Home / Anmeldelser / Châteaux Bordeaux – 1. Vingården

Châteaux Bordeaux – 1. Vingården

Vin. Hm. Jeg har åbnet en flaske Amarone. Der er støv på flasken og den tilhører ikke mig, men dem jeg bor hos. Jeg har ikke forstand på vin, men har nydt og forbandet drikken, for levet, det har man jo.

Vin er, om ikke omdrejningspunktet, så bestemt en vigtig baggrund i Zooms nye serie. Titlen er Châteaux Bourdeaux og vi taler om en album på 56 sider i rødlilla dæmpede farver. Papiret er glat og historien hurtigt læst. Så hurtigt, faktisk, at jeg læste den igen. Var der noget, jeg missede? Var der specielle passager, som jeg havde brug for at genlæse rent forståelsesemæssigt, eller var der mon ruder eller ansigter eller baggrunde, som jeg lige skulle have ind endnu engang? Næ. Ingen af delene. Årsagen er, at der er et eller andet godt snigende og uforløst ved den ellers så ligefremme fortælling. Noget der gør, at jeg lige skulle se på ny og bunde…

Coveret er lyst, en smukt proportioneret kvinde i forgrunden, duftende til en glas fyldt med rødvin. Ved hendes fødder ranker af druer og i baggrunden et par træer og i baggrundens midte et stort flot vinslot.

På bagsidens midte er der tekst, og her får man skåret ind til bogens tema. Et familiedrama om arv, drømme, penge og så, lidt længere nede, står der dette:

   ”… med lige dele ydmyghed og mod dedikerer Alexandra sig helt til sin nye verden, der lidt efter lidt bliver hendes lidenskab…”

Det lyder jo ikke specielt ophidsende, men det skal du nu ikke tage dig så meget af. For nede i mulden, med fødderne i druerne så at sige, der ulmer og gærer det. New Yorkeren Alexandra vender tilbage til hendes hjemegn, til hendes brødre og til deres fars begravelse. Hun selv er jetlagged, har først problemer med kærligheden og dernæst med jobbet. Ja, med livet, og hun får en fantastisk mulighed for at begynde på en frisk, og finde ud af, hvem hendes far var. Det lyder snirklet og ufatteligt kedeligt, men det er det altså ikke. Der er ro over både streger og baggrunde, og vi kommer fint ind på livet af Alexandra, tæt nok til at forstå, at hun også er den der ro, samt mere til. Hun tænker og reflekterer og hendes revitalisering af både liv og drømme, og afkodningen af stenstøtten, hendes bitre og indadvendte far. Alt dette skaber en ganske interessant karakter og jeg lod mig hurtigt indfange. Tempoet er roligt, tegningerne ganske godkendte, og selvom seriens første bind ikke åbner for alt, så får man klart sympati for vores kvindelige hovedperson og hendes ageren.

Fortiden spiller ind, helt uden sentimentalitet, og i et tempo, som ikke er forjaget. Og nu nærmer jeg mig kernen. Enhver som har cyklet eller vandret i Frankrigs yderområder, der hvor tiden står stille og hvor generation efter generation har gået de samme ture, hentet og drukket det samme vand og kysset under den blide stjernenat, ved at tiden bare er en anden. Det er den ro, som jeg føler, når jeg læser. Jeg ved endnu ikke om det er andet end det drama, som bagsideteksten indikerer, eller om vi blæser videre til noget kriminelt. Man kan ane det, men det tager tid at nå dertil. Og det klæder albummet.

Vineksperten Michel Rolland har skrevet et smukt forord. Pompøst sine steder, men smukt ja og ret indfølende og i et skriftsprog og med et overblik, som andre kunne lære godt af. Fik jeg sagt Allan Falk? Næ, men det gjorde jeg så alligevel.

Det er stadig for tidligt at dømme Châteaux Bordeaux inde eller ude. Det glatte papir, de desværre alt for mørke farvers møde med papiret giver et halvmørkt indtryk, hvilket er i kontrast til den sol og varme, som druer skal bruge. Men altså, vi vender tilbage fra millionbyen over Atlanten, kærlighedskvaler og en fyring, for at deltage i en mørkemesters begravelse. Lys. Lys? Forget about it.

Men det tegner lyst, for narrativet folder sig ud. Der er tårer til sidst, men ikke opgivende eller håbløse tårer. Det er vredestårer.

Kilden i Provence, kan du huske den? Med charme, klukkende vandløb, cikaders spil og et vedkommende menneskeligt aftryk. Det er også den film, som sidder i mine tanker, når jeg genlæser om Alexandra for anden gang. Jeg kan klart argumentere for det menneskelige aftryk. Charmen og de andre ting fra filmen ikke helt, men det kan nå at komme. Jeg er i alt fald begejstret.

Der er nemlig OGSÅ nogle ret flotte illustrationer. Lige fra de frække fregner over de svage bølger, som kommer fra en motorbåd i lav hastighed, til ænders snadren i vandet og gensynet med ens ejendom, en picnic nu som for mange år siden. Der er nemlig også lag i især tegningerne, og så lever man med, at ansigterne nogle gange ser lidt løjerlige og firkantede ud. Især på mændene. Det er som om, at følelser kun har to ansigter. Det bitre og vrede eller det neutrale.

Espé og Corbeyran, to franskmænd, har stået for henholdsvis illustrationer og tekst, og det supplerer hinanden fint. Der er en rar afstemthed mellem deres arbejde. Der er ikke en ’form’, som stikker af og som skal forklares, og vice verca. Men mere lyst i farvevalget, som så altså ikke har noget med d’herrer ovenfor at gøre, men med en Dimitri Fogolin. Coverets lyse lokkende motiv er altså en slags snyd, for der er ikke samme skær i albummet.

Og hør nu her. Alle disse negative ord til trods, så ER der noget betagende i albummet. Om det er tempoet, gensynet med fortiden (selvom det jo også er klichépræget), nysgerrigheden efter at kende mere til ens ophav, den økonomiske situation og de ydre fjender, opkøberne, brødrene m.fl. gør mig nysgerrig.

Der er klart potentiale i Vingården og de fire vinglas, som jeg giver udgivelsen, er fyldte med smag, med duft og med mere…

Titel: Châteaux Bordeaux 1. Vingården

Tekst: Corbeyran

Illustrationer: Espé

Oversættelse: Amalie Grubb Martinussen

Forlag: Zoom

Format: Hardcover, 56 sider i farver

Pris 174,-

Isbn: 978-87-7021-062-1

Leave a Reply

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *