med et Heil Hitler og visuelt med fx opspilede øjne. Og hold nu kæft. Albummet her er til voksne og vi skal bestemt ikke have alt forærende.
Ian Flemming, Winston Churchill og matematikeren Alan Turing. Tre navne. Er de med? Er de? Bare vent. Sidstnævnte er eddermame en spændende karakter. Måske fremgår det ikke umiddelbart ud fra hverken illustrationerne i albummet eller vedkommendes ageren, men har et bestemt en googlesøgning værd.
Jeg vil ikke fortælle om handlingen, for det ville ødelægge din læseoplevelse. Men jeg vil berette om min, og jeg er meget begejstret. Det er noget tid siden, at jeg har nydt et album, som jeg gør med dette.
5 store glade læserhjerter bliver det til. At det ikke opnår topkarakter skyldes… ja, hvad skyldes det? Hm. Nok de der elementer af slapstick og sjov. Ikke at forfatterteamet, som skriver under pseudonymet BeKa (franskmændene Bertrand Escaich og Caroline Rouge) ikke formår dette at skrive gags, eller et det er morsomt, for det er det skam, men fordi det slet ikke er nødvendigt. Det ødelægger ikke grundtonen i albummet eller den umiddelbare spænding, men bliver blot en slags James Bond-grineting.
Fint nok, men ikke nødvendigt.
Titel: Enigma
Tekst: BeKa (se ovenfor)
Illustrationer: David Ethien
Forlag: Cobolt
Format: 64 sider i farver, forord, hardback, 24 x 32
Oversættelse: Ole Steen Hansen
Pris: 248,-
Isbn: 978-87-7085-767-3